Ny Silkeborg-ejer har rykket engelsk klub mod topplacering
De kommende ejere af Silkeborg IF ejer også engelske Walsall, der ligger i toppen af League Two.
Silkeborg IF's kommende amerikanske ejere har tre andre klubber i sin sportsvirksomhed.Trivela Group ejer i forvejen Walsall FC i England, Drogheda United Football Club i den irske liga og Trivela FC Togo i afrikanske Togo.
Trivela Group købte Walsall i 2022, og det var den første klub, sportsvirksomheden købte.
Dengang fristede Walsall en tilværelse i bunden af den fjerdebedste fodboldrække i England, League Two.
Klubben mærkede økonomiske efterdønninger efter coronapandemien og kæmpede i bunden af League Two for at undgå nedrykning.
I den første sæson med Trivela Group som ejer endte Walsall som nummer 16 i rækken. I sidste sæson sluttede holdet på 11.-pladsen.
I år er Walsall placeret på en fjerdeplads i League Two.
Klubben har aktuelt spillet to kampe færre end konkurrenterne i toppen. Vinder Walsall de to ekstra kampe, vil holdet ligge på en delt førsteplads i rækken.
Den lokale journalist Tom Lines, der dækker Walsall tæt, har tidligere beskrevet ejerskabet af den engelske klub som overraskende positivt.
- Til at starte med var der choktilstand i klubben. Men det blev erstattet af interessen for, hvad der ligger til grund for købet fra ejernes side, har Tom Lines fortalt til mediet The Athletic.
- Ingen har før tjent mange penge på at eje en klub i de lavere divisioner i engelsk fodbold. Så hvorfor ville nogle amerikanere lige pludselig vælge Walsall?
I Walsall er Benjamin Boycott bestyrelsesformand. Boycott er desuden administrerende direktør for Trivela Group.
Journalisten Tom Lines forklarer, at fornemmelsen omkring Walsall er, at ejerskabet har bidraget positivt til byen og klubben.
- Benjamin Boycott har siden overtagelsen efterladt et rigtig godt indtryk. Der tegner sig et billede af, at de også ser det som en etisk investering, lød det videre fra Tom Lines.
- Det har givet noget tilbage til Walsall at investere i fodboldklubben, fordi det er blandt de dårligst stillede områder i England rent økonomisk.
Leigh Pomlett deler formandsposten med Benjamin Boycott i Walsall. Pomlett har været i klubben i mange år og var tidligere majoritetsejer i klubben før Trivela Groups opkøb.
Det blev besluttet dengang, at Leigh Pomlett skulle fortsætte som formand i klubben, og det samarbejde har fungeret godt.
- Der er mange fodboldklubber på markedet, der er til salg, men kun i sjælden grad finder man nogle personer, du også mener, er de rigtige, forklarede Pomlett til The Athletic.
- Jeg havde to eller tre mulige investorer før Trivela Group, men jeg synes ikke, at de var egnede til Walsall. Da jeg mødte Benjamin Boycott, følte jeg, at det var det rigtige.
Benjamin Boycott var tirsdag eftermiddag til stede ved et pressemøde i Silkeborg.
Her forklarede Trivela Group-direktøren, at Silkeborg-fans ikke bør være bekymret over det amerikanske ejerskab i Søhøjlandet.
- Der er mange folk i industrien, der investerer med kort sigte og ud fra egoisme og grådighed, sagde Boycott.
- Det er ikke en impulsiv beslutning. Vi har haft snakke i over et år, og jeg har været her tre-fire gange. Jeg har set klubben spille ude og hjemme, og det er en fantastisk klub.
Silkeborgs direktør, Kent Madsen, forklarede desuden, at klubben sagde ja til tilbuddet fra Trivela Group, fordi ejerne har "samme langsigtede mindset", som Silkeborg i årevis har brugt til at drive sin klub.
Kent Madsen og økonomidirektør Claus Christensen fortsætter i samme roller i minimum tre år som et led af aftalen.
Købet af Silkeborg er betinget af, at det skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling. Her skal to tredjedele af den tilstedeværende aktiekapital godkende overtagelsen.
/ritzau/