Nyt og gammelt i forening
Timmi Flemming Nielsen og hans hustru overtog haven i 2015, og det har været lidt af en balancegang.
– Vores målsætning var at få den tilbage til det, den var engang. Vi vil gerne have, at man skal kunne tage sine børn med og selv kunne genkende det. For langt de fleste i kongeriget har været her mindst én gang i forbindelse med skolens lejrtur til Bornholm. Omvendt er vi naturligvis også nødt til at forny stedet, men det skal gøres nænsomt, forklarer han.
Meteorologer og vejrguder er i fællesskab med til at afgøre, hvor mange gæster der kommer i morgen. Førstnævnte spår om sidstnævntes hensigter, så de forudseende træffer beslutningen baseret på meteorologernes spådomme, mens de spontane kigger ud ad vinduet og ser, hvad dem på første sal tilbyder af vejr på selve dagen.
– Men det ser godt ud, så vi regner med mange mennesker. Der plejer at komme mellem 2.000 og 4.500 gæster på åbningsdagen.