Sådan har han det stadig, nu hvor han kommer alene efter hustruens død i 2019, og hvor Pia og Werner Pass er gået på pension, hvorefter Sanna Nielsen og Michael Andersen har overtaget Lyngholt Camping.
– Jeg kan lide de frie forhold, og at jeg kan gå i det tøj, jeg vil. Jeg kan lide, at man kan være sig selv, men at man alligevel er omgivet af mange mennesker. Jeg går i fælleskøkkenet og laver mad. Der møder jeg mange andre. Men hvis jeg en dag ikke gider snakke med nogen, kan jeg blive inde hos mig selv.
Man fornemmer dog hurtigt, at Jørgen Hansen er et socialt menneske, og lige uden for forteltet står samtalebordet, som nærmest er blevet et begreb på Lyngholt.
– Nå, Jørgen, du er her endnu, siger folk. Så sætter vi os ned og får en sludder og en eftermiddagsøl.
Det er især nogle af pladsens andre fastliggere, der lægger vejen forbi samtalebordet, men alle er velkommen.