Tysk sygeplejerske idømt livstid for drab på mindst ti patienter

5. NOV 2025 • 14:09UDLAND

Sygeplejersken blev dømt for drab med dødelig indsprøjtning på mindst ti patienter og forsøg på drab på 27.

En tysk sygeplejerske er blevet idømt fængsel på livstid, efter at han onsdag blev kendt skyldig i drab på ti patienter og drabsforsøg på yderligere 27.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Retten i Aachen fandt onsdag den 44-årige skyldig i at have givet flere patienter en dødelig overdosis smertestillende medicin, da han arbejdede på et hospital i byen Würselen i det vestlige Tyskland.

Sygeplejersken legede ifølge anklagerne "herre over liv og død", da han i perioden 2023-24 var skyld i drab på mindst ti ældre patienter ved at give dem dødelige indsprøjtninger med beroligende eller smertestillende medicin.

Den 44-åriges forsvarer krævede ham frifundet i sagen.

Ifølge anklagerne gav han patienterne de store mængder medicin for at reducere sin arbejdsbyrde på nattevagterne, skriver nyhedsbureauet AFP.

I retten kom det frem, at manden brugte både morfin og stoffet midazolam, der er et muskelafslappende middel, der også anvendes ved henrettelser med dødelig indsprøjtning i USA.

Ifølge anklagemyndigheden lider den 44-årige af en personlighedsforstyrrelse og viste ingen tegn på medfølelse for patienterne eller deres familier. Han udviste heller ingen tegn på dårlig samvittighed under retssagen, skriver AFP.

Han blev i retten beskrevet som en medarbejder uden engagement eller motivation, der reagerede med irritation, når han stod over for patienter, der krævede ekstra pleje.

Den regionale domstol i Aachen idømte ham fængsel på livstid og fastslog, at han på grund af forbrydelsernes grovhed ikke vil være berettiget til prøveløsladelse efter 15 år.

Ifølge dpa er det fortsat uvist, præcis hvor mange ofre den 44-årige mand har på samvittigheden, og at efterforskere fortsat vil undersøge sager fra tidligere år.

Anklagemyndigheden i Aachen antyder, at manden sandsynligvis vil blive sigtet for flere drab.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT