Demokraterne tager stribe af sejre på stor amerikansk valgdag

5. NOV 2025 • 11:55UDLAND

En række storbyer gik tirsdag til borgmestervalg, hvor der også blev stemt om guvernørposter i to delstater.

Demokraterne tog en stribe sejre, da der tirsdag var både borgmestervalg, guvernørvalg og folkeafstemninger på tværs af USA.

Foruden en overbevisende sejr til demokraten Zohran Mamdani ved borgmestervalget i New York City sejrede Demokraterne ved guvernørvalgene i Virginia og New Jersey.

Det viser data fra valgdatasiden Ballotpedia.

Virginia og New Jersey var de eneste delstater, der tirsdag skulle vælge nye guvernører.

Inden valget var republikaneren Glenn Youngkin guvernør i Virginia. Han erstattes af demokraten Abigail Spanberger.

Der sker til gengæld ikke et partiskifte på guvernørposten i New Jersey, hvor demokraten Phil Murphy erstattes af demokraten Mikie Sherril.

I alt 18 af USA's 100 største byer afholdt borgmestervalg. Dagen derpå er der fundet en vinder i 12 af byerne. Af dem er alle demokrater.

Der er dog ikke tale om en decideret jordskredssejr til Demokraterne, da alle 12 byer i forvejen var ledet af demokratiske borgmestre.

Foruden New York gælder det blandt andet Atlanta, Boston, Detroit og Pittsburgh.

Af de 18 storbyer, som afholdt borgmestervalg, havde én inden valget en republikansk borgmester. Der er tale om Miami i Florida.

Resultatet af borgmestervalget i Miami er onsdag formiddag ikke offentliggjort.

Delstaterne Californien, Colorado, Maine, New York, Texas og Washington afholdt tirsdag folkeafstemninger om forskellige politiske spørgsmål.

Afstemningen i Californien er den, der har fået mest international opmærksomhed, og også her ser Demokraterne ud til at have medvind.

Ved afstemningen på den amerikanske vestkyst skulle vælgerne stemme om et forslag om en ændring af statens kongresvalgkredse.

En ændring af kredsene vil give Demokraterne en fordel, næste gang der er valg til Kongressen. Ændringen vurderes at kunne sikre partiet op til fem ekstra pladser i Repræsentanternes Hus, når der er midtvejsvalg i 2026.

De første resultater peger ifølge amerikanske medier på, at der er et overvældende flertal for den nye optegnelse af kredsene i Californien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT