AaB slår Lyngby i nedrykkerbrag og nærmer sig toppen
AaB kravler tættere på toppen med en 3-2-sejr over Lyngby. Nordjyderne har seks point til topholdet Hillerød.
Efter en haltende sæsonstart har AaB bragt sig tættere på toppen af 1. division.I et møde mellem de to nedrykkere fra Superligaen fik AaB lørdag fuldt udbytte med en 3-2-sejr hjemme over Lyngby.
Lyngby havde ikke tabt i 1. division i mere end to måneder, men nederlaget i Aalborg skaber for alvor en tæt topstrid i den næstbedste fodboldrække.
Med de tre point kravler AaB tættere på Lyngby og de øvrige tophold. Nordjyderne er nummer fem med 21 point, mens Lyngby er på tredjepladsen med to point mere.
Blot et point er der op til Hvidovre på andenpladsen, der også giver oprykning til Superligaen. Hillerød fører rækken med 27 point efter 14 runder.
De nordjyske værter fik en regulær drømmestart, da tre gyldne minutter sørgede for to gange aalborgensisk måljubel.
Efter ni minutter splittede en dybdeaflevering Lyngby-defensiven ad, og Kornelius Norman Hansen krydrede angrebet med et flot langskud i det lange hjørne.
Ondt blev værre for de sjællandske gæster bare tre minutter senere, da Mads Bomholt sendte et skarpt indlæg i panden på Nicklas Helenius, og så stod det 2-0 til AaB.
Ganske naturligt stod nordjyderne længere tilbage på egen halvdel efter pausen, mens det var Lyngby, der forsøgte at skabe et tryk mod AaB-defensiven.
Et velspillet angreb blev nøglen for Lyngby til at åbne døren tilbage i opgøret. Et indlæg fra venstre fandt vej til angriberen Isak Thorvaldsson, der stangede 1-2-målet ind med en halv time tilbage.
Gæsterne nåede dog knap at kreere et nyt angreb, før AaB-føringen var tilbage på to. Kornelius Norman Hansen steg til vejrs på bageste stolpe, og nordmanden blev nemt dobbelt målscorer.
Gæsterne nægtede at give op, og med ti minutter tilbage bragte angriberen Frederik Gytkjær igen spænding i opgøret med en flad afslutning i nettet til 2-3. Trods et pres i de døende minutter, lykkedes det ikke med et Lyngby-comeback.
Hillerød, der overraskende topper den næstbedste fodboldrække, snuppede igen tre point, da nordsjællænderne fik en 2-1-sejr med hjem fra Hobro lørdag eftermiddag.
Slutteligt tog Esbjerg en snæver 1-0-sejr ude over Aarhus Fremad, hvilket efterlader vestjyderne på ottendepladsen. Aarhus Fremad er nummer ni med tre point færre.
/ritzau/
