Anne-Louise er mor til fire børn - men kun tre af dem flyttede med til Bornholm

For otte år siden mistede Anne-Louise Bachmann sin to-årige søn i en tragisk ulykke, og sammen med sin mand og deres tre drenge er hun flyttet til Bornholm for at skabe et liv med en kæmpe sorg, som aldrig går over, men som de er ved at lande i.

"Jeg var mor. Jeg er mor til en, der ikke er her mere, jeg er mor uden et barn."

Ordene er en del af indledningen til Anne-Louise Bachmanns dagbog, som starter i juni 2016. En dagbog hun siden har udgivet, læst op fra og på sin vis lagt fra sig og som beskriver en sorg, der efterhånden har fundet sin faste plads i familien.

Historien om Anne-Louise og Benjamin starter dog et helt andet sted til en gymnasiefest på Fyn for gamle elever, hvor de to møder hinanden og falder i snak. Snart efter bliver de to kærester, og i seks måneder har de et langdistanceforhold, fordi han studerer i Aarhus, og hun bor i Vangede. En positiv graviditetstest vender imidlertid op og ned på tilværelsen.

– Det var overhovedet ikke planlagt, men jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være mor, så da han lagde den over til mig og sagde, at det var mit valg, besluttede jeg rimelig prompte, at det skulle være en baby. Så flyttede han ind i min etværelses, og så tog vi den derfra og lavede et liv os tre, fortæller Anne-Louise Bachmann.

Det var dengang livet var helt anderledes. I virkeligheden havde de to måske ikke for alvor fundet sig til rette i at være blevet forældre i en meget ung alder, da de meget pludseligt mister deres søn.

– Det er ikke optimalt at være forældre i starten af 20'erne, men man kan godt. Når man så mister sit barn, så bliver det et totalt kollaps af alt det, man har prøvet at blive til som teenager. Der er stadig alle de her spørgsmål om, hvor vi skal hen, og min indentitet var relativt ny på alle fronter af livet, forklarer hun.

I dag er hun 31 år, og mens hun har brugt de seneste otte til 10 år på at ændre på den retning, hun troede livet skulle bevæge sig i, så er hendes veninder kun lige begyndt at blive gift og få deres første barn.

Ikke noget at gøre

Anne-Louise Bachmann har snakket om sorgen før. Den er ikke fremmed for hende.

Den er til stede i rummet; ikke som en elefant, eller et møbel parkeret i et hjørne, men mere som en grundstemning - måske som de gulvplanker af massivt træ, der er hentet på Østerlars Savværk og som nu udgør en form for visuel bund i rummet i etplanshuset i Almindingen, som familien netop har solgt - sådan udgør sorgen over tabet af Noam en form for bund i hjemmet, i samtalen og i hende selv.

– Det var super hårdt at flytte sammen, være kærester og nu også forældre. Det er hårdt, når en anden kommer med sine ting og tager den hyldeplads, hvor ens egne ting har stået. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at skulle igennem den proces efter kun ni måneders forhold. Så flyttede vi ind i en kollegielejlighed på Sydhavnen og vi var begge studerende og forældre, men vi havde lidt mere plads og vi var kommet ind til byen, husker hun tilbage på de kaotiske år i starten af hendes tyvere.

– Men så sker der det, at vores meget, meget dejlige dreng på to år dør i en ulykke.

Øjnene bliver blanke, men hun er samlet, mens hun tænker tilbage på den junidag for otte år siden, da de henter Noam i vuggestuen tidligt, spiser en is sammen og går igennem Vestre Kirkegård, som praktisk talt fungerede som deres baghave.

– Det var en rekreationspark og det er meget normalt i København, at det er sådan et sted, hvor man tager på skovtur, løber, leger, cykler. Det er en park, det var vores baghave, og hvis nogen havde sagt, at man skulle passe på, så havde vi aldrig været der med vores barn, fortæller hun.

I leg løber deres søn om bag en sten, der står på en sokkel - tjæret fast for mange år siden. Stenen vælter ned over ham med al sin vægt.

– Vi har aldrig fundet ud af, hvem der havde ansvaret, men efter det her skete, har de lagt flere tusinde sten ned på kirkegårde landet over, fordi de har prøvet dem af, og de væltede ved et tryk på 30-60 kilo, og det er jo ingenting, fortæller hun nøgternt.

Begge forældre ser det ske, at stenen vælter, og selvom de løber derhen, og den 200 kilo tunge sten bliver flyttet i en fart, så ligger den lille to-årige krop livløs under den.

– Benjamin giver førstehjælp, og jeg ringer efter hjælp. Vi får også en tilfældig forbipasserende rodet ind i det, men der er ikke noget at gøre.

Dagbog om et mareridt

Da tragedien sker har den lille familie netop købt en andelslejlighed i Jægersborg, men det ender med at være familie og venner, der gør flytningen til virkelighed.

– Vi havde siddet og kigget på plantegningerne sammen med Noam og snakket med ham om, hvor han skulle have værelse, og vi skulle til at overtage lejligheden, men det kunne vi ikke. Vi flyttede hjem til mor mor og boede på min lillebrors værelse. Vi havde mareridt hele tiden, hvor vi så stenen vælte ned over ham, så vi fik noget beroligende medicin, forklarer hun om tiden efter.

En af de første dage kom en barndomsvenindes mor forbi med en lille notesbog og sagde, at så kunne hun skrive lidt i den.

– Men ligesom med alle andre gode råd, så tænker man jo - hvad skal jeg med den? Jeg kan ikke bruge et råd til noget, husker hun.

Snart tog hun alligevel bogen til sig. Først skrev hun sine aftaler ned for at holde overblik, og så begyndte hun stille og roligt at skrive hvad hun gik igennem hver dag.

– Det var bare fakta. Jeg skrev, hvad vi lavede. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der var så mange ting, der foregik inde i min krop.

– Jeg så denne her ulykke for mig hele tiden, og der var virkelig mange ting, som skreg i mig, og jeg havde brug for at få det på papir, for ikke nødvendigvis at glemme det. Så jeg kunne gå tilbage og se, hvordan jeg havde det.

Hun tog dagbogen med til traumepsykologen for at vise siderne og på den måde fortælle hvordan hun havde haft det siden sidst.

– Det var ikke altid, jeg selv kunne huske, at jeg havde haft det sådan, fordi vi var på alt det her medicin både for at kunne være vågne og for at sove.

– Måske havde jeg også brug for at finde en mening i mareridtet. Der var mange ting inde i mit hoved, og det hele var så uvirkeligt.

Dagbogen blev efterhånden fyldt med smertefulde optegnelser fra de første to år efter ulykken. Efter halvandet år sagde hun til sig selv, at hun gerne måtte stoppe med at skrive, men det gav mening at stoppe på årsdagen for hans død, så hun fortsatte et halvt år mere, for ikke at stoppe ved første indskydelse.

– Det er lang tid siden, jeg sidst har kigget i dagbogen. Det er måske også det sundeste, at lade det ligge lidt og ikke grave videre i det.

Slået ud af kurs

Ordene i dagbogen bliver færre til sidst, og der bliver længere imellem dem. Måske de også bliver mere polerede, end de er i starten, for Anne-Louise Bachmann begynder at overveje, om nogen skal læse med på hendes tanker og inviteres med ind i mareridtet.

Hun oplevede nemlig ikke, at det var så ligetil at få hjælp fra forsikringen og det offentlige, og derfor var de dybt afhængige af venner og netværk, da det utænkelige skete.

– Vi mistede et toårigt barn, og inden vi mistede ham, var han et spædbarn. Det betyder, at der jævnligt kom en sundhedsplejerske og bankede på døren og spurgte, hvordan vi havde det og hvordan havde barnet det. Vi kunne blive screenet for en fødselsdepression, og vi blev hele tiden holdt op på, at vi skulle have det godt.

– Da vi så mistede ham, så kom der ikke nogen.

Begge forældre fik gennem en bekendt kontakt til en dygtig traumepsykolog, og når hun tænker tilbage, var det noget af det vigtigste, der skete i tiden efter.

– Men det var ikke så nemt at få hjælp, man ikke skulle betale for, og det fyldte meget for os, at hvis vi ikke havde haft vores forældre, venner og kontakter, så ved jeg ikke, hvor lang tid der var gået, før vi havde fået ordentlig mad eller rent tøj på kroppen.

– Vi blev kørt til alle aftaler og hentet igen. Jeg ved ikke, hvad fanden man gør, når man bliver slået fuldstændig ud af kurs.

– Det var helt ned til, at min gymnasievenindes mor stillede friskbagte boller på trappen til os, for at aflaste min mor i at lave morgenmad til os. Der var så mange, der gjorde noget, og det er jo ikke boller, der gør, at man klarer det, men det er en del af processen, at man får noget sundt og nærende, så kroppen og hovedet arbejder bedre.

Uredigeret udgivelse

Ved at offentliggøre dagbogen ønskede Anne-Louise Bachmann at være med til at oplyse folk om, hvad det er man skal igennem, når man mister et barn.

– Det var helt nøgternt dag for dag; en proces, der går op og ned.

Selvom mange deler deres historier på de sociale medier, så oplevede hun, at det meste var redigeret, og derfor blev det vigtigt for hende at udgive dagbogen helt autentisk og ikke tage noget ud.

– Nogle gange havde jeg ubehagelige tanker, eller jeg snakkede dårligt om mine veninder, fordi jeg ikke synes, de var ordentlige i sorgen, og på den måde kom jeg selv til at se grim ud. Men det var det, der skulle ud, forklarer hun.

Derfor valgte hun at udgive hele dagbogen som en PDF, man kunne hente og læse igennem dag for dag. Inklusive alt - også de tanker, som hun efterfølgende har haft lyst til at redigere ud.

– Jeg har da haft lyst til at slette dele af mine tanker, som jeg ikke kunne lide. Jeg har haft svært ved at læse igennem noget, som var værre end jeg huskede - ja, det har jeg da. I starten er det hele virkelig, virkelig barskt.

Midt i tankerækken, mødte hun tilfældigt en kvinde, som ville være filmskaber. Hun hjalp med at sætte det op som en podcast.

– Jeg tror faktisk, det er derfor det er blevet til noget, for hun hjalp med at finde nogen, der kunne vælge det rigtige udstyr, instruere og sammen fik vi lavet hjemmeside og en masse praktiske ting, der gjorde at det rent faktisk skete.

Da de første to afsnit var produceret, stod Anne-Louise Bachmann i midlertid med det selv. Nu havde hun lært det meste, og hendes samarbejdspartner skulle videre til andre projekter.

– Da jeg lavede det, tænkte jeg, at det var udelukkende til andre forældre, der mister. Men jeg blev ret hurtigt klar over, at det ikke kun handlede om at miste et barn, men også om at miste generelt.

– Der er også meget at hente for pårørende, som gerne vil lære noget om, hvad deres pårørende går igennem. De lytter også med, fortæller hun.

Sæt noget handling på

Selvom hun ikke længere betaler for at se statistikkerne, så får hun ugentligt en mail om, at den stadig ligger på nogle af listerne af mest lyttede podcasts indenfor forskellige emner.

– Den ligger ikke i top, men den ligger der, og så ryger den af, og så ryger den på igen. Den kører ligesom i perioder, og jeg er ret sikker på, at der er over 100.000 mennesker, der har lyttet til den. Det er ret vildt, når det bare er mig, der har udgivet noget. Ingen reklame - det er bare mig.

Hun smiler lidt blegt og erkender, at succesen nok mest af alt giver hende dårlig samvittighed over ikke at lave mere; en sæson to, et underprodukt eller på en anden måde udnytte, at hun nu er blevet bedre til at lave podcast.

– Men jeg er glad for at folk stadig lytter, selvom projektet ikke længere er aktivt, og der ikke længere sker noget på de sociale medier.

Hun oplever stadig at folk henvender sig efter gode råd til at være pårørende og måske særligt perifere pårørende til folk, der har mistet.

– Jeg plejer at sige, at hvis du vil gøre noget, så gør noget. Sæt noget handling på, og vis at du gerne vil være der i stedet for bare at sige det. Men det er super svært.

Hun finder det imidlertid relativt nemt at rådgive folk i sorgen, fordi hun har så meget erfaring med den, og har oplevet, at sorgen har været hele hendes verden.

– Af og til skulle jeg dog lige tage mig sammen, når der kom meget barske historier ind, og jeg ved, at der sidder en på den anden side af skærmen, som har oplevet et voldsomt tab, og de vil gerne have råd fra mig. Man bliver ydmyg, beæret - men jeg er også ked af, at de ikke kan finde det andre steder, forklarer hun.

Ikke alene

Efter et år i sorggruppe i Landsforeningen Mistet Barn blev Anne-Louise Bachmanns en del af foreningens bestyrelse, og det er hun stadig.

Det er hendes måde at være med til at skabe mere opmærksomhed på, at der findes forældre derude, der mister et barn og oplever at deres verden falder fuldstændig fra hinanden. I landsforeningen har man blandt andet været inde over de regler for sorgorlov, som trådte i kraft i 2021, som giver forældre, der mister et barn mulighed for 26 ugers orlov med dagpenge.

– Der er sket vildt meget. Vi har arbejdet hårdt for det og for at gøre foreningen mere synlig, at gøre det nemmere at få plads i en sorggruppe og i det hele taget give forældre der mister nogle bedre forhold.

Blandt andet er der delt pamfletter ud til bedemænd og sygehuse om foreningens arbejde, og selvom et stykke papir i hånden kan virke latterligt, når man lige har mistet et barn, så kan det give mening på sigt.

– Vi arbejder rigtig meget på det her med, at der ikke skal være ingenting. Der er noget derude, og det er ikke optimalt, men der er noget.

For hende var det vildt at begynde i en sorggruppe og opleve, at hun og hendes mand ikke var alene i problemstillingen. Det samme oplever hun hvert år, når der er årsmøde i foreningen, som man kun kan være en del af, hvis man har mistet et barn.

– Alle har en unik forfærdelig tragedie, de bærer rundt på. Det er vildt at være en del af, og det har lært mig, at man ikke skal sammenligne sin egen sorg med andres, forklarer hun.

– Min historie er på mange måder rigtig rigtig slem, og den værste af mange fortællinger, men der er altid nogen, der har oplevet noget værre og der er i hvert fald ikke nogen, der har mistet deres barn, hvor det har været mindre slemt.

Hun er derfor stoppet med at tænke, at det havde været nemmere med et sygdomsforløb, hvis hendes søn havde været ældre og måske endda flyttet hjemmefra.

– Alle har stadig mistet deres barn, og den sorg er ligestillet, selvom min sorg er den værste for mig. Det jeg har lært er, at det gør sig gældende for alle, at deres sorg er den værste for dem.

Er blevet lidt hård

Det er også den mentalitet hun øver sig på at have, når folk henvender sig og eksempelvis har mistet deres mormor.

– Man kan godt have lyst til at sige, at det bare er en mormor, men den sorg er den persons værste sorg, og de har ikke oplevet det på en større skala, og så er det lige så validt.

Hun husker, hvordan hun op til begravelsen af hendes søn var ved frisøren sammen med en gymnasieveninde, som kom for sent og var lidt mut, fordi hun havde fået syv til sin eksamen.

– Der tænkte jeg, om det kan passe, at jeg virkelig skal rumme det nu. Men det er okay. Du må gerne være ked af det, for jeg kan ikke bede dig lukke din verden ude, selvom jeg føler, at jeg har mere grund til at være ked af det, forklarer hun.

På den måde oplever hun, at hun har skullet lære at være mere rummelig omkring andres udfordringer i livet.

– Men nogle gange skal folk også bare tage sig sammen, træde et skridt tilbage og overveje, hvor vi er henne på parametret lige nu i forhold til at have det hårdt.

– Det er ikke noget, jeg kan gøre for folk. Jeg kan ikke sige, at du ikke skal have det sådan der, men jeg kan godt sige, at du måske skulle overveje, hvorfor du har det sådan. Om der er andre ting, du hellere skulle gå op i. Der er jeg nok blevet lidt hård, fortæller hun ærligt.

Behov for kaos

Det viste sig allerede et par uger efter begravelsen af Noam, at Anne-Louise havde hans lillebror i maven. De havde snakket om, at det kunne være hyggeligt at få nummer to, men snakken var forstummet, da nummer et pludselig blev taget fra dem.

En positiv test viste imidlertid, at lille Anker voksede trygt og godt inde i hendes mave, mens verden faldt fra hinanden udenfor.

– Det var rart, for det fjernede snakken om, hvorvidt vi skulle prøve videre, og jeg kom i sådan et sårbart forløb, hvor vi hele tiden blev bekræftet og sikret på, at han var okay, men jeg brugte ikke så meget energi på det. Jeg elskede ham, men jeg kunne ikke bruge energi på det.

Forældrene havde et lille håb om, at det skulle være en pige, for at det barn, de havde mistet, og det barn de skulle have ikke skulle smelte sammen. Men det blev en dreng, og så kunne alle tingene genbruges. Efterfølgende har de to fået to drenge mere, så de i dag har tre energiske drenge.

– De er nok kommet så hurtigt, fordi vi havde behov noget kaos for ikke at sidde og døse hen og blive til ingenting i sorgen. Vi har taget et valg for vores liv at have tre drenge og en kaotisk hverdag. Det var det, der skulle til.

Så længe der er lyd

Efterhånden er sorgen og frygten for at miste blevet en hverdagsting. Men allerede da de fandt ud af, at de så hurtigt skulle være forældre igen, begyndte de sammen med psykologen at arbejde på ikke at være bange.

– Vi har ikke ønsket at gøre vores børn nervøse. Vi ville have, at vores børn kunne lege, uden at vi hele tiden skal kigge efter dem. Så selvom jeg er bange hele tiden, så ignorerer jeg det for ikke at skabe panik hos mig selv.

Det betyder, at hun af og til føler at hun fremstår ligeglad med sine børn, fordi kontrasten til andre forældre kan være stor.

– Det kan virke skørt, fordi forældre typisk er ret meget over deres børn, men jeg har lært ikke at være det. Så når mine børn slår sig, så græder de. Jeg trøster dem selvfølgelig - det er ikke det. Men gråd er et godt tegn, for så lever de.

Det er sådan en ting, jeg har inde i mit hoved; så længe der er lyd på, så fikser vi det.

Selvom det af og til kan fremstå arrogant på en offentlig legeplads, så tager hun det med, for hun gider ikke begynde at forklare de tilstedeværende, at hun tænker på døden hele tiden.

– På en måde kan man sige, at jeg overhovedet ikke er bange for døden, men på samme tid er jeg totalt rædselsslagen - for jeg ved, hvad det vil sige at miste.

– Det er hårdt at kende til det, som er ens største frygt. Som også er andre menneskers største frygt. Og så bare vide præcis, hvad det er - og at man overlever og der er en hverdag på den anden side.

Vigtigt at være ærlig

Der står en pakke lommetørklæder på bordet lige så henkastet, som var det salt og peber. Den falder fint ind mellem stempelkaffe og hjemmelavede kopper med kunstneriske og lidt dystre motiver.

Køkkenet er indrettet med klinker i røde og hvide skaktern, og der er noget legende og stilet over indretningen i familiens første hus på Bornholm. Over bordet hænger et stort billede af Noam som havde været 10 år, hvis han stadig havde levet, men han er bare to år og lever i familiens hjerter, og han har ad flere omgang vendt familiens liv på hovedet.

– Vi er flyttet til Bornholm, fordi vi mistede. Vi var en klassisk forstadsfamilie, men det ændrede sig, da vi mistede, og vi har snakket om Bornholm de sidste seks år, hvor jeg så også har været syg og meget afhængig af Rigshospitalet.

Tilbage i 2022 faldt mange faktorer sammen; et afsluttet studie, en skolestart og en nyfunden tilværelse der var mindre afhængig af hospitalet. Familien besluttede sig for at tage springet og vælge livet i et lokalsamfund, hvor man kan trække sig, men også være en del af et fællesskab.

Det har betydet, at familien dumpede ned et sted, hvor ingen kendte deres historie og vidste, at de er en familie, der har gennemlevet en stor tragedie.

– På en eller anden måde ville jeg faktisk ønske, at man bare kunne taget et skilt på, hvor der står, at vi har mistet et barn. For jeg kommer med en baggrundshistorie, som kan være ret voldsom at få, forklarer Anne-Louise Bachmann.

Det er vigtigt for hende at være ærlig, og når hun fortæller sin historie oplever hun, at den skaber et intimt rum, som kan skabe relationer - men den kan også gøre det modsatte.

– Jeg har mødt nogle mennesker, som kan overskue det rum og min fortælling, men hvis man ikke kan, så bliver det ikke til noget. Så måske hvis man havde sådan et skilt, så kunne man skræmme dem væk, som ikke magter det, smiler hun.

Mor til fire

Hvis folk spørger hvor mange børn, hun har, så siger hun, at hun er mor til fire, for hun har født fire børn, selvom hun kun har tre derhjemme.

– Jeg kunne aldrig udelukke den fjerde, siger hun med eftertryk.

Sorgen og smerten er imidlertid nemmere at tale om nu, hvor hun er 10 år ældre. Hun oplever, at hun møder flere, der har prøvet at miste nogen eller noget, eller som kæmper med at få børn, hvilket også er en stor sorg hos mennesker.

– Det var helt vildt at stå med den bagage som 22-årig. Man kan godt mærke, at folk har lidt mere livserfaring nu, og vi oplever at de også tager rigtig godt imod det i børnehaven, at vi har nogle mærkedage for Noam, hvor vi tager over og besøger hans grav.

Hun oplever, at folk er gode til at snakke om døden - eller i hvert fald til at snakke om, at man skal være bedre til at snakke om døden, men hun savner af og til, at flere tør træde ind i det rum, som døden er en del af, og at acceptere, at tiden ikke læger alle sår.

– Man kan godt have lyst til at sige, at det går over, at vi er flyttet til Bornholm for at komme videre og lægge det bag os, og i det hele taget kredser vores sprog om sorgen omkring det her med at det er noget, der går over. Men jeg vil ikke over sorgen, for den har fæstet sig i mit liv, og det har taget 10 år at komme hertil, understreger hun.

Hun ønsker at stå ved og italesætte, at hun og familiens liv er defineret af en stor sorg, som kom tidligt i livet, men hun mener ikke, at de er bundet af den.

– Vi flyttede til Bornholm for at lave et liv med den sorg, og vores sorg er et rigtig sundt sted, for vi har et barn begravet på Østerbro, men vi er flyttet fra ham, og han har ikke holdt os tilbage.

Anne-Louise er i dag 31 år, og sammen med familien flytter hun snart ind i skovfogedboligen, Segenhus. Foto: Sarah Thun Kristensen

Sorg går ikke over

Mens ægtefællen Benjamin Bachmann Rasmussen har fået job som skovfoged i Naturstyrelsen, så er Anne-Louise selv blevet fleksjobber.

Hun skal arbejde som medarbejder i et keramikværksted, og efter sommer starter hun som medarbejder i en ungdomsklub. Det er to gode ting, der gør hende glad, og ved siden af laver hun selv keramik, hvor alt, hvad hun beskæftiger sig med tager et afsæt i sorgen.

– Vores mål har været at finde en god måde at leve vores sorg, og vi er tæt på at være landet i det. Det handler ikke om at snakke mere om det, men om at anerkende, at det ikke går over og forsvinder.

Siden hun i 2016 mistede sin søn har hun også mistet sin mormor, hun har været syg med kræft og hun har mistet sin hund. Alle tingene er sket på de forkerte tidspunkter og efter hendes mening alt for tidligt i livet.

– Det har jeg skullet rumme, og det kan jeg, og det gør jeg - men det fylder i mit liv.

Anne-Louise Bachmann

31 år og oprindeligt fra Søborg

Bor i Almindingen med sin mand Benjamin Bachmann Rasmussen

Sammen har de to fået fire børn, men den ældste døde i 2016 ved en ulykke på Vestre Kirkegård. Han blev to år

Har siden lavet podcast-projektet "Jeg lever med døden", som også er udkommet som en bog af samme navn

Bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Mistet Barn, som har en afdeling på Bornholm