Vinbonden laver 30.000 flasker vin om året – nu vil han lære at dyrke venskaber

I denne uge sprang bladene som ventet ud på Jesper Paulsens vintræer i Pedersker. Efter 22 år som bornholmsk vinbonde ved han, hvordan vin skal dyrkes. Men når hans børn en dag overtager forretningen, vil han i stedet så nye sociale relationer, for det har han aldrig rigtig dyrket, fortæller han.

”Mennesker laver øl, Gud laver vin,” skulle Luther engang have sagt med henvisning til Jesu første mirakel, da Jesus forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana, så festen og fællesskabet kunne fortsætte. Selv kaldte han sig endda for ”det sande vintræ”. Og der var jo også vin på bordet, da han senere indstiftede nadveren før sin korsfæstelse. Men faktisk plantede Noah allerede i 1. Mosebog en vingård efter syndfloden af vand, og der er gennem tiden blev lavet meget vin over hele verden i mange forskellige kulturer, men her på Bornholm hedder vinbonden Jesper Paulsen. Han ejer virksomheden Lille Gadegaard, der ligger tæt på både havet og kirken ved Pedersker.

– Jeg kender ikke de bibelske vinhistorier så godt, men forleden fik jeg faktisk selv idéen til at lave altervin, så det vil jeg da i gang med, siger den bornholmske vinproducent, da vi sidder ved et af langbordene i vingårdens selskabslokale, hvor grønne vinranker slynger sig langs loftet over os. Fra bordet kan man også skimte gårdens vinbutik, hvor man kan købe af gårdens vinproduktion, der udover rød-, hvid- og rosevin også tæller blandt andet jordbær-, solbær- og stikkelsbærsvin.

Udenfor hvæser en vind højlydt mellem de snarligt nyudsprungne vinstokke, som står standhaftige på rad og række i den brune muld og lader sig beskinne af forårslyset.

– Pedersker Kirke ligger jo nærmest op ad mine vinmarker…

Vinbonden nikker i retning af kirken.

– … og så kunne vi tage de sidste 10 rækker til dem og sponsorere dem gratis til noget rødvinslikør som altervin. Det kunne være spændende, lyder det begejstret fra den lokale vinbonde, der konstant har fået nye idéer, siden han for over 20 år siden kastede sig ud i sit vineventyr.

Og dagen og tidspunktet, hvor den første vinstok kom i jorden, står stadig soleklart for ham den dag i dag.

– Jeg startede med at plante vin i 2000, den 18. juni klokken 16.15 op ad eftermiddagen. Det husker jeg helt tydeligt. For det at plante en vingård svarer til at blive gift i kirken.

Han smiler skælmsk.

– Man glemmer det aldrig, og hårfarven kommer af begge dele, siger den gråhårede vinbonde, før han fortsætter med sin garvede vinguidestemme, der vedvarende taler hurtigt på syngende bornholmsk.

– Når man bliver gift, får man også gråt hår, for det er problematisk. Og det er fuldstændig det samme med vin.

De første planter kom i jorden den 18. juni 2000 klokken 16.15 – i dag er der mange. Foto: Berit Hvassum

Barsk barndom

Da Jesper Paulsen var barn, drev hans forældre et almindeligt landbrug på gården med svin og kvæg. Og bortset fra en periode på landbrugsskole og i livgarden har han aldrig været væk fra sit fødested og barndomshjem Lille Gadegaard, hvor han voksede op som midterbarn i en søskendeflok på syv.

– Jeg blev født i 1958 lige præcis det sted, hvor jeg selv har soveværelse i dag. Det var jo normalt med hjemmefødsler dengang.

Hvordan husker du din barndom?

– Hård og brutal, kommer det prompte og uden omsvøb.

– Vi fik tæsk i skolen. Jeg gik på Pedersker Centralskole. Indtil jeg gik i 4. klasse, var revselsesretten tilladt. Hvis man havde lavet et eller andet, kom man ind i hallen, og så kunne man enten få en sveder, altså en eftersidning, eller kontant afregning med det samme. Det fik jeg mange gange.

Hvad valgte du så?

– Øretæver. Det gjorde alle ungerne dengang, for så kunne man komme hjem bagefter.

Hvad kunne udløse det?

– Hvis man havde vippet på stolen, havde tyggegummi eller kom for sent til timen. Det var ganske forfærdeligt. Jeg har faktisk mødt en af lærerne, som bitterligt har fortrudt det, men kulturen var sådan dengang. Man vidste aldrig, hvad der ventede en. Det var en grusom tid.

Rent fagligt var skolen heller ikke Jesper Paulsens yndlingssted. Han ville hellere køre traktor og hjælpe til på gården.

– Jeg fik også ret tidligt at vide, at det var mig, der skulle overtage gården her, selvom jeg ikke var den ældste. Men det passede med, hvornår min far ville på pension.

Sådan blev det bare, fortæller han. Man ”skulle jo leve op til mine forældres forventninger”. Men havde han som ung haft en mentor til at rådgive sig, havde hans livsvalg formentlig formet sig anderledes, mener han.

– Mange er jo heldige at få en god skolelærer, der lige kan sige ”drej du til højre der” eller ”tag lige ud og rejs et halvt år først”. For med ens forældre skal man jo passe ind i deres plan. Og jeg kunne godt have brugt en voksen, der talte dem lidt imod, og det havde jeg ikke. Det minder lidt om dengang, jeg blev interviewet af Claus Meyer til Smagen af Bornholm i 2005, hvor han både havde skrevet sine spørgsmål og mine svar på forhånd, fordi jeg skulle passe ind i hans plan, forklarer han.

– Det gik jeg med på, fordi jeg jo gerne ville være med i hans program, men med mine forældre følte jeg også, at de havde fyldt mine svar ud. Jeg ville gerne have været kok eller bager, men de havde besluttet, at jeg skulle overtage gården. Og sådan blev det. Men havde jeg haft en at sparre med, var jeg måske gået en anden vej, siger vinbonden, der dog i dag udlever sine gamle kokkedrømme hver sommer, når han laver buffetmad til de gæster, der kommer for at spise i vingårdens egen restaurant.

Blev syg af forventninger

Som ung var det heller ikke efter eget ønske at han kom i realskolen. Selv ville han gerne i 8. klasse, ligesom alle kammeraterne.

– Men jeg blev tvunget til at komme i realklassen af mine forældre og lærerne. Jeg blev faktisk så syg, at jeg blev indlagt på sygehuset over det. Jeg fik simpelthen ondt i maven i protest. Men jeg fik stadig ikke lov til at komme i 8.klasse, så det var hårde tider, fordi man ikke bare måtte vælge sin egen vej. Men når vi var syv børn, lærte vi også at tage hensyn til andre end os selv, siger den bornholmske bonde, der dog ikke ser meget af faderens natur i sig selv.

– Jeg ligner i hvert fald ikke min far. Han var den hårde og kontante.

Var du også bange for ham?

– Måske ind i mellem. Men det var ikke kun mig. Det var hele vejen rundt. Sådan var kulturen dengang.

Kunne han også finde på at give dig en ørefigen?

– Sagtens! Det kunne udløses af alle mulige småting. Hvis jeg diskuterede med min bror, og han blev ked af det, for eksempel. Det var ganske normalt dengang. Mine fætre fik også mange tæsk. Jeg tror ikke, at de voksne gjorde det af en ond mening. Det var bare sådan dengang. Min mor var til gengæld mild og omsorgsfuld, men hun var også sygeplejerske. Men mange troede jo ikke, at man kunne opdrage med andet end frygt dengang. Der var også store protester, da man blive afskaffe revselsesretten i 1974, for mange voksne troede ikke, at man ville kunne styre børnene uden at slå dem. Men så kom de unge med deres flowerpower og modsagde de voksne, så revselsesretten blev afskaffet, og det er da gået meget godt uden.

Dyreliv på Lille Gadegård. Foto: Berit Hvassum

Fandt sine koner i jordbærmarken

Efter sin realeksamen tog han landbrugsuddannelsen. Den tog fire år.

– Jeg var lidt her og der på gårde her på øen og tog så driftsledereksamen på Lyngby Langbrugsskole. I mellemtiden var der sket det sørgelige, at min mor faktisk var død af kræft. Hun blev kun 55 år og efterlod altså syv børn. Det var i 1980. Samme år begyndte jeg at forpagte jorden og plante jordbær. Jeg overtog gården i 1984, mens min far blev boende på gården på aftægt.

– Og det var ikke smart, siger han og sender øjenbrynene på himmelflugt.

– Jeg kunne ikke sige til min far, at han skulle flytte et andet sted hen, og min søskende syntes jo, at det var meget godt, at min far kunne bo her. Han kunne selvfølgelig hjælpe lidt til, men jeg følte hele tiden, at han kiggede mig over skulderen, om jeg nu havde sovet længe og den slags. Og det var ikke godt. Men så mødte jeg min første kone, en af jordbærplukkerne. Hun hed Else og kom fra Jylland, og der gik otte dage, så var vi sammen. Og så blev hun gravid.

– Hun kunne tydeligt se, at det ikke var godt, at min far boede der, så hun ragede med det samme uklar med min far. De var som hund og kat. Og så købte han et hus, hvor min lillebror bor i dag. Og lige så snart min far var væk, gad hun heller ikke være her længere, så rejste hun til Rønne med vores datter Solvej, fortæller vinbonden, der også mødte sin anden kone indenfor egne jordbærrækker, og hende fik han to tvillingepiger med.

– Hun var jordbærplukker herover sammen med hendes bror, så hun startede med at arbejde her og så gik det jo fuldstændig galt, siger Jesper Paulsen med glimt i øjnene og tilføjer, at han stadig er gode venner med hende, selvom også de blev skilt til sidst. Men tiden som jordbæravler forbinder han ikke kun med søde begyndelser, men også hård konkurrence.

– I starten af 1990’erne var det dårligt at have jordbær i Danmark, fordi man begyndte at importere jordbær fra Belgien, Holland og Frankrig, som kunne ligge på lager i tre uger, siger han og tilføjer:

– Og når jeg skulle sælge mine dyre nye jord, havde de allerede haft sæson i 14 dage på Sjælland og sat dem på tilbud herovre.

I stedet for at opgive de danske røde bær bragte han smagen af jordbær ud på en hidtil ukendt ”rejse”.

– Så i stedet for at holde op med at dyrke jordbær, begyndte jeg at lave jordbærvin, som faktisk var klar i 2000.

Claus Meyers vinideer

Vidste du noget om at lave vin?

– Overhovedet ingenting, kommer det hurtigt.

– Når man starter med at skulle lære at lave vin, lærer man, at man kan lave vin på alting undtagen jordbær.

For jordbær ligger jo på jorden, hvor de er forurenerede, så i gamle dage kogte man saften, men når man koger saften, så tager man smagen fuldstændig væk.

Alligevel valgte Jesper Paulsen at tage udfordringen op, og der skulle gå to år, før han knækkede koden.

– Vi var faktisk helt ved at opgive, men så tænkte jeg, hvordan laver man vin på vindruer. Det gør man ved at kværne dem, tilsætte sukker og nogle gærceller, og da vi gjorde det sådan, så lykkedes det at lave vin på jordbær.

– Dengang havde vi jordbær overalt, fortæller Jesper Paulsen.

Og da man i 2000 udbød kvoter til at lave druevin herhjemme, kastede jeg mig også ud i det.

Siden har den bornholmske vingård båret så meget frugt, at den i dag formentlig er Danmarks største vinproducent. For trods stedets navn Lille Gadegaard, hører der 8,5 hektar vinmarker til gården. Og allerede i 2005 havde han som nævnt gjort sig nok bemærket med sin jordbærvin til, at den kendte kok Claus Meyer valgte den bornholmske vingård som et af sine besøgssteder, da han i 2005 cyklede rundt på sin Christianiacykel for at lave fjernsynsprogrammer om smagen af Danmark.

– Så jeg var med i hans program. Og så sagde han, at vi også burde lave vin på solbær, ribs og stikkelsbær, der vokser naturligt i Skandinavien, så det plantede jeg herude, siger han og ser mod markerne udenfor, hvor blæsten stadig raser.

– Og det gode ved solbær, ribs og stikkelsbær er, at de kan høstes på samme maskiner, som man bruger til vindruer, siger den erfarne vinbonde, som altså ikke kun dyrker én type vin, men adskillige.

– Vi laver rødvin, hvidvin og rosevin på druer. Det bliver til halvtørre vine, som især er gode at drikke til sovs og kartofler, og så kommer vinen fra solbær, ribs og stikkelsbær, som er halvsøde med bobler, som er specielt gode til dybe samtaler og solnedgange, siger vinbonden, der udover at mestre vindyrkning også mestrer det at underholde et publikum, som han gør, når han giver sommerens turister en rundvisning på gården.

– Det her er solbærvin, siger han og henter et glas fra vinbutikken.

– Prøv at smage det, så ved du hvad det drejer sig om.

Det smager af sommer.

Vinen bliver bedre og bedre, fortæller Jesper Paulsen. Foto: Berit Hvassum

Vinplanter er som børn

Hvert år laver han 30.000 flasker vin, som han sælger fra gården.

– Vi sælger det ikke andre steder. Men det bliver så næste skridt. For nu har vi plantet dobbelt op og købt nogle store vintanke, siger han og forklarer, at planen nu er, at to af hans døtre skal hjælpe ham med at få et netsalg op at køre.

– Jeg er ikke den generation, der pakker ting ind i papkasser og sælger på nettet selv, men den nye generation kan og vil den slags.

Selv væbnede han sig med gammeldags tålmodighed, da han kastede sig ud i at lave vin.

– Når jeg nu var jeg i gang med at lave vin på jordbær, kunne jeg lige så godt plante lidt vindruer også. Men at anlægge en vingård er et langsigtet projekt, som kræver tålmodighed.

– Fra man planter til man begynder at høste går der faktisk fem år, så planten er uden frugt i fem år, fordi den skal have bygget et godt rodnet op. Når planten er ti år gammel, kan man begynde at lave normal vin.

– Når planten er 40 år gammel, så siger man, at den er voksen og så begynder man at lave god vin. Når den er 90 år gammel, så går den pension, og så skifter man den ud, fortæller han og uddyber med et billede fra forældrerollen.

– Så at plante en vingård svarer også til at få børn. De holder hele livet. Der er ingen bytteret. Vinplanten planter man én gang, og så holder den resten af livet, og derfor skal man finde ud af at plante den i fart.

Vil dyrke nye relationer

Fordi den bliver bedre og bedre?

– Ja, det gør den nemlig, siger vinbonden, der har udlært sig selv i vindyrkning ved at opsøge viden i bøger og på nettet. Men der er stor forskel på at dyrke vin i Danmark og Sydeuropa, hvor man både har mere sol og billigere arbejdskraft, forklarer han.

– Da jeg plantede vindruer i 2000, havde jeg forestillet mig, at der altid var sol i Danmark. Men sådan er det ikke. I 2004 regnede det hele sommeren. Det regnede og regnede. Jeg har stadig nogle flasker tilbage fra den årgang, hvor jeg på etiketterne skrev, at den havde størst værdi som pynt i rummet. Så det var ikke godt.

Alligevel visnede modet for vindyrkningen ikke, for en anden ide voksede frem.

– Jeg søgte Told og skat om at lave hjemmebrænderi, for der var statsmonopol på det, efter likørfabrikken i Roskilde lukkede i 1974. Og den 10. august 2005, jeg kan huske datoen endnu, fik jeg tilladelse fra Told og skat til at lave hjemmebrænderi, så jeg kunne lave druerne om til brandy.

Da han skulle lære at destillere, begyndte han også lige at lave Danmarks første whisky siden 1974, så han gennem årene altid har haft noget at hælde på flasker, uanset hvordan vinhøsten har været. Men det er hvert år et stort drama, hvordan vejret er, når vinplanterne blomstrer sidst i juni, forklarer.

– Vinplanter er ren luftbestøvning, så jeg plejer at sige, at vi skal have en uges tørvejr, så bliver de bestøvet, så der kommer tonsvis af druer. Får vi en uge med regn, når de blomstrer, så får vi nul kilo druer. Så enten får jeg 40 tons druer til oktober eller også får jeg nul kilo. Det er kæmpestore udsving. Det er næsten som at være gift igen. Der er opture og nedture. Men her tager det et helt år, før det kan blive godt igen.

Hvornår har du oplevet mest modgang i dit liv?

– Jeg har faktisk haft et godt liv, men det er da hårdt at blive skilt, og det har jeg prøvet to gange. Det er især hårdt, når man også har børn sammen, siger han og tilføjer:

– Jeg er ellers ikke sådan socialt tilknyttet andre mennesker. Det er jeg ikke. I gamle dage havde jeg en stor familie. Jeg har mange fætre og kusiner. Og så besøgte vi jo hinanden, når vi havde fødselsdage. Så jeg var til fødselsdage 30 gange på et år til aftenkaffe og lagkage. Men dem ser vi ikke på samme måde længere, fortæller han.

– Så derfor, det der med at lave sociale netværk med mange venner har jeg aldrig lært, for det tog jeg som en selvfølge med seks søskende. Men det er noget, man skal dyrke, og det vil jeg godt lære.

Har du haft nogen forbilleder undervejs?

– Ikke rigtig, siger han hurtigt.

Har du så haft en god ven?

– Heller ikke, svarer han åbent.

Blå bog

Jesper Paulsen

Født 1958. Ejer af virksomheden Lille Gadegaard. Uddannet landmand. Jordbæravler fra 1980 til 2005. Omlagde til vinproduktion fra år 2000, hvor han først producerede jordbærvin. Siden har han udvidet produktionen til også at omfatte solbær- og stikkelsbærsvin, rødvin, hvidvin, rosevin, whisky og brandy. Desuden afholder han i sommersæsonen rundvisninger, ligesom han kokkererer mad til de større spisearrangementer, som afholdes på gården. Far til tre voksne piger.

Livet er for kort til rutine

Vinbonden lyser op i et smil.

– Jeg reflekterer meget over mit arbejdsliv i øjeblikket. Det har fyldt rigtig meget. Et arbejde kan være som en doping, der holder en i gang, men nu er det hele ved at blive rutine, og jeg tænker, at jeg efterhånden har nået de ting, jeg skal nå her, hvor de nye tanke er blevet sat op, så det kan godt være, at jeg skulle trække mig tilbage og blive pensionist, så jeg får tid til at vindsurfe, eller hvad jeg ellers vil. Men det svarer jo til at blive skilt, hvis man skal sige farvel til sin arbejdsplads, så det er jo en stor beslutning.

Hvad har overrasket dig mest ved livet?

– Hvor hurtigt det går. Det farer afsted på et splitsekund. Men heldigvis kan man jo selv bestemme, hvor hurtigt det skal gå.

Der er vel stadig kun 60 minutter på en time...

– Nej, nej, nej, udbryder han og beskærer den logik med det samme.

– Hvis man lever i rutinen, går det susende stærkt, fordi man begynder at leve per automatik, men når man prøver noget nyt, så foregår det i synsfeltet.

– Og det er der, livet foregår. Når man først kommer ind i rutinen, begynder det hele at køre på autopilot, så det gælder om at rydde rutinen væk. Det er meget vigtigt. Måske skal man turde skifte noget ud eller sætte sig ind i nye ting. Det er meget behageligt at kunne det hele, men man skal turde skille det dårlige væk, hvis man har noget dårligt og prøve noget andet i stedet for.

Lever du efter det selv?

– Det gør jeg, forsikrer han.

– Livet er for kort til rutine. For pludselig er det bare færdigt, så man skal turde kaste sig ud i nye ting. Det er det, jeg har gjort. Først plantede jeg jordbær, så gik det dårligt, men så lavede jeg jordbærvin i stedet. Så lavede jeg vin, men så gik det ene år dårligt, og så lavede jeg bare brandy ud af de druer. Så på den måde har praktisk realisme formet mit liv.

Det er lige nu, at bladene på vinplanterne springer ud. Foto: Berit Hvassum

Slider helt ind til benet

Vinbonden bliver for første gang lidt stille, da han bliver spurgt om, hvorvidt han tror på Gud.

– Jeg ved ikke, hvem der styrer verden. Det kan godt være en gud, men jeg tror ikke på Gud som en person. Men jeg tror heller ikke, at verden bare er en tilfældighed. Det kan jeg godt sidde og tænke over, mens jeg hører noget god musik.

Gør du dig også tanker om, hvad der sker, når vi dør?

– Nej, det spekulerer jeg ikke på.

Hvad er det gode liv for dig?

– Det er nok at have tætte relationer, men det har jeg jo netop meget svært ved.

Du er ellers god til at snakke…

– Ja, det kan jeg godt lide. Og jeg elsker især at snakke om politik. Jeg lægger heller ikke skjul på, at jeg stemmer på Liberal Alliance. Jeg er opdraget til at arbejde, og det skal kunne betale sig at arbejde, synes jeg, siger vinbonden, hvis arbejdsuge snildt kan snige sig op på mellem 60 og 70 timer.

– Om sommeren er det endnu mere. Der er det fra klokken 7 om morgenen til 23 om aftenen hver dag, syv dage om ugen. Der slider jeg helt ind til benet med at lave mad, gøre rent, sætte vin på flasker, lave rundvisninger og sælge vin, og kan du se røgerierne der, siger han og peger på et lille røgerianlæg udenfor.

– Der laver jeg koldrøget spegepølser og chorizopølser, så jeg har gang i mange ting hele tiden, men så bliver jeg som regel også doven og træt om foråret, inden jeg skal i gang igen, fortæller vinbonden og tilføjer.

– Vi har også snakket om at drosle ned, så jeg kun solgte vin og skar resten fra, men når man har bygget noget op, så er det svært at smide det væk. Jeg har brugt det meste af mit liv på at bygge min grund op, og det er fint nok, men fremadrettet vil jeg måske bruge lidt mere tid på mig selv.

At give livet mening

Præcist hvad tiden i så fald skulle fyldes med, ved han dog endnu ikke.

– Men jeg skal ud at finde nogle, som jeg kan bruge tiden sammen med. Det har jeg fundet ud af, at jeg gerne vil, siger han eftertænksomt.

– Jeg har brugt de seneste mange år på at dyrke vin, men nu vil jeg altså gerne dyrke relationer, for jeg synes, at det er spændende at lære andre mennesker at kende. I 1990’erne var jeg også et halvt år på højskole, og det var supergodt, fordi man lærte nogle helt andre mennesker at kende, siger Jesper Paulsen, som også nyder at dele sine eksistentielle tanker med andre.

– Tænk sig! udbryder han.

– Den flue, jeg lige kan have slået ihjel, har generationer bag sig 200 millioner år tilbage.

Han trommer et par gange insisterende med pegefingeren på bordet mellem os.

– Og så er dens forfædre måske først kommet til Bornholm fra Mallorca for 50.000 år siden og så slår jeg den ihjel.

Den bornholmske stemme lyder oprigtigt forundret.

– Det giver da ikke mening, siger han og sender et tomt blik ud i rummet, før han fortsætter:

– Sommertider han jeg kan godt få den tanke, at livet er en illusion, og jeg kan godt blive lidt i tvivl, når jeg sidder og hører musik i radioen og lader tankerne svømme lidt. Men så tænker jeg, at det godt kan være, at der ikke er nogen mening med livet, men så kan vi jo prøve at putte mening i livet, og det er op til os selv at give livet mening. Det kan godt være, at Jesus lavede vand om til vin, men jeg tror ikke på, at det kommer af sig selv. Man skal putte noget i livet for at give det mening.

– Vores liv er kun et splitsekund af evigheden, og derfor skal man ikke bruge for meget tid på at blive nedtrykt. Foto: Berit Hvassum

Hvad giver livet mening for dig?

– At snakke, smiler han og taler videre.

– Det er det bedste, der findes i livet. At snakke og at tænke over tingene for at blive lidt klogere. Og det allerbedste ved at snakke med andre mennesker er, at man så også fortæller noget til sig selv, fordi ens tanker pludselig bliver meget livagtige, siger han og gør et kort ophold i den tempofyldte talestrøm.

– Jeg kan sidde og drømme en hel masse, men det er som om det først bliver virkeligt, når jeg sidder her og fortæller dig det, siger han og holder blikket lidt.

– Sådan bliver tanker først virkelige, når man deler dem med andre. Og det er berigende og sundt. Det er godt for mig. Livet skal også deles, for vi har jo lånt det af evigheden. Vores liv er kun et splitsekund af evigheden, og derfor skal man ikke bruge for meget tid på at blive nedtrykt. For livet er for kort til bitterhed og bekymringer, men det kan lynhurtigt komme til at fylde alt for meget, siger han, inden han fortsætter sit arbejde.

– Det er faktisk lige nu, at bladene på vinplanterne springer ud. Det sker altid den 16. maj, hvor man også holder bukkejagt, siger han og kigger fornøjet ud mod sine vinmarker, der er klar til en ny årgang.