TOPNYHED / KULTUR / Onsdag 3. december 2025 • 05:30

Så meget vil lukning koste kommunen

Så meget vil lukning koste kommunen
Frederik Tolstrup bliver her interviewet efter sin valgsejr. I fremtiden er det ikke sikkert, at TV2 Bornholms mikrofon også vil være der. Foto: Jesper Gynther
Journalist


Ekspert advarer mod konsekvenserne for demokratiet, hvis man rører for meget ved TV 2-regionerne.

Folketingets indgreb mod TV2 Bornholm har ikke kun betydning for programoversigten. Der vil blive adskillige afledte effekter, som rammer Bornholm i negativ forstand, og derfor gør den kommende borgmester, Frederik Tolstrup, klar til kamp.

Han vil have sine partikammerater på Christiansborg til at forstå alvoren af situationen. For der kan blive dømt rullende snebold, hvis tv-stationens hovedkvarter flyttes over eller reduceres kraftigt i sin nuværende form.

– Vi vil gøre alt for, at de her ændringer ikke bliver så markante, som der er lagt op til. Så jeg skal have en snak med nogen fra mit partis ledelse i løbet af de næste dage, for det her meget vigtigt. Jeg vil helst have, at de får taget alle de her ting af bordet. Og det vil jeg arbejde så meget som muligt for sker, siger Tolstrup.

I 2024 havde TV2 Bornholm samlede personaleomkostninger på omkring 50 millioner kroner, når man tæller fastansatte, freelancere og andre tilknyttede med. Det gav sammenlagt en skatteindtægt på omkring 12 millioner kroner til regionskommunen, og samtidig er der ikke medregnet de afledte effekter i form af skatteindtægter fra partnere til ansatte på TV2 Bornholm og indtægter til det lokale erhvervsliv.

Tv-stationen beskæftigede, hvad der svarede til 93 årsværk, og Lea Wermelin, folketingsmedlem for Socialdemokratiet, frygter konsekvenserne, hvis ekspertudvalgets anbefalinger bliver fulgt.

– Det er klart, at antallet af arbejdspladser betyder virkelig meget for Bornholm. I alle de 10 år, jeg var været valgt ind, har jeg kæmpet for mindre centralisering og mere decentralisering, og vi har behov for mere public service, ikke mindre, siger hun.

Et ekspertudvalg foreslår ændringer af TV 2-regionerne, som kan få omfattende betydning for TV2 Bornholm. Arkivfoto
Et ekspertudvalg foreslår ændringer af TV 2-regionerne, som kan få omfattende betydning for TV2 Bornholm. Arkivfoto

Det regnede ikke på Bornholm

Kommunalforsker Roger Buch undrer sig meget over politikernes planer om ændringerne af TV 2-regionerne.

– De er afgørende vigtige for det lokale og regionale demokrati, og det er noget af det bedste, der er sket for journalistikken. Der er ikke noget i nærheden af regionernes betydning, og man rører ved noget meget værdifuldt, siger han.

Roger Buch advarer også kraftigt mod, at TV2 Bornholm ikke længere skal være en selvstændig tv-station.

– Det vil være en ren illusion, hvis man forestiller sig, at man med et hovedkvarter på Sjælland skal kunne dække Bornholm, siger han.

Og her har Frederik Tolstrup et eksempel på, hvad den fysiske afstand til resten af landet også betyder af afstand i tv-mæssig forstand.

– Som landmand er jeg blevet ringet op af journalister ovrefra, hvor det har regnet rigtig meget. De har spurgt, hvad det har haft af konsekvenser for os, og det havde slet ikke regnet her på Bornholm, siger han.

Kulturministeriet gav historien om de kommende ændringer af TV 2-regionerne til Politiken, der bragte nyheden tirsdag morgen, mens der samtidig blev sendt en pressemeddelelse ud. Folketingsmedlemmerne fik først besked om planerne for ændringer af TV 2-regionerne mandag aften, og derfor fik Lea Wermelin travlt tirsdag.

– Jeg har haft fat i vores medieordfører, for jeg er meget bekymret i forhold til det her oplæg. Men det er vigtigt at understrege med to fede streger, at det er her et oplæg, som nogle eksperter er kommet med. Vi har ikke politisk sagt ja til noget af det her, siger hun.

Specialiserede stillinger

Frederik Tolstrup mener ikke, at politikerne er klar over TV2 Bornholms store betydning. For ét er, hvad skærmen viser, noget andet er, hvordan tv-stationen er med til at holde øen sammen. Han mener, at en hel eller delvis slagtning vil have voldsomme konsekvenser på andre områder.

– Det kommer til at betyde, at den motor, der er i vores kulturliv med TV2 Bornholm, vil forsvinde, og det vil have en negativ konsekvens for vores samfund. Det betyder også, at nogle måske vil flytte herfra, eller andre ikke vil flytte hertil, som ellers ville have gjort det. Det vil skabe negative ringe i vores samfund, og TV2 Bornholm har mange specialiserede stillinger med folk, der havde forestillet sig, at de skulle arbejde her i mange år, siger han.

Nok har ekspertudvalgets medlemmer brugt lang tid på at formulere deres forslag, men den reelle betydning, hvis forslagene ellers bliver til virkelighed, findes der ifølge Roger Buch ingen viden om i Danmark.

– Det er meget vigtigt, at man sørger for, at der er nogle radio- og tv-medier, som vitterligt bor på Bornholm. Der er ikke forskning på området i Danmark, men undersøgelser fra andre lande viser, at det har afgørende betydning for, hvad man dækker, om man er fysisk til stede i området, siger han.

Lea Wermelin vil tage sagen op internt i Socialdemokratiet. Foto: Jesper Gynther
Lea Wermelin vil tage sagen op internt i Socialdemokratiet. Foto: Jesper Gynther

Den yngre generation

Ekspertudvalgets tre scenarier er blevet fremlagt i god tid, inden der faktisk skal træffes beslutninger. Derfor satser Lea Wermelin på at kunne få støbt nok ammunition til at afbøde konsekvenserne med solid argumentbeskydning.

– Forhandlingerne begynder først til foråret, og jeg håber, vi kan stå sammen her på Bornholm for at sige, hvor vigtig TV2 Bornholm er. Man kunne godt tænke lidt ud af boksen her i stedet for at skære ned. Hvad kunne man i stedet gøre for at få den yngre generation mere med?, siger hun og fortsætter:

– I øjeblikket har vi en situation med meget misinformation og techgiganternes store indflydelse på mediebilledet. Samtidig har vi svært ved at ramme de unge, så i stedet for at svække public service burde vi styrke det. Og jeg vil gøre alt for at kæmpe imod de her forslag, siger Lea Wermelin.

Ifølge Roger Buch skal vi dog føle os privilegerede over, hvordan situationen ser ud lige nu, og samtidig ikke stille forventningerne alt for højt.

– Bornholm er den bedst dækkede kommune, når det kommer til radio og tv. I den ideelle verden burde det være sådan, at alle kommuner var i den situation, men sådan bliver det ikke. Derfor er det ikke overraskende, at Bornholm kan risikere at komme ud af den helt unikke situation, øen har været i, siger han.

Men uanset hvad det ender med, vil Frederik Tolstrup begræde, hvis producerne fremover skal sidde ovre og dreje på knapperne.

– Seertallet vil falde enormt, hvis vi pludselig skulle have en fusion, hvor der skal produceres fjernsyn om Bornholm fra Køge, siger den kommende borgmester.

Regeringen lægger op til, at der skal være truffet en afgørelse om TV 2-regionernes fremtid, inden Folketinget går på sommerferie i juni.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT