Borgerservice på Bornholm har meget travlt med de mange pasbestillinger, og oplever samtidig et ekstraordinært stort pres, efter at mange borgere er gået over fra NemID til MitID. Begge opgaver kommer sandsynligvis til at fylde mere i de kommende måneder, og derfor anbefaler Borgerservice nu, at bornholmerne bestiller deres nye pas i god tid.
Så hvis du allerede nu ved, at du skal til udlandet i sommerferien, er det bare med at komme til tasterne. Der bliver dagligt lagt nye tider til pas ind på www.brk.dk/tidsbestilling, men der kan forekomme noget ventetid, oplyser regionskommunen.