En donation på 8.000 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har gjort det muligt for Stop Spild Lokalt Nexø at købe nyt køleskab, hvilket er vigtigt for foreningens arbejde, oplyser en pressemeddelelse fra fonden.
Dagligt kører frivillige rundt til lokale butikker for at indsamle madvarer, som ellers ville være blevet smidt ud, og her er det afgørende, at foreningen råder over kølefaciliteter, da nogle fødevarer skal opbevares på køl.
– Selv om vi er en frivillig forening, skal vi leve op til Fødevarestyrelsens retningslinjer. Desværre holdt vores ene køleskab op med at fungere, og derfor har det stor betydning, at vi har modtaget denne donation, så vi har fået mulighed for at købe et nyt køleskab, siger Ditte Lønborg, der er medlem af bestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Stop Spild Lokalt Nexø har til huse i lokaler på Konservesfabrikken i Nexø, hvor frivillige sørger for at sortere de madvarer, der dagligt samles ind. Tre gange om ugen har borgere mulighed for at hente mad, og det benytter et stigende antal sig af.