Den smukke gemte dal rummer mørke huler og skumle grotter

Mange tror, at sprækkedalen Blåskinsdals navn skyldes blå anemoner, men stednavnet har en helt anden årsag. Selv om den smukke, frodige dal findes i nærheden af det velbesøgte Jons Kapel, er den ligesom gemt af vejen og kendes ikke af mange – slet ikke turister – og det er faktisk synd.

Blåskinsdalen har stejle klippepartier på begge sider, og mange nedfaldne, store sten danner mørke huler og skumle grotter. En lille klukkende bæk løber gennem dalen, nogle gange skjult under de store sten, andre gange med små vandfald. Her er mos, bregner og mængder af stedsegrønne vedbend, der vokser på alle klipperne og de væltede døde elmetræer. På grund af elmesyge ligger træerne på kryds og tværs i sprækkedalen, andre er knækkede ligesom små tændstikker. Man skulle næsten tro, at en stor trold har vandret gennem dalen og knækket dem.

Hele foråret er sprækkedalen et eventyr med smukke blomster og herlig fuglesang.

Det fremskudte klippeparti ved kysten er begyndelsen af Blåskinsdalen. Foto: Søren P. Sillehoved

Det mærkelige stednavn

I ældre tider blev lokaliteten af lokale kaldt ”Blæsingedalen”, for når det stormede fra vest, blæste vinden gennem den. Omkring 1920'erne blev navnet ændret til Blåskindsdalen med D, ligesom skind, da dalen havde et blåligt skær på grund af træernes mange vedbend. Den samme farve som pelsen på blåræve, der dengang var højeste mode som pelskraver på damefrakker. Senere blev navnet Blåskinsdalen på grund af lyset.

Lærkesporer findes både i hvide og lilla farver. Foto: Søren P. Sillehoved

Naturen i sprækkedalen

Helt ude ved kysten danner den lille bæk et smukt vandfald. Det er svært at se grundet krat af slåen. På begge sider af sprækkedalen ses stejle klippepartier med store revner. Frosten har løsnet dem fra klipperne, og de vil ligesom de andre falde ned ovenpå hinanden og danne mørke huler. Fænomenet kaldes ur.

Den lille klukkende bæk skaber en pragtfuld lydkulisse i landskabet. Frodigheden er stor. Især om foråret med blomstrende hvide og gule anemoner. Lærkesporer, bregner og utallige gøgeurter. Det er tyndakset gøgeurt, der har grønne blade som en flad roset under stilken. Nogle er ensfarvede, andre med sorte pletter. Der vokser også planten lungeurt med lyserøde eller lilla blomster. Det afhænger af alderen, for de skifter farve. Fra maj begynder de lyserøde dagpragtstjerne deres sæson, ofte sammen med hvide fladstjerner, det skifter konstant.

For 30 år siden var der mange blå anemoner i dalen. Det er der ikke mere. Måske er de blevet kvalt af mos eller nedsivende vand fra de gødede marker over dalen. Blå anemoner kræver ren lerjord med kalk.

Elmetræerne i dalen er ramt af elmesyge. Døde træer ligger væltede på kryds og tværs, andre er knækkede som tændstikker. Der er vedbend overalt, også på de knækkede træer der næsten ligner dekorationer. Træer der er faldet ned over stien er skåret op, så man kan passere. De mange nedfaldne træer får dalen til at ligne en urskov.

Hvid vipstjert er meget almindelig og følger med gennem sprækkedalen. Foto: Søren P. Sillehoved


Fuglesang i de lyse nætter

Først i maj ankommer nattergalen fra sit tropiske vinterkvarter. Der yngler mange par i sprækkedalen, og de synger ikke kun om natten, også om dagen høres sangen. På turen gennem dalen kan man høre løvsanger, gransanger, gærdesmutte, bogfinke, sangdrossel og andre småfugle samt trommende spætter. Der yngler både lille og stor flagspætte.

Efter en kold vinter hænger lange istapper ned over klipperne og ligner stivnede tårer. Så kommer marts med blomstrende anemoner, april med andre smukke forårsblomster. I maj synger nattergalen, og juni er skærsommer med lyse nætter og selvlysende sankthansorme. Juli og august er sommer og stilhed med fuglenes ynglepleje, men fra september eksploderer sprækkedalen med vedbendens små gule blomster, der hjemsøges af tusindvis af dagsommerfugle. De mange flyvende sommerfugle får dalen til at ligne en tropisk jungle, men det ligner et mirakel, når man i november igen kan opleve blomstrende hvide anemoner. Det hænder meget sjældent i naturen om efteråret, når dagens længde er den samme som i foråret. Det sker altid i Blåskinsdalen.

Blomstrende dagpragtstjerner. Foto: Søren P. Sillehoved

Turen gennem sprækkedalen

Nogle gange går stien over klipperne, andre gange nede i terrænet. Der kan være sten på stien, og det gør måske oplevelsen større, bare ikke for gangbesværede. Pas på. Senere bliver sprækkedalen bredere, klipperne lavere og stien bliver samtidig mere fugtig med flot udsigt til blomstrende engkabbelejer. Efter en opstigning er man kommet ovenover dalen og følger stien i udkanten af marken. Den udmunder ved cykelvejen mod Vang. Her skal man gå til højre, og langs de gamle stengærder følger man cykelvejen tilbage til udgangspunktet, som er parkeringspladsen ved Jons Kapel.

God tur.

Turen

• Fra landevejen Hasle-Allinge fører en sidevej til Jons Kapel og en stor parkeringsplads med kiosk og toiletter.

• Fra parkeringspladsen fører en afmærket sti over marken til det berømte klippeparti. Om foråret kan cykelvejen gennem skoven til kysten anbefales for sine mange blomster.

• Ude ved kysten følger man stien mod nord til Jons Kapel og videre langs klippekysten, til man ser en flot udsigt.

• Derfra fører stien lidt besværligt nedad til en slugt med elletræer og en lille bæk. På en sten står der malet Blåskinsdalen, så her begynder eventyret. Dalen er privatejet, men der er fri adgang på stierne.

• For dårligt gående kan en nemmere rute anbefales. Fra parkeringspladsen følger man vejen tilbage, indtil cykelvejen går mod venstre til Vang. Vejen følges cirka halvanden kilometer, indtil en ny sten viser stien til venstre mod Blåskindalen. Den 'lange'tur er på tre kilometer. Den nemme rute er kortere – her skal man samme vej retur.