Minister erkender alvorlige sikkerhedsmangler på militære områder
Statsrevisorerne har udtalt den hårdeste kritik af sikkerhedsmangler på militære områder.
Det haster med at få styr på sikkerheden på de militære områder, men der kommer ikke en endelig løsning inden for de kommende måneder ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).Statsrevisorerne kom i september med sin hårdest mulige kritik af, at sikkerheden på de militære områder har alvorlige mangler, og at der ikke er tilstrækkelig styr på, hvem der har adgang til våbenoplysninger.
Forsvarsministeren erkender, at det haster med at rette op på problemerne.
- Der skal være bedre styr på sikkerheden, ikke om lang tid, men umiddelbart nu. Jeg finder kritikken alvorlig, og der er igangsat målrettede tiltag, siger Troels Lund Poulsen.
Statsrevisorerne har kritiseret, at sikkerheden samlet set er blevet forværret hen over de seneste fem år.
Forsvarsministeriet har i årevis været klar over de alvorlige mangler, men politikerne har ikke prioriteret at rette op på det.
Ministeren fremhæver, at han selv har orienteret om, at der er et efterslæb i Forsvaret på omkring 50 milliarder kroner.
I 2026 afsættes der 250 millioner kroner, så manglerne kan udbedres, fortæller ministeren på samrådet.
Statsrevisorerne bemærker blandt andet, at Forsvarets Efterretningstjeneste har vurderet sikkerheden som "ikke tilfredsstillende" i perioden 2020-2024. Det er den dårligst mulige vurdering.
Manglerne i sikkerheden er for eksempel manglende alarmer, manglende bevogtning og manglende lydisolering.
Forsvarsministeren fremhæver, at det både kræver handling her og nu og på lang sigt.
- Det bliver ikke let, og jeg har ingen illusion om, at vi med hurtige løsninger kan få alt på plads. Men Statsrevisorernes kritik kræver handling, siger Troels Lund Poulsen.
Han erkender, at problemerne skyldes politikernes manglende prioritering af området, hvor Forsvaret eksempelvis blev pålagt at skulle spare 15 procent i 2012.
Dengang var Troels Lund Poulsen forsvarsordfører, og han fremhæver, at konsulenter påstod, at det ikke ville have en "operativ effekt".
- Det har været en kæmpe fejl for Forsvarets evne, siger han nu og erkender, at det vil tage tid at rette op på.
- Den udfordring, vi står over for, tager afsæt i årtiers nedslidning. Det kan ikke bruges til andet end en konstatering af, hvordan det har været. Vi må have et endnu større fokus på at rette op på manglerne, siger ministeren.
De Konservative har indkaldt til samrådet og spørger flere gange til, hvornår der kommer styr på tingene.
- Tiden er ikke til sprækker i sikkerheden. Og der er afsat milliarder frem til 2033, siger formand Mona Juul (K).
Ministeren henviser til, at der blev nedsat en styregruppe i 2024, men den har "ikke bragt Forsvaret det rette sted hen".
Derfor skal forsvarschefen fremover minimum tre gange om året redegøre for, hvordan det går med den militære sikkerhed og våbenoplysninger.
- Forsvarschef Michael Hyldgaard skal komme med en plan og strategi inden for de kommende uger.
- Når jeg ser den, kan jeg give et mere klart og præcist svar på det spørgsmål, siger ministeren.
Derefter skal forsvarsforligskredsen orienteres.
/ritzau/
