67.000 fynske høns og kyllinger skal aflives efter smitteudbrud
Med det seneste udbrud har Fødevarestyrelsen aflivet omkring 278.000 høns og kalkuner i oktober måned.
Fødevarestyrelsen har konstateret, at der hersker en smitsom fugleinfluenza i en besætning på omkring 67.000 høns og kyllinger ved Aarup på Fyn.Søndag afliver Fødevarestyrelsen besætningen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen for at forhindre spredning af sygdommen.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Mistanken om udbruddet opstod fredag, og Statens Serum Institut har lørdag bekræftet, at der er tale om en smitsom fugleinfluenza.
- Fredag hævede vi for anden gang på kort tid trusselsniveauet for fugleinfluenza efter flere fund af fugleinfluenza i vilde fugle både i Danmark og i landene omkring os, denne gang fra middel til høj, fortæller enhedschef hos Fødevarestyrelsen Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.
Det forøgede trusselniveau gør, at der fra mandag indføres regler om, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab skal være indendørs eller overdækkes for at beskytte tamfugle mod smitte fra vilde fugle. Det oplyser Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.
Fødevarestyrelsen har oprettet en beskyttelseszone og en overvågningszone, der skal begrænse smitten.
Beskyttelseszonen er på tre kilometer omkring hønsefarmen, mens at overvågningszonen er på ti kilometer omkring den smittede besætning.
Inden for disse zoner skal alle ejere af fjerkræ og fugle registrere deres fugle og fjerkræ. Det er forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.
Zonerne bliver ophævet, når der ikke længere er en risiko for smittespredning.
Fugleinfluenza kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle. Smitten kan komme ind til fjerkræindhegninger, når ejere er ved dyrene.
Derfor opfordrer Mette Kirkeskov Sie til, at man skifter fodtøj, inden man går ind til dyrene, da der er høj risiko for, at smittebærende afføring fra vilde dyr kan komme med ind i staldene.
Med det seneste udbrud har Fødevarestyrelsen aflivet omkring 278.000 høns og kalkuner i oktober måned, fordelt på fire besætninger.
/ritzau/
