Skattesag sender ny næstformand for Labour på banen

25. OKT 2025 • 13:24UDLAND

Den forrige næstformand for partiet Labour måtte i sidste måned trække sig som følge af en skattesag.

Den britiske politiker Lucy Powell er som følge af en afstemning blevet udnævnt som næstformand for partiet Labour.

Det skriver Sky News.

Powell modtog 87.407 stemmer til næstformandsvalget, mens hendes modstander, Bridget Phillipson, fik 73.536 stemmer.

Den forrige næstformand for partiet, Angela Rayner, trak sig forrige måned fra posten, da hun måtte indrømme, at hun ikke havde betalt nok i skat.

Powell beskriver ved en ceremoni valgsejren som et "stort privilegium" og sendte samtidig en hilsen til sin modstander.

- Bridget, du er et kæmpe et talent, har dedikation og de rigtige Labour-værdier. Jeg ser frem til at arbejde videre sammen i fremtiden.

Den britiske premierminister, Keir Starmer, udtaler, at partiet har talt, og at han er begejstret for at skulle arbejde tættere sammen med Lucy Powell.

- Vi skal nok få et godt samarbejde. Lucy har altid været en stolt fortaler for Labours værdier, og det er lige præcis det, vi har brug for lige nu.

Labours medlemmer kunne stemme på deres nye næstformand fra den 8. oktober til 23. oktober.

Modstanderen Bridget Phillipson lægger ikke skjul på, at medlemmernes valg kommer som en skuffelse.

- Selvfølgelig er jeg skuffet over at tabe, men jeg vil gerne ønske Lucy tillykke, hun kørte en god kampagne, fortæller Phillipson Sky News.

- Hun har min fulde støtte. Lige nu bliver vi nødt til at samle os som parti mod oppositionen og sikre en sejr ved næste valg for Labour-regeringen.

Powells forgænger, Angela Rayner, ønskede hende også tillykke.

- Jeg er glad på vegne af min ven og kollega Lucy Powell. Hun bliver en magtfuld stemme for vores regering, Labours værdier og for de ændringer, som landet har brug for, skriver Rayner på det sociale medie X.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT