Minister opgiver at lande beredskabsaftale i år som aftalt
Der forhandles videre 9. januar 2025, og partierne når dermed ikke deres løfte om beredskabsaftale i 2024.
Partierne i forsvarsforliget når ikke - som tidligere besluttet - at indgå en aftale om beredskabet inden nytår.Det oplyser tre forsvarsordførere torsdag til Ritzau.
Det har været minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersens (V) klare ambition at lande en aftale om beredskabet i år, efter at han blev minister i det nyoprettede ministerium i august.
Målet om at få en beredskabsaftale i 2024 er også nedfældet som en aftale i forsvarsforliget fra 28. juni sidste år. Heri fremgår, at beredskabet har en central rolle i at styrke samfundssikkerheden og som støtte for civile myndigheder i krisesituationer.
- Partierne er på den baggrund enige om, at der skal indgås en aftale i 2024, der styrker det danske beredskab, hedder det i forliget.
Næste møde i beredskabsforhandlinger er fastsat til 9. januar.
Forhandlingerne blev indledt lige inden efterårsferien i år. Men derefter hørte partierne ikke noget, indtil for et par uger siden da ordførerne blev indkaldt til forhandlinger.
- Forhandlingerne om beredskab er sat på pause indtil starten af januar. Det er nok meget klogt. Så kan ministeren både læse oppositionens gode forlag og få styr på processen. Det har mildest talt været et uskønt forløb, skriver beredskabsordfører Stinus Lindgreen (R) på mediet BlueSky.
Det er langtfra den første og skarpeste kritik, der har været af forløbet og ministerens håndtering af samme.
Tidligere har forsvarsordfører Carsten Bach i Liberal Alliance kritiseret, at ministeren indkaldte med så kort varsel, at det umuliggjorde deltagelse:
- Jeg er overhovedet ikke tilfreds med denne proces. Jeg er ikke tilfreds med ret meget omkring det beredskabsministerium.
Også beredskabsordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) har været skeptisk og kritiseret forløbet.
Både SF og LA har ønsket, at det kommunale beredskab skal styrkes med en aftale, da det kommunale beredskab er så vigtigt, som det er.
Det har ministeren tidligere afvist. Aftaler om det kommunale beredskab bliver senere i forbindelse med en kommuneaftale. Nu gælder det alene det statslige beredskab, har han slået fast.
- Jeg noterer mig, hvad ordførerne siger. For mig er det vigtigt, at vi får en aftale, som tager hånd om nogle af de akutte udfordringer på beredskabsområdet, siger Torsten Schack Pedersen torsdag til TV 2.
Ministeren bekræfter, at forhandlingerne fortsætter efter nytår.
/ritzau/