Flyttebøvl giver Air Greenland millionunderskud

9. SEP 2025 • 07:49ERHVERV/POLITIK

Åbningen af den nye lufthavn i Nuuk har kostet på bundlinjen hos luftfartsselskabet Air Greenland.

Det har ikke været helt problemfrit for Air Greenland at flytte hovedparten af lufttrafikken til og fra Grønland fra Kangerlussuaq til den nyåbnede internationale lufthavn i Nuuk.

Det skriver Check-in på baggrund af halvårsregnskabet for det grønlandske luftfartsselskab.

Dårligt vejr, isglatte landingsbaner og forsinkelser i sikkerhedskontrollen og brændstofleveringen har betydet, at selskabet nu i stedet for et plus på mellem 60 og 75 millioner kroner før skat nu forventer et minus på 30 millioner kroner for 2025.

- Vi er mærkede af udfordringerne, som ligger uden for Air Greenlands direkte kontrol, men vi er også en del af ligningen.

- Derfor tager vi også ansvar og bidrager med tiltag, der skal stabilisere driften, der hvor vi kan, siger Jacob Nitter Sørensen, der er administrerende direktør i Air Greenland, ifølge Check-in.

De mange udfordringer i den nye lufthavn har betydet, at Air Greenland i årets første seks måneder har måttet aflyse 59 lange flyvninger med jetfly.

I den samme periode sidste år oplevede passagererne, der fløj fra Kangerlussuaq, kun tre aflysninger.

Lufthavnen i Nuuk har de seneste år gennemgået en større renovering, der blandt andet betyder, at der er kommet en ny og længere startbane, som gør det muligt for større fly at lande og lette her i modsætning til tidligere.

Til gengæld er vejrforholdene i Nuuk mere ustabile end i Kangerlussuaq, der ligger længere inde i landet og derfor er bedre beskyttet mod tåge, storme og snevejr.

Den nye lufthavn åbnede i november sidste år og har blandt andet taget imod den amerikanske vicepræsident, JD Vance, der besøgte Grønland i marts.

Senere kiggede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, også forbi.

Air Greenland er ejet af Grønlands Selvstyre. SAS og den danske stat ejede tidligere hver en del af selskabet, men de blev solgt fra til grønlænderne i 2019.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT