Danmark arbejder på at gøre Ukraine EU-klar til 2030
Selv om Ungarn blokerer for at åbne forhandlingerne, vil Danmark hjælpe Ukraine med at gennemføre reformer.
Det danske EU-formandskab arbejder på at gøre Ukraine klar til EU-medlemskab i 2030, selv om Ungarn fortsat blokerer.Det siger europaminister Marie Bjerre (V) under EU-Parlamentets samling i Strasbourg.
Danmark vil konkret hjælpe Ukraine med at arbejde videre på at opfylde alle de 35 kapitler i forhandlingerne.
Det sker, selv om Ungarn fortsat siger nej til at åbne det første af de i alt seks forhandlingsområder, som de 35 kapitler er fordelt på.
- Allerhelst vil vi formelt åbne kapitlerne. Men det har vist sig meget vanskeligt, fordi Ungarn blokerer.
- Derfor må vi fortsætte med at lave reformer, og når vi så endelig er klar til at åbne kapitlerne, så kan man hurtigt lukke dem igen. Dermed har man ikke sat forhandlingerne med Ukraine i stå, siger Marie Bjerre.
Det kræver enstemmighed blandt alle 27 EU-lande at åbne de enkelte kapitler i forhandlingerne.
Derfor har Ungarn reelt veto-ret, mens de 26 øvrige EU-lande støtter en formel igangsættelse af forhandlingerne.
Ved at se stort på formaliteterne og ufortrødent forsætte arbejdet med at blive klar, kan Ukraine dog komme i en position, hvor landet lever op til EU's regelsæt, før forhandlingerne overhovedet er åbnet.
Dermed kan kapitlerne åbnes og lukkes nærmest samme dag, hvis Ungarn på et tidspunkt ændre holdning.
- Det er fortsat vores ambition at komme videre ad det formelle spor. Men hvis ikke det lykkes, må vi forsøge med andre tiltag, siger Marie Bjerre.
Dermed sætter Danmark turbo på optagelsen af Ukraine, selv om det i givet fald vil blive et af de folkerigeste og fattigste medlemmer af EU.
- Det skylder vi Ukraine. Det giver kampmoral, at de kan se, at EU gerne vil have dem med, siger Marie Bjerre.
På et møde for EU-landenes europaministre i sidste uge blev der ifølge Marie Bjerre taget de første spæde skridt mod at finde overgangsordninger, så et ukrainsk EU-medlemskab ikke vil tømme EU-kasserne for landbrugs- og regionalstøtte.
Landet skal dog leve op til EU's krav, før EU-medlemskabet er en realitet, understreger den danske europaminister.
- Hvis Ukraine fortsætter det reformtempo, de har lige nu, så er det ikke urealistisk, at de kan blive medlem af EU i 2030.
- Men det er ikke sådan, at vi sætter et sluttidspunkt. Ukraine bliver medlem, når de er klar, siger Marie Bjerre.
Danmark vil samtidig forsøge at give Ukraine nogle af de fordele, som et EU-medlemskab giver, allerede før landet formelt er indlemmet i kredsen.
Under det danske EU-formandskab er Ukraine eksempelvis kommet med i EU's roamingaftale. Det betyder, at ukrainerne kan bruge deres mobiltelefoner lige så billigt som EU-borgerne.
Danmark ønsker også at give ukrainerne adgang til Erasmus+-programmet for uddannelse, unge og idræt, siger Marie Bjerre.
En måling fra Eurobarometer viste i sidste uge, at 64 procent af Ungarns vælgere er imod at lukke Ukraine ind i EU.
Måske bekymrende for Ukraine viste målingen samtidig, at der også i Italien og Tjekkiet er et flertal af vælgerne, der siger nej til Ukraine i EU.
I Tyskland er befolkningen delt i to præcist lige store grupper. Der er 47 procent for medlemskab til Ukraine, mens 47 procent af de tyske vælgere ifølge målingen er imod.
I Frankrig er 48 procent for medlemskab til Ukraine, mens 44 procent er imod.
/ritzau/