Bornholmergrisen er foran på point, når den kommer til verden. Den er født på Bornholm, den vokser op på Bornholm, og den bliver slagtet på Bornholm – med relativt kort vej til Danish Crowns slagteri på Haslevej i Rønne.
I lyset af den stærkt omdiskuterede TV 2-dokumentar, som har afsløret kæmpe problemer i danske svinestalde, er der opstået et momentum for udvikling. Der rejser sig sågar et folkekrav.
Det er noget, man bør lytte til. Og det er en anledning til, at vi på Bornholm går skridtet videre og sørger for endnu bedre vilkår for den bornholmske gris.