De fleste lokalpolitikere vil gerne genopstille trods chikane
Mange kommunalpolitikere vil gerne genopstille, selv om meget presser dem. De finder arbejdet meningsfyldt.
Mange kommunalpolitikere oplever trusler, personangreb og et stort pres på familielivet.Alligevel ønsker langt de fleste - otte ud af ti - at genopstille.
Det viser en ny undersøgelse fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Der er kommunalvalg 18. november.
Det kan virke paradoksalt, at så mange gerne vil genopstille, siger Rasmus Tue Pedersen, professor ved Vive.
Men det kan hænge sammen med, at kommunalpolitikerne oplever, at det lykkes dem at få deres mærkesager gennemført.
- På den ene side kan man godt forstå, at de gerne vil genopstille, fordi de synes, at de laver et meningsfyldt arbejde.
- På den anden side viser vores undersøgelse jo også, at der er meget, der presser dem, siger Rasmus Tue Pedersen.
Han fremhæver tre ting, der ifølge undersøgelsen presser kommunalpolitikerne.
Den ene er tidsforbruget.
- De bruger meget tid på det, og særligt for de relativt unge kommunalpolitikere, som også har arbejde ved siden af og måske små børn, er det en udfordring.
Det er især yngre politikere og kvinder, der oplever balancen som svær.
Netop de grupper er i forvejen underrepræsenterede i kommunalbestyrelserne.
Mange bruger så meget tid og energi på det, at det går ud over privatlivet, viser undersøgelsen.
Det kan ifølge Rasmus Tue Pedersen have konsekvenser for demokratiet, hvis det er sværere for nogle grupper at finde tid til at arbejde i lokalpolitik.
En anden ting, der presser politikerne, er, at samarbejdsklimaet ikke altid er det bedste.
- Der kan godt være nogle hårde konflikter, siger Rasmus Tue Pedersen.
- En tredje ting, der presser dem, er, at de en gang imellem bliver udsat for krænkelser og chikane af forskellige borgere.
Næsten hver tredje har modtaget trusler, og særligt kvinder får seksuelle eller sexistiske beskeder.
Næsten en fjerdedel af lokalpolitikerne siger, at grænseoverskridende adfærd har fået dem til at genoverveje, om de vil genopstille.
Chikane kan have personlige konsekvenser for politikerne, men også være et demokratisk problem, fordi det potentielt kan få dem til at trække sig helt fra politik, forklarer Vive-professoren.
/ritzau/
