Analytiker: Ny Novo-prisaftale i USA er bedre end frygtet
Novo har accepteret prisloft for Ozempic, Wegovy og Rybelsus for ældre amerikanere på Medicare.
Novo Nordisk er nået til enighed om de fremtidige priser for en række ældre amerikanere, der benytter midlerne Ozempic, Rybelsus og Wegovy.Det fremgår af selskabets kvartalsrapport for tredje kvartal, at Novo har indgået en prisaftale for den såkaldte Medicare-sygesikring, der får virkning fra 2027 og frem.
Prisen giver Medicare-patienter rabat i forhold til de nuværende priser og ville ifølge Novos egne tal påvirke det globale salg i 2025 med et procenttal "i det lave encifrede område", hvis den var trådt i kraft 1. januar i år.
Når Novo-aktien alligevel stiger en smule på trods af lavere forventninger til salget i resten af 2025, handler det ifølge Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen formentlig om, at investorerne havde frygtet en værre aftale.
- Det er mit indtryk, at det er bedre end ventet ud fra et Novo Nordisk-perspektiv. Og det er formentlig også noget af det, som aktien har reageret positivt på, siger han til MarketWire.
Samme konklusion når analytikere fra JP Morgan også frem til ifølge Reuters.
Prisforhandlingerne er et led i den såkaldte Inflation Reduction Act, som blev indført under præsident Biden i 2022.
Den kræver blandt andet, at medicinalselskaber skal indgå forhandlinger med myndighederne om at give rabatter til patienter, der modtager Medicare.
Mere end 60 millioner amerikanere er omfattet af Medicare. En del af dem har hidtil kun kunnet få Ozempic via sygesikringen, hvis de er i behandling for diabetes.
Vægttabsbehandling med Wegovy er som udgangspunkt ikke omfattet af Medicare-ordningen i dag.
/ritzau/
