63 lande vil gøre skibsfarten klimaneutral i 2050

11. APR 2025 • 16:34UDLAND

USA, Rusland og Saudi-Arabien står uden for klimaaftale, som den danske erhvervsminister kalder "historisk".

Et flertal af medlemmerne af IMO, der er FN's søfartsorganisation, har fredag eftermiddag vedtaget en aftale, der har som mål at gøre den internationale skibsfart CO2-neutral i 2050.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Forhandlingerne om aftalen har været vanskelige, og flere lande er ikke med i den - herunder Rusland, Saudi-Arabien og USA.

Ifølge nyhedsbureauet AFP indebærer aftalen, at alle skibe fra 2028 skal bruge brændstof med et lavere indhold af kulstof end i dag.

Hvis skibene overskrider de aftalte niveauer, vil det udløse CO2-afgifter.

Konkret skal de shippingselskaber, der ikke lever op til retningslinjerne, skullet betale et endnu ikke fastsat beløb for hvert ton drivhusgas, som deres skibe udleder ud over den tilladte mængde.

CO2-afgifterne skal kanaliseres over i en ny fond, og pengene herfra skal bruges til at støtte klimavenlige teknologier og til at hjælpe fattige lande med at skifte de forurenende skibe ud med mere klimavenlig skibsfart.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) kalder aftalen "historisk".

- Selv om vi havde håbet på et endnu mere ambitiøst resultat, er der tale om en historisk aftale, som er et første skridt mod klimaneutral skibsfart i 2050, siger han i pressemeddelelsen.

Aftalen skal endeligt vedtages ved en afstemning i oktober.

- Vi skal have den her aftale i sikker havn til oktober. Derfor fortsætter vi arbejdet, og vi insisterer på at tage ansvar og fortsætte dialogen.

- I dag er vi kommet et stort og vigtigt skridt tættere på klimaneutral skibsfart i 2050, siger Morten Bødskov.

63 lande bakker op om aftalen - herunder EU-landene, Brasilien, Indien, Japan og Kina. 16 lande står uden for aftalen.

Brancheorganisationen Danske Maritime, der repræsenterer danske shippingvirksomheder, kalder aftalen "et skridt i den rigtige retning", men understreger, at ikke alle ønsker er blevet mødt.

- Selv om langtfra alle ønsker kom med, så er det et vigtigt skridt, at IMO nu har vedtaget en global klimaaftale for skibsfarten efter et langt og sejt træk.

- Aftalen vil ikke alene være god for verdens klima, men også styrke de virksomheder, der udvikler grønne maritime teknologier, siger Jenny N. Braat, administrerende direktør i Danske Maritime, i en skriftlig kommentar.

Organisationen ville gerne, at aftalen indebar bindende krav til andelen af grønne brændstoffer i skibsfarten og en detaljeret plan for implementeringen af de nye regler.

Begge dele udestår stadig, og derfor venter et større arbejde i forhandlingslokalerne frem mod oktober, påpeger Danske Maritime.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT