Mette Frederiksen ser Netanyahu som en udfordring
Statsminister er uenig i den israelske regerings ageren, men fastholder opbakningen til staten Israel.
Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at Israel ville være bedre stillet, hvis Benjamin Netanyahu ikke var landets premierminister.Det siger hun i et interview med Jyllands-Posten.
Hun understreger, at det er et anliggende for israelerne, men tilføjer:
- Men der er ikke nogen tvivl i min sjæl om, at Netanyahu i dag udgør en udfordring. Man kan jo se med det blotte øje, at vi har meget, meget svært ved at påvirke, hvad der sker i Israel.
Statsministerens kritik af den israelske premierminister kommer efter, at Netanyahu i sidste uge lancerede en ny plan om en militær offensiv, som skal sikre israelsk kontrol med Gaza By.
Planen har i forvejen fået kritik fra en række europæiske lande, ligesom at der også var demonstrationer i den israelske storby Tel Aviv, efter at den blev offentligt kendt.
Til Jyllands-Posten lyder det fra statsministeren, at den israelske regering i den danske regerings øjne går for langt.
Mette Frederiksen peger blandt andet på den nye offensiv og på Israels begrænsninger af nødhjælp til Gazastriben.
En FN-støttet organisation advarede i juli om, at en hungersnød udspiller sig i det krigsramte område.
Statsministeren fastholder samtidig, at den danske regering står fuldt bag staten Israel, og at det er vigtigt ikke at præmiere den militante Hamas-bevægelse, skriver Jyllands-Posten.
Mette Frederiksen vil gerne udnytte Danmarks rolle som formandsland for EU til at øge presset på Israel og landets premierminister.
Det kan eksempelvis være med sanktioner og politisk pres.
Adspurgt af Jyllands-Posten om sanktioner imod Netanyahu også kan komme på tale, lyder svaret, at hun ikke udelukker noget på forhånd.
/ritzau/