Norsk profil og brasilianer vender tilbage til FCK's trup
Mohamed Elyounoussi er blevet sin skade kvit efter at have misset de seneste to kampe for FC København.
Der var godt og dårligt nyt for FC Københavns træner, Jacob Neestrup, da truppen til søndagens kamp mod Viborg FF skulle udtages lørdag.På positivsiden er den norske profil Mohamed Elyounoussi igen klar til at snøre støvlerne, efter at han har misset de seneste to kampe.
Tidligere på ugen manglede han, da FCK tabte 2-4 til Borussia Dortmund. Det samme gjorde brasilianske Robert Silva, som også er meldt klar til søndagens opgave.
Neestrup må til gengæld se bort fra Marcos Lopez, der er havnet på listen over "skader og sygdom". Om venstrebacken er skadet eller syg, oplyser FCK ikke på sin hjemmeside.
Heller ikke Thomas Delaney eller Andreas Cornelius er blevet deres skader kvit. Magnus Mattsson, Rodrigo Huescas og Oliver Højer er ude på grund af længerevarende skader.
Den kritiske helbredssituation hos de danske mestre fik Neestrup til at undlade at tage chancen med Elyounoussi og Robert til opgøret mod Dortmund, fordi de skulle være klar til kampen i Superligaen.
FCK er nummer fire og har efter AGF's sejr over FC Nordsjælland fredag aften ni point op til aarhusianerne.
Viborg gæster Parken søndag klokken 18.00.
/ritzau/
