Kommende Arla-partner har fortsat fabrikker i Rusland

11. APR 2025 • 11:25ERHVERV/POLITIK

DMK Group har fortsat aktive fabrikker i Rusland, mens Arla har standset al forretning i landet.

Det tyske andelsmejeri DMK Group, som Arla har planer om at fusionere med, har fortsat forretning i Rusland.

Det skriver det svenske medie EFN, lige som også AgriWatch har beskrevet det.

EFN henviser til en liste, som det amerikanske universitet Yale løbende opdaterer. Her fremgår det, at DMK Group har suspenderet alle nye investeringer i Rusland, men fortsætter salg og drift af de nuværende fabrikker.

Arla indstillede selv sin forretning i Rusland i april 2022, kort efter Ruslands invasion af Ukraine.

EFN henviser desuden til det tyske medie RND, som tilbage i marts 2022 skrev, at DMK Group driver to ostefabrikker i Voronezj-regionen i Rusland.

RND skrev dengang, at fabrikkerne udelukkende producerede til det russiske marked, og at mælken kommer fra russisk landbrug.

Dengang lød det fra DMK's kommunikationschef, Oliver Bartelt, at produktionen bidrager til at forsyne den russiske civilbefolkning med basale fødevarer.

Derfor var det DMK's vurdering, at det ikke ville gavne nogen, men derimod skade mange, hvis produktionen blev standset.

Arla ønsker over for EFN ikke at svare på spørgsmål om DMK's drift.

- Arla kan ikke udtale sig på vegne af DMK, så på nuværende tidspunkt henviser vi alle konkrete spørgsmål om deres drift direkte til dem, skriver Arla i en mail til EFN.

DMK Group henviser over for EFN til, at fusionen mellem de to selskaber endnu ikke er gennemført. Hvis fusionen bliver gennemført, skal den nye bestyrelse tage stilling til driften i Rusland, lyder det.

Ritzau har været i kontakt med Arla, der ikke ønsker at svare på, om det danske andelsmejeri kan se sig selv i et fusioneret selskab med aktiv drift i Rusland.

Arla henviser til det svar, der er givet til EFN.

I forbindelse med at Arla valgte at indstille sin forretning i Rusland i marts 2022, sagde topchef Peder Tuborgh, at Arla ikke ønskede at have noget med Rusland at gøre, efter det der skete i Ukraine.

- Vi har afskrevet alt i Rusland. Det var især varelagre. Mine reflekser var helt tydelige fra starten. Vi ville ikke have noget med Rusland at gøre. Vi skulle ud. Og vi er ude nu, helt ude, sagde topchefen til Børsen i maj 2022.

I 2014 indførte Putin et forbud mod import af en række fødevarer fra lande, der havde indført sanktioner mod Rusland, herunder Danmark. Det betød allerede dengang, at Arlas salg i Rusland gik markant tilbage.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT