Minister om justeret aftale: Uklarheder følger med at skabe forandring

19. DEC 2024 • 21:04ERHVERV/POLITIK

Reform blev kritiseret af studerende og rektorer for, at for mange kandidatuddannelser blev forkortet.

Partierne bag den halvandet år gamle universitetsreform har været nødt til at justere den. Men det glæder uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), at der er fundet en "markant" bedre aftale.

- Det gør en meget stor forskel, at vi lytter til de bekymringer, der har været rejst fra universiteterne, de studerende og erhvervslivet om, at vi havde sat bardunerne omkring erhvervskandidaterne lige stramt nok.

- Det var en ambitiøs målsætning, vi havde, og med dagens aftale løsner vi bardunerne lidt, siger hun.

Partierne bag universitetsreformen laver nu om på aftalen, som har været kritiseret for blandt andet, at for mange kandidatuddannelser blev forkortet.

Men partierne bag reformen har lyttet til kritikken og er torsdag enige om mere fleksible uddannelser, selv om 30 procent af uddannelserne fortsat skal laves om.

Der indføres en model, hvor de studerende kan starte deres kandidatuddannelse på fuld tid med SU og først efter et halvt eller helt år fortsætte på deltid med deltidsbeskæftigelse.

Dermed skal man ikke fra dag et på studiet have en aftale med en virksomhed for at læse kandidaten.

- Vi starter nu med en periode som fuldtidsstuderende, som giver lidt mere ro i forhold til at få lavet en aftale med en virksomhed.

- Det kan være vanskeligt helt lavpraktisk at lave en aftale med en studerende i Singapore eller Barcelona, før vedkommende er i Danmark. Det er en lempelse, som er entydigt positiv, siger ministeren.

Den kommer, efter at landets rektorer og studerende i en rapport i november vurderede, at for mange af kandidatuddannelserne ville blive forkortet med regeringens reform.

Det fik SF og De Konservative til at åbne for en genforhandling, mens ministeren var mere tilbageholdende i forhold til at love noget.

Tillægsaftalen ændrer ikke på, at 30 procent af kandidatuddannelserne skal laves om. Ti procent skal være kortere, mens 20 procent skal være erhvervskandidater.

Men partierne justerer nu, hvordan de sammensættes.

Da universitetsreformen blev lavet i 2023, blev partierne bag enige om at nedsætte et kandidatudvalg, som blandt andet skulle kigge på mulige modeller for at ændre kandidaten.

Udvalget fandt behov for at justere reformen, og det har partierne nu lyttet til. Spørgsmålet er, hvorfor forligspartierne ikke spurgte kandidatudvalget, før de lavede aftalen.

- Kandidatudvalget skulle have nogle målsætninger at arbejde efter og en konkret opgave at løse. Det har de gjort med nogle anbefalinger, som vi har taget til os, fordi de havde ret, siger ministeren.

Christina Egelund afviser, at det kan skabe usikkerhed for de studerende, som står overfor at skulle vælge deres fremtidig uddannelse.

- Med den justering vi har lavet i dag, står det tydeligere, at erhvervskandidaterne kommer, og at de bliver attraktive. Der er en større klarhed i dag end i går, siger hun.

Spørgsmål: Det er vel en usikkerhed, man selv har været med til at skabe, når I har tilrettelagt processen sådan?

- Hvis man vil skabe forandringer, er der i en forandringsskabende proces nogle uklarheder undervejs. Hvis man ikke er villig til at gøre det, er det meget vanskeligt at lave noget om, siger Christina Egelund.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT