Danmark vil i næste uge bringe Albanien tættere på EU-medlemskab
Danmark vil på ministermøde 16. september åbne det næste forhandlingskapitel med Albanien, siger Marie Bjerre.
Albaniens premierminister, Edi Rama, elsker at give historieforelæsninger om Albaniens plads i Europa.I næste uge kan den EU-ivrige premierminister med hjælp fra Danmark formentlig selv skrive en ekstra side i historien om Albaniens vej mod EU.
Danmark vil nemlig på det kommende ministermøde den 16. september i Bruxelles åbne det femte forhandlingsområde med Albanien.
Det siger europaminister Marie Bjerre (V) under EU-Parlamentets samling i Strasbourg.
- Vi håber på at kunne åbne det femte forhandlingsområde med dem i september.
- Vi håber også at kunne åbne det sidste af de i alt seks forhandlingsområder under vores formandskab, men det er dog mere usikkert, om det kan lade sig gøre. Men vi har ambitionen, siger Marie Bjerre.
Albanien kan blive medlem af EU, når landet opfylder alle 35 forhandlingskapitler fordelt på de seks forhandlingsområder.
Spørgsmål: Hvor hurtigt kan det gå, før Albanien kan blive medlem af EU?
- Det er svært at svare på, for det afhænger af dem. Albanien er ikke så langt, som Montenegro eksempelvis er. Montenegro har selv en plan om, at de kan blive medlem i 2028, siger Marie Bjerre.
Ud over at støtte EU-medlemskab til landene på Vestbalkan arbejder Danmark samtidig på at gøre Ukraine klar til EU-medlemskab i 2030.
Selv om Ungarn formelt blokerer for at åbne forhandlingerne, vil Danmark hjælpe Ukraine med at gennemføre de nødvendige reformer, så Ukraine kan blive klar til EU i 2030, siger Marie Bjerre.
Dermed kan forhandlingskapitlerne hurtigt åbnes og lukkes, hvis Ungarn på et tidspunkt skifter holdning, og lige som de øvrige 26 EU-landes regeringer stiller sig bag ukrainsk EU-medlemskab.
Spørgsmål: I lyset af meldingerne om Albanien, Montenegro og Ukraine er det så realistisk, at EU i 2030 tæller mere end 27 lande?
- Hvis landene laver reformer i samme tempo som Ukraine, så vil de også kunne blive medlem i 2030, siger Marie Bjerre.
Det vil dog stille store krav til EU i form af både økonomisk støtte til de nye lande og reformer af beslutningsprocesserne i et større EU.
På et møde for EU-landenes europaministre i sidste uge blev der ifølge Marie Bjerre taget fat på diskussionerne om, hvordan EU skal gøre sig selv klar til de ekstra medlemmer.
- Det kan eksempelvis være ved at træffe flere beslutninger med kvalificeret flertal, siger Marie Bjerre.
Den danske regering hører til blandt de EU-lande, som mener, at en EU-udvidelse kan håndteres inden for den nuværende EU-traktat.
Den giver blandt andet mulighed for, at flere beslutninger kan træffes uden krav om enstemmighed.
Dermed vil det blive sværere for lande som eksempelvis Ungarn at blokere beslutninger. Det bliver af flere EU-lande set som en nødvendig forudsætning for at lukke flere lande ind i EU.
/ritzau/