Ved at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet gør børnene ikke alene noget godt for dem selv. De bliver også en del af et stort, nordisk fællesskab, der på tværs af klasser, skoler og landegrænser er med til at gøre en mærkbar forskel for børn med kritiske sygdomme.
Alle indsamlede midler fra Team Rynkeby Skoleløbet går nemlig til Børnelungefonden.
– Eleverne får udleveret diplomer og kan gå på påskeferie velvidende, at de har været med til at gøre en stor forskel for de lungesyge børn, fortæller Kathrine Holm Nilsson, PR-ansvarlig hos Team Rynkeby Bornholm.
Hver omgang tæller
Inden løbet har eleverne haft mulighed for at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende, der er blevet opfordret til at give et beskedent beløb pr. omgang eller kilometer, det enkelte barn løber i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet.