Partier tvinger Samsam-kommission til afstemning i Folketingssalen

5. NOV 2025 • 11:06ERHVERV/POLITIK

Et flertal i Folketinget er imod en granskningskommission i Samsam-sagen. Alligevel skal der stemmes om det.

Skal der være granskningskommissioner af Ahmed Samsam-sagen og forløbet omkring genskabelse af sms'er fra Minksagen?

Det skal nu til afstemning i Folketingssalen, efter at et mindretal i Granskningsudvalget har ønsket det.

For undersøgelserne af de to meget omtalte sager kunne ikke vedtages i udvalget, da et flertal - primært bestående af regeringspartierne - er imod.

Dermed peger alt i retning af, at Folketingssalen også vil stemme nej til granskningskommissionerne.

Alligevel bevarer Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, et spinkelt håb.

- Nu er jeg grundlæggende en demokrat, som er af den opfattelse, at intet er afgjort, før det sidste ord er sagt i en sag.

Peder Hvelplund medgiver dog, at sandsynligheden for, at et regeringsparti ændrer mening, er lille.

- Men jeg synes, at det er noget, vi skylder demokratiet, folkestyret og retsstaten, at vi også får den her debat, og at regeringen også kommer til at skulle stå til ansvar for rullende kameraer i Folketingssalen for at forsvare sit synspunkt, siger han.

En mulig granskningskommission i Samsam-sagen har været længe undervejs i Granskningsudvalget.

Tilbage i 2023 blev der vedtaget en forundersøgelse, der nu har ført til, at et mindretal vil have en egentlig granskningskommission.

- Og det synes jeg, at vi skylder i forhold til en særdeles alvorlig sag, der handler om et potentielt justitsmord, hvor vi nu har Højesterets ord for, at der var et samarbejde mellem Samsam og efterretningstjenesterne, siger Peder Hvelplund.

Da forundersøgelsen blev vedtaget i 2023, var det alle oppositionspartier, der stemte for.

Dansk Folkeparti ønsker dog på lige fod med regeringen ikke, at der nedsættes en kommission nu.

Når det kommer til spørgsmålet om en mulig kommission til at undersøge forløbet om genskabelse af sms'er i Minksagen, er SF og De Radikale ud over regeringen imod en kommission.

Der er endnu ikke fastlagt datoer for, hvornår de to beslutningsforslag om granskningskommissionerne skal behandles i Folketingssalen.

Granskningskommissioner er en forholdsvis ny form for undersøgelse af sager, der har fået kritisk opmærksomhed i offentligheden eller i Folketinget.

Undersøgelsesformen blev vedtaget i 2021 og er forankret i Folketinget i modsætning til andre kommissionsundersøgelser, der er forankret i regeringen og Justitsministeriet.

Minkkommissionen var den første granskningskommission af sin slags.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT