Voksende klimatrussel gør nogle husforsikringer dyrere

25. OKT 2025 • 15:30INDLAND/KRIMINAL

Er man i stor risiko for klimaskader, skal det være dyrere at forsikre sit hus, mener selskabet Gjensidige.

Huse i områder med høj risiko for klimaskader vil fremover blive dyrere at forsikre.

Det fortæller produktchef i forsikringsselskabet Gjensidige Maria Droob til Børsen.

- Det er vigtigt for forsikringstankegangen, at det ikke er flertallet, der betaler for alles risici. Derfor får vi nu meget bedre mulighed for at give kunderne individuelle priser, lyder det.

Selskabet har lanceret en ny model, hvor risikoen for klimaskader i højere grad bliver en del af prissætningen.

Med den nye husforsikring begynder Gjensidige at inddrage flere informationer om den pågældende bolig. Det gælder blandt andet, hvor langt huset ligger fra havet, vandløb og søer, og hvor højt eller lavt det ligger, skriver Børsen.

Incitamentet til den nye model er ifølge den produktansvarlige klimaforandringerne, der giver vildere og vådere vejr i Danmark.

Og som en del af tiltaget kan kunder, der selv skadeforebygger mod klimaproblemer desuden opnå en rabat, lyder det.

I Forbrugerrådet Tænk er man umiddelbart ikke overrasket over det nye tiltag.

- Overordnet forstår vi godt behovet for prisstigningerne, og det er ud fra betragtningen om, at risiko og pris hænger sammen, siger ankenævnsansvarlig Regitze Buchwaldt til Ritzau.

Hun understreger, at rådet altid anbefaler, at man som husejer har en husforsikring, ligesom det også anbefales at have en indboforsikring.

Hun ser det dog også som en god anledning til at kigge nærmere på sine forsikringer.

- Måske er der et andet forsikringsselskab, der kan matche ens behov til en bedre pris, lyder det.

Ifølge Thomas Brenøe, der er direktør for forsikring og digitalisering hos brancheorganisationen Forsikring & Pension, vil lignende modeller kun blive endnu mere udbredt fremover.

- Der er konkurrence på det her område, og husejere med lav risiko vil lede efter et selskab, som differentierer, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT