Mærket af brutal krig: Fandt kærligheden gennem karaoke-app

Bornholmsk soldat med mange ar på sjælen finder kvinden i sit liv ved at synge ind i sin telefon.

Søren ligger der i solen med sine Ray-Ban på; blottet for skudsikker vest og hjelm. Bar mave og i fuldstændig fysisk tomgang.

Philip går hen til ham for at sludre lidt. Det er 1993. Philips fulde navn er Philip Kjellberg. Han er bornholmer, men holder til på Antvorskov Kaserne og er netop blevet udsendt til Kroatien som konstabel i et serbisk kontrolleret område.

Philip stopper op og taler med sin solslikkende soldaterkammerat Søren. Sidstnævnte er på vej hjem. Faktisk er dagen i dag Sørens sidste på Balkan.

– Han sætter sig op, og vi snakker lidt frem og tilbage, siger Philip. Philips hænder bliver klamme under fortællingen om tiden i Eksjugoslavien. For selvom det kun var seks måneder, han opholdt sig i det krigshærgede land, blev de seks måneder til en kronisk tilstand af mareridt, angst for store forsamlinger og frygt for, at nogen har lagt sig i baghold.

Ingen fred

Pludselig lyder der skud. Mange skud. Soldaterne i en muslimsk stilling 30–35 meter væk åbner ild. De to danskere flyver ind i en prefab. Det er en bygning af containere, som udgør deres bolig. Der sidder begge mænd og tænker, at nu er det slut. For Søren vil det være slut dagen før, han kan gense sin familie. Men begge mænd overlever uden at blive ramt. Fysisk.

– Vi er kommet herned for at vedligeholde freden. Der er bare det problem, at der ikke er fred. Der er krig, siger Philip.

Han er på et tidspunkt ude at patruljere med en sergent. Altså en overordnet. De kommer gående op ad en bakkekam. Der er miner på begge sider med marker, der skråner kraftigt ned.

Pludselig hører de skud fra en snigskytte. Han ligger cirka en kilometer væk og rammer tre–fire meter over hovedet på de to soldater.

Vifter med falget

Philip gør, som han er trænet til. Det er ikke at skyde tilbage. Det er at finde det hvide FN–flag frem, vende sig mod skytten, holde det op i vejret og vifte af fuld kraft.

Så det gør han og råber samtidig, at det er FN, de skyder på. Det hjælper ikke noget. Faktisk har det den modsatte effekt. Nu rammer skuddene så snært forbi, at de to mænd kan mærke lufttrykket.

De er begge bange. Sergenten vender sig mod Philip. Han er den mest rådvilde og beder sin underordnede om hjælp. Hvad gør vi? Skal vi løbe væk så hurtigt, det overhovedet er muligt? Nej. Svaret bliver et nej. Fra den underordnede til chefen.

Selvom de er skydeskiver, er Philip rådsnar. Han beder sergenten vende sig om igen og gør selv det samme, mens han vifter højt med flaget, og de langsomt går væk fra skytten.

Philip satser på, at det bare er en soldat, der keder sig noget så grusomt og derfor beslutter sig for at jage en skræk i livet på de to danskere. Hans vurdering er, at hvis de i stedet for at bevæge sig langsomt væk, går imod skytten, kan sidstnævnte føle sig truet FN–flag eller ej. Hvis de begynder at løbe, og han fortsætter med at skyde, er det pludselig markant mere uforudsigeligt, hvordan sådan nogle kugler kan ramme.

Skal vi tale om det?

Det er de længste 100 meter, Philip nogensinde har gået. Tilbage ved posten går han ind i sin prefab, lægger sig ned på sengen, tager hovedtelefonerne på og tænder for The Doors.

Kort tid efter banker sergenten på døren til Philips kammer.

Han vil høre, om de skal tale om det, der er sket. Sergenten siger, det er det mest ekstreme, han har været med til.

Philip ryster på hovedet. Nej. Det har han ikke behov for. Hård på ydersiden; det hele preller af, og han har allerede oplevet mange voldsomme ting i uniformen. Det skal vise sig at blive endnu værre, men det er altså noget, man er nødt til at leve med. Det får alle soldaterne at vide til debriefing fire–fem dage efter hjemkomsten.

Her stiller en efterretningsofficer sig op og spørger ud i rummet, om nogen har brug for psykologhjælp. Ingen siger noget; alle afventer. Så følger han op med et budskab om konsekvenserne ved at vise svaghed.

– Han siger, at I lige skal vide, I ikke kan få job i det private erhvervsliv, ikke i det offentlige og især da ikke i militæret, hvis I søger psykologhjælp, siger Philip.

Foto: Søren Strandmand-Møller

Et møde ved et bryllup

Der er dødstille i salen. Folk sidder målløse. De har set kammerater få sprængt arme og ben af i mineulykker; båret dem afsted på ryggen for at redde deres liv. Selv blevet beskudt. Set krigens ofre. Uskyldige, der er døde.

Men den slags oplevelser er ikke noget, man skal tage ind. Det står helt klart. En mand er en mand, og hvis forsvaret pludselig har en halv deling stående i kø foran psykologens briks, så…ja så, så ser det ikke pænt ud. Det gjorde i hvert fald ikke i 1994.

Så ingen rækker hånden i vejret. Ingen har brug for hjælp.

Mange år senere finder Philip ud af, at efterretningsofficeren har fortrudt noget så grusomt, hvad han sagde til alle de hjemsendte. Det sker helt uventet. Til et bryllup. Og er med til at sparke Philip til et nyt sted i livet efter yderligere fire–fem år.

På det tidspunkt er han for længst vendt hjem til Bornholm igen, hjem til Rønne. De seks måneder i Eksjugoslavien kalder på alt andet end en gentagelse.

I stedet slår han efter nogle år rødder. Kone, to børn, hus og hvad dertil ellers hører med. Børnene er 18 og 22 år gamle i dag. Ægteskabet er for længst forlist. Det blev ædt op af minderne fra krigen.

Flygtende piger

Tilbage i Eksjugoslavien i 1993–1994 er situationen hård. Siden Titos død i 1980 er nationalismen blandt de mange etniciteter vokset. Det er en trykkoger, hvor låget blæser af for første gang i 1991 og forsætter med at koge. Det kan en flok fredsbevarende danske soldater ikke gøre det store ved.

En række bosniske piger kommer hen til Philip og nogle andre soldater; flygtet fra serberne, der ikke ser med milde øjne på muslimer. Heller ikke selvom der er tale om piger. Men de må ikke komme ned i lejren. For de danske styrker er uafhængige; ikke på nogen side i konflikten, selvom der befinder sig serbiske soldater tæt på og ikke ser ud til at have de bedste hensigter.

Philip og hans kollegaer slår ring om pigerne; står der og venter i timevis, mens der foregår en masse postyr nede i lejren, hvor dem med flere striber på skuldrene ringer rundt og diskuterer situationen med flerstribede andre steder i landet.

Efter nogle timer bliver man enige om, hvordan situationen kan løses. De muslimske piger får lov til at komme ind i lejren og efterfølgende blive transporteret væk fra stedet, hvis to serbere får lov til at køre med og se, at det hele går rigtigt for sig. Og danskerne ikke i smug har taget parti for de bosniske piger.

Jord i geværet

De skal køre ned til lejren i en pmv, en pansret mandskabsvogn. Pigerne, de serbiske soldater og Philip skal dele pladserne i mandskabsrummet. Betingelserne er, at serberne lader sig afvæbne under køreturen, så deres våben ryger i en stor mulepose; 30–40 kg maskingeværer med ammunition. Philip har fået overrakt det hele udenfor pmv’en. Den er så tung, at han skvatter ved et uheld, så der nu stikker jord op af et geværløb, da han kommer ind i vognen med muleposen.

Det bliver den ene serber voldsomt irriteret over at se. Den anden er i mellemtiden begyndt at afhøre pigerne. Philip forklarer ham, at det ikke er tilladt; at han skal holde op med det, mens de sidder der i vognen, og at de er med FN.

Den første soldat stirrer på deres våben og peger på dem. Gnaven over våbnenes pauvre tilstand. Pludselig går det op for Philip, at noget er helt galt.

Den anden af serberne er officer. An officer and a gentleman. Sådan har Philips egen officer i hvert fald vurderet det, hvorfor serberen har fået lov til at beholde sit håndvåben under køreturen. Det kan der som sagt ikke være nogen problemer i. He's an officer and a gentleman.

Koldsved og ingen kontakt

Philip har til gengæld afleveret sit håndvåben. Han er bare konstabel og neutral. Fredsbevarende. Så skal man ikke bære skydevåben inde i en lille vogn fyldt op med personer fra begge sider af krigen.

Den serbiske officer tager nu hånden ned mod sit våben, knapper hylstret op og kigger på Philip. Intenst stirrende og uden ophør, men uden at sige noget.

De kører fem kilometer i timen, for der skal gå soldater på begge sider af pmv’en og sikre, at begge krigens parter kan se, det ikke er et ensomt og fjendtlig indstillet køretøj, der er på vej, men en godkendt vogn model FN.

Philip mærker koldsveden. Han kan hverken få kontakt til mandskabsvognens fører eller kommandøren. De sidder ikke i samme rum og har ikke noget radioudstyr til at kommunikere med hinanden. Kommandøren spejder ligefrem efter farer. Philip kan ikke få hans opmærksomhed. Pigerne hyperventilerer.

Philips brasilianske kærlighed har tilbragt sommeren på Bornholm. Privatfoto

Livstid for krigsforbrydelser

Serberen tager pistolen op og truer Philip med den. Philip beder til, at han tager den ned igen, samtidig med, at en plan former sig i hans hoved.

Bajonetten. Han sniger sin hånd ned på den og gør sig klar; klar til at springe frem og hugge serberen i halsen, hvis han gør ansats til at ville skyde.

Serberen sætter pistolen tilbage i hylsteret. Bagefter tænker Philip, at han aldrig havde turdet skyde. At skyde en FN–soldat inde i en FN–pmv vil være lig med livstid for krigsforbrydelser. Men det tænker Philip ikke i situationen. Sådan er det heller ikke nat efter nat efter nat, når han drømmer om det mange år senere. Her handler mareridtene kun, hvordan han hurtigst muligt kan få fat i sit gevær; om der er nogen bag ham, om der er nogen trussel. Han tænker det om dagen, drømmer det om natten, tænker det om dagen, drømmer det om natten.

Fantasi om desertering

Da de kommer frem til lejren, er Philip lammet. Alt står stille inde i hovedet på ham. Efterfølgende får han at vide, at pigerne er sendt tilbage til det sted, hvor de kom fra. Bare til en Røde Kors–lejr i den by, han hver dag ser blive bombet af serberne. De fyrer artillerigranater hen over danskernes lejr. Dag efter dag. Brag efter brag. Granaterne rammer lige der, hvor pigerne er blevet kørt tilbage til. Noget går i stykker inde i Philip. Han kan ikke klare tanken om, at de piger bliver dræbt. Han har siddet ved siden af dem i en pmv, rædselsslagne alle sammen mens en serbisk officer truede både pigerne og Philip på livet. Det er for meget. De må ikke komme noget til.

Philip fantaserer om at desertere. Ganske enkelt hyre en bosnier til at lede ham hen til pigerne, så de kan blive bragt i sikkerhed. Det er teenagere. Uskyldige piger på 15-16-17 år, der er havnet i helvede.

– Det var derfor, jeg valgte at forlade forsvaret, siger Philip. Hans retfærdighedssans led et endeligt knæk den dag.

Næseblod

Da Philips forlader Antvorskov Kaserne og rejser hjem til øen, finder han hurtigt en kæreste. De har det godt sammen, men nætterne er ikke skønne. For nu rammer minderne for alvor, som en forhammer.

En morgen vågner han ved siden af sin kæreste. Blodet løber fra hendes næse. Philip har slået hende i løbet af natten; kastet sig rundt i sengen og ramt kvinden ved sin side.

– Det er så pinligt næste morgen at sidde ved morgenbordet med hendes forældre. De ved godt, at det er et uheld og på grund af mine mareridt, siger han.

Philips daværende kærestes far er læge. Han advarer Philip; siger det kan være farligt, at han har brug for hjælp.

Men det har Philip ikke, altså brug for hjælp, han har styr på det. Og det er der en grund til. For hvis man ikke har styr på det, kan man ikke bruges til noget i denne verden. Det fik Philip jo selv at vide, da han smed uniformen. Af efterretningsofficeren i hæren. Hvis man søger hjælp, man kan ikke bruges til noget.

Et nummer til et center

For cirka 20 år siden til sin fætters bryllup render Philip ind i en mand. På det tidspunkt har Philip selv mødt moren til sine børn og fået det første af slagsen, men har på ingen måde erkendt, at han har problemer, der er kroniske; kun at han lider af hårde mareridt og generel frygt. Sådan må det være.

Philip og manden falder i snak. Det viser sig at være mandens datter, der skal giftes med Philips fætter.

Mandens brystkasse er fyldt med medaljer. Han fyrer lynhurtigt spørgsmålet af. ”Nå, har du været soldat?” Det bekræfter Philip.

Manden fortsætter. ”Har du været udstationeret?”

Det bekræfter Philip også. Herefter bliver han nysgerrig og spørger Philip om hans oplevelser. Philip er ærlig og fortæller om ham idioten, der stod for debriefingen og sagde at alle, der valgte psykologhjælp, samtidig fravalgte en karriere alle steder.

Der bliver stille. Manden taber underkæben og siger stille ”det var mig, der sagde det.” Herefter finder ham lynhurtigt et stykke papir frem, skriver et nummer ned og siger, at Philip skal ringe. Nummeret er til Veterancenteret. Men der går fire–fem år, inden Philip erkender, problemerne er så store, at han har brug for hjælp. Da han er brudt helt sammen og ligger i fosterstilling på gulvet.

En minizoo derhjemme

Philip får diagnosen ptsd. Han kommer på førtidspension og kæmper med sine dæmoner. Ægteskabet smuldrer. Livet mister mening. I perioder arbejder han lidt supplerende rundt om. Manuelt arbejde, som han kan overskue.

Ellers er det dyrene, der er lettest at have med at gøre, for de udgør ingen trusler. Han har en hel lille minizoo derhjemme. To hunde, tre katte, en kakadue og fisk i havedammen.

Som tiden går, bliver Philip stærkere og kan klare mere. Han kigger sig ikke længere hele tiden over skulderen og kan også opholde sig i en større forsamling uden at brænde helt sammen, selvom det fortsat er svært.

Men der mangler noget. Der mangler kærlighed. Der er masser af ensomhed, men ingen kærlighed.

Manden med de gigantiske overarme har de mildeste øjne. Som bliver blanke. Det er de faktisk adskillige gange, mens han fortæller sin historie. Men nu når Philip til et kapitel i sit liv, der er alt andet end afsluttet og som får stemmen til at sitre. Af glæde, varme og håb. Øjnene bliver blanke igen. Meget blanke denne gang.

Det er stadig udsikkert, hvor det forelskede par befinder sig i fremtiden. Privatfoto

Ray Charles var begyndelsen

Det er coronakrise. Det er kedeligt. Og det hele begynder med en app. Philip falder over den ved et tilfælde. Appen hedder Smule og er en karaoke–app; en underlig størrelse, hvor man kan synge med sig selv, med andre eller med kunstnerne i forudindspillede videoer. Kæmpe sig gennem mere end 14 millioner sange. Så længe stemmen holder.

Philip synes, den er sjov, men mest sjovt at synge for sig selv. Det der med kendte kunstnere og glamour er ikke lige ham.

Hans første forsøg på Smule bliver dog en duet. Med silent partner. Kakaduen cookie har sat sig op på skulderen af Philip, og nu stemmer han i med It Had To Be You af Ray Charles.

Philip fyrer ikke vilde papegøjeskrål af ind i appens skærm. Han crooner med en blid baryton.

Der bliver til flere sange i appen. Mange flere. Pludselig kommer der en besked på Facebooks Messenger. Faktisk overser Philip beskeden det første stykke tid, og den er i øvrigt afsendt fra en bruger uden billede; en person, der kalder sig Keila og kommer fra Brasilien.

Hun skriver, at han synger godt. En facebookbesked fra en anonym bruger med brasilianske aner - det er altså ikke noget, man behøver at reagere på. Men skidt pyt, det koster ikke noget at svare tilbage. Så det gør Philip et par dage efter. ”Thank You.” Og så får hende Keila ikke mere for den 25 øre.

En genert duet

Men så let slipper Philip ikke. Keila vil høre mere bornholmercrooner. Han synger. De skriver. Han synger lidt mere. De skriver lidt mere.

Egentlig er Philip ikke helt tosset med udviklingen. En anonym bruger fra et land langt pokker i vold, der roser han stemme. Hvad skal man bruge det til? Men der er alligevel ét eller andet. En sjette sans, syvende sans eller måske endda en ottende sans får ham til at blive ved med at skrive.

Pludselig sker det. Keila hopper ind på Philips Smule–profil og synger duet. Hun er godt nok lidt tilbageholdende med at skrue op for det fulde register og gemmer sig næsten for kameraet.

Men Philip finder det charmerende, og de skriver endnu mere sammen.

Keila er 41 år gammel, 11 år yngre end Philip. Bosat i millionbyen Teresina i det nordlige Brasilien. Mor til en dreng og en pige på henholdsvis 18 og 21 år, indskolingslærer og single. De begynder at videochatte, og snart kan Philip mærke noget mærkeligt. Han bliver forelsket i en kvinde fra et andet kontinent, som han aldrig har mødt.

Ramt af varme og kys

De fortsætter kontakten, og videochatter stort set dagligt. Efter næsten et år tager Philip mod til sig. Det er i april 2024, og rejsen er ikke sjov. Han har holdt sig væk fra flyvemaskiner i mange, mange år. Philip er helt udmattet og kroppen er superstresset. Samtidig rammer varmen ham med en knytnæve, da han forlader lufthavnen i Teresina, men der står hun så, og tiden står stille. Det er præcis, som det skal være; som Philip har drømt om. Helt naturligt og uden forbehold. Philip går stille og roligt over til Keila og kysser kvinden, der har stjålet hans hjerte på afstand med starthjælp fra en app.

– At være sammen med hende giver en helt anden ro, jeg aldrig har oplevet før. Det at tage herover er det bedste valg, jeg nogensinde har gjort for mig selv, siger han.

En fremtid i Portugal eller Brasilien

Det er hårdt at forlade Keila i Brasilien, så gensynsglæden er uendelig stor, da hun ankommer til Københavns Lufthavn i juli. Philip har købt lyserøde blomster, for det er hendes yndlingsfarve. De får 17 nye skønne dage i hinandens selskab her på Bornholm, mens tankerne melder sig. Hvordan skal de få et permanent liv sammen? At skaffe en brasilianer opholdstilladelse i Danmark er ikke lige til. Andre muligheder rumsterer i Philips hoved. Måske skal han rykke teltpælene op og udvandre til Brasilien. Men han har to voksne børn i Danmark, og Keila ditto i Brasilien, så det vil være et stort afsavn for den ene af dem at flytte til den andens land.

I første omgang skal Philip snart til Brasilien igen og fri til den kvinde, han elsker. Og fremtiden? Den må komme, som den kommer. Men om fem år regner Philip ikke med at bo i Danmark længere. Så er det enten Brasilien eller måske Portugal, hvor Keila kan sproget, og hendes søn gerne vil bo og arbejde. Portugal er trods alt tættere på Bornholm end Brasilien.

Kærligheden kom syngende til Philip gennem en app. Selvom han ikke er eller nogensinde bliver helbredt for ptsd, er krigen kommet endnu længere på afstand, siden Keila gjorde sin entre i hans liv.