Amerikanske aktier styrtdykker fortsat fredag
Fredag er de amerikanske aktier for anden dag i træk styrtdykket i kølvandet på Trumps handelskrig.
Fredag lukker de amerikanske aktier for anden dag i træk i et stort minus.Det sker, efter at Kina har svaret hårdt igen på de nye og høje amerikanske toldsatser.
Det brede S&P 500 indeks falder med 6 procent. Det skriver MarketWire. S&P 500 betegnes af mange som det vigtigste aktieindeks i verden.
Det amerikanske teknologiindeks Nasdaq lukker fredag med et fald på 5,8 procent.
Og Dow Jones, der dækker over en række store industrivirksomheder, er faldet med 5,5 procent.
Onsdag pålagde USA's præsident, Donald Trump, høj told på varer fra EU og en række lande verden over.
Fredag spidsede den globale handelskrig til, da Kina valgte at svare hårdt igen ved at indføre en toldafgift på amerikanske varer.
Omkring middag dansk tid annoncerede Kina, at det pålægger alle amerikanske varer yderligere 34 procent told fra 10. april.
Udviklingen i handelskrigen har ramt aktiemarkeder i hele verden.
Det brede Stoxx 600-indeks, der indeholder aktier på tværs af Europa, lukkede fredag med et fald på 5,1 procent. Så stort et tab er ikke set siden coronapandemien, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Herhjemme dykkede det danske aktieindeks C25 med 6,2 procent. Det er det næststørste fald nogensinde i aktieindeksets historie.
I Frankrig lukkede det førende indeks fredag med et fald på 4 procent, mens det tyske Dax-indeks faldt 4,1 procent.
Udviklingen har ført til globale bekymringer. I Danmark har erhvervsminister Morten Bødskov (S) holdt et ekstraordinært møde med erhvervslivets spidser, mens flere aktører i USA hejser advarselsflag.
Det er eksempelvis chefen for Den Amerikanske Centralbank, Jerome Powell, der påpeger tunge skyer i horisonten.
- Mens toldsatser højst sandsynligt vil frembringe mindst en midlertidig stigning i inflationen, er det også muligt, at virkningerne kan være mere vedvarende, siger Jerome Powell ifølge CNN.
Som navnet indikerer, består S&P 500 af 500 toneangivende amerikanske selskaber, som blandt andet tæller techgiganterne Microsoft, Apple, Alphabet og Amazon.
Indekset rummer nogle af de største selskaber i USA - og derfor også nogle af de største selskaber på verdensplan.
/ritzau/