Trump vil permanent stoppe udvikling af havvind i New Jersey
Flere demokratiske guvernører har klaget over, at Trump har indført stop for udvikling af havvindmølleparker.
Et midlertidigt stop for udvikling af havvindmølleparker ud for den amerikanske delstat New Jerseys kyst vil blive permanent.Det siger USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En række demokratiske guvernører gik i starten af september sammen i en fælles erklæring, hvori de anmodede Trump om, at tilladelser til havvindprojekter blev opretholdt.
Det drejer sig om guvernører fra delstaterne New York, Massachusetts, Connecticut, Rhode Island og New Jersey.
I løbet af efteråret har Trump-administrationen forsøgt at standse flere havvindprojekter - blandt andet Ørsteds havvindpark Revolution Wind, der ligger ud for Rhode Islands kyst.
Trump har flere gange kritiseret vind for at være en upålidelig energikilde og for at være grimme at have stående i landskabet.
Ørsteds havvindmøllepark er næsten færdigbygget og skulle efter planen tages i brug næste år.
Det danske selskab meddelte i forbindelse med byggestoppet, at man ville rette sig efter ordren, men at man ville gå i dialog med de relevante tilsynsmyndigheder om sagen.
Det danske energiselskab Ørsted traf i 2023 en beslutning om at stoppe vindmølleprojekterne Ocean Wind 1 og Ocean Wind 2 i New Jersey.
Årsagen til at stoppe projekterne var blandt andet problemer i forsyningskæderne og stigende renter.
Det medførte nedskrivninger for milliarder og faldt heller ikke i god jord hos New Jerseys guvernør, Phil Murphy.
I 2024 indgik selskabet forlig med New Jersey for 850 millioner kroner.
Ørsted har fortsat aktive projekter i delstaterne Rhode Island, Maryland, Connecticut og New York.
Selskabet har de senere år været i kraftig modvind på aktiemarkedet og oplyste i starten af oktober, at det vil mindske antallet af medarbejdere på globalt plan fra 8000 til 6000 frem mod udgangen af 2027.
New Jerseys guvernør, Phil Murphy, har ikke umiddelbart reageret på Trumps udtalelse.
Det fremgår ikke, hvornår det permanente stop vil blive indført.
/ritzau/
