Nyt trækplaster i Melsted: Lyden af en stukket gris

Nyt trækplaster i Melsted: Lyden af en stukket gris
Sonja med en af de små pattegrise. Skrigeriet holder op efter et par sekunder i Sonjas favn. Kasket-Karl holder sig baggrunden. Foto: Anette Vestergaard
FAMILIE | Søndag 22. december 2024 • 05:30
FAMILIE | Søndag 22. december 2024 • 05:30

Dyr og julehygge hitter på Bornholms Museum i Melsted.

Trunte negligerer fuldstændig sine fire børn. De ligger godt nok lunt under varmelampen, men da Andreas prøver at løfte en af pattegrisene op, skriger den vitterlig som en stukket gris.

Katten sprinter op på loftet, men Trunte spiser uforstyrret videre. Det er fodertid og kornet i truget lægger beslag på hendes fulde opmærksomhed.

Vi befinder os i stalden på Melstedgård, og det skal siges til Truntes forsvar, at Andreas, der er dyrepasser på gården, i dag serverer morgenmaden en time senere end han plejer. Dyrene på Melstedgaard fodres normalt klokken 9.30. Men i dag er fodringen udskudt til 10.30, for at give børnefamilierne tid til at sove længe.


En familie får varmen i Madkulturhusets lille butik. Foto: Anette Vestergaard


Det er første gang man åbner dørene til julehygge på Gaarden, og man skal også tage hensyn til de voksne. Det er en kold lørdag udenfor sæsonen, det er faktisk årets korteste, mørkeste dag. Derfor er museet rykket over i det varme Madkulturhus, hvor der lokkes med varm gløgg, kaffe og kager. Så er der noget for alle.

Trængsel og alarm

Melstedgård er et af Bornholms Museums fire besøgssteder, og her kan man komme tæt på livet, som det var i gamle dage. Sådan er det også denne lørdag. Sonja får lov til at holde en af de små pattegrise, og da foderkaravanen har bevæget sig over vejen, træder Karl modigt ind gennem lågen til gederne, der springer rundt, som om det er dagens absolutte højdepunkt at få mad. Der skubbes og mases ved trugene, og de 40 fremmødte, der har trodset kulden og blæsten, betragter de sultne dyr med lige dele fascination og vantro.

Sikken voldsom trængsel og alarm!


Andreas advarer mod gedebukkens horn. Han kan godt finde på at stange fremmede, men så længe der er mad i truget er han fredelig nok. Foto: Anette Vestergaard


Det er imidlertid ikke kun børnene og dyrene, der er begejstrede denne lørdag formiddag. Det er også forvalteren på Gaarden.

– Prøv lige at se, siger Thomas Pedersen og peger ud på flokken af besøgende, som er kommet for at se de gamle danske landracer blive fodret.

– Der er næsten mennesker som på en god sommerdag, siger han.

Thomas Pedersen har været forvalter på Landbrugsmuseet i Melsted siden 2018, og han kan afsløre, at forsøget med julehygge er del af en større plan. Gaarden i Melsted har flest besøgende om sommeren, når børnefamilierne kommer til Bornholm for at holde ferie. Men Gaarden, Skafferiet og det tilstødende Madkulturhus står der jo hele året.

– Og vi er jo et museum, så vi er jo sat i verden for at formidle.



Kom ind og få varmen

Thomas Pedersen håber, at lørdagens julehygge i Madkulturhuset kan være med til at skabe nye traditioner om vinteren. Madkulturhuset åbnede i 2015 som landets første regionale madkulturhus, og er indrettet med et stort industrikøkken, som til daglig bruges til undervisning af skolebørn, samt fødevarerelaterede workshops og gourmet-arrangmenter.

Men da Madkulturhuset hører under museet, kan det også bruges til noget så jordnært som julehygge.

– Der kommer hvert år forslag til at vi skal holde julemarked. Det her er et lille skridt i den retning, siger Thomas Pedersen.

Skafferiet, der er kombineret museums- og fødevarebutik og café, er rykket ind i et hjørne af  Madkulturhuset i dagens anledning. Der sælges gløgg og kaffe, og på hylderne i butikken står et pænt udvalg af de varer, som normalt sælges i Skafferiet om sommeren. I fællesrummet er museets formidlere i gang med at flette pile og lave småkager.

Julehyggearrangementet er ifølge Thomas Pedersen første skridt i retning af at åbne Madkulturhuset endnu mere op for offentligheden.

– Vi vil gerne lave cafe en gang om ugen, hvis vi kan få det til at hænge sammen. Det behøver ikke at være workshop hver gang, man kan også bare komme forbi og få en kop kaffe og et stykke kage.


Ferdinand, Anton og Leonora tilhører en af de ældste danske landracer. I dag er den røde malkeko stort set udkonkurreret af Jersey-køer. Foto: Anette Vestergaard


Oppe på bakken stanger Ferdinand efter Leonora og Anton. Trillebøren nærmer sig, og tyren mener tydeligvis, at han har fortrinsret til foderet.

Men Andreas har luret ham. Han starter med at sprede lidt korn på jorden, og Ferdinand sænker øjeblikkeligt hovedet og går i gang. Resten af foderet tømmes i truget, og Anton og hans mor går fredeligt i gang med at gumle.

Julefreden sænker sig over markerne, og Thomas Pedersen er glad.

– Der er mange julemarkeder lige nu, men der mangler måske et sted, hvor man kan komme ind og få varmen om vinteren.


Thomas Pedersen, forvalter på Gaarden, har flettet et kræmmerhus af pilegrene under kyndig vejledning af Bettine Nordsejl. Foto: Anette Vestergaard

 


 


Katten sprinter op på loftet, da pattegrisene begynder at skrige. Foto: Anette Vestergaard

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT