Udenfor sæsonen i Listed

Udenfor sæsonen i Listed
Taimi og Lars Peter Jensen havde først campingvogn, men siden 2022 har de kørt i autocamper og været mange steder i Europa. Bornholm er dog blevet et af de foretrukne steder. Foto: Holger Larsen
ERHVERV | Fredag 13. december 2024 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Fredag 13. december 2024 • 15:30

Autocampere er blevet et stort aktiv for Listed Havn, og selv midt i december er der besøgende.

Den kolde vind kommer onsdag ind fra nordøst på Listed Havn, hvor der ikke er nogle mennesker at se...

Og så alligevel: Der holder en autocamper. Taimi og Lars Peter Jensen fra Snekkersten i Nordsjælland har midt i december taget turen til Bornholm. Nu er de inde i varmen hos tidligere havnefoged Ib Hansen på Listed Fiskerimuseum, som er etableret i et tidligere kølehus.

– Vi har rejst meget rundt i Europa, siden vi blev pensionister. Vi købte først en campingvogn, så en lidt større campingvogn, og siden 2022 har vi kørt rundt i en autocamper, fortæller Lars Peter Jensen.

– Vi er meget glade for Bornholm, som har det hele – klipper, strande, skove, alting – på meget lidt plads. Man behøver ikke at køre så langt. Vi har normalt cykler med, dog ikke på denne årstid. Men tirsdag gik vi turen til Svaneke og tilbage igen. Vi elsker at gå i naturen. Det gør vi også, når vi er i udlandet.

Besøgene på Bornholm giver også lejlighed til at besøge Taimis morbror.

Menneskelig kontakt

Og så har de fået et specielt godt øje til Listed Havn:

– Vi var hernede første gang på samme tid sidste år. Men da kørte vi igen, for her så ikke ud af så meget. Vi kom igen i august i år, og så kom Ib. Han tager sig godt af stedet, og han vil gerne snakke. Mange steder bliver man bare henvist til en billetautomat, men det er godt med den menneskelige kontakt. Vi fandt ud af, at her er liv og en god atmosfære. Men samtidig stille og roligt. Det kan vi godt lide, fremfor de store campingpladser, hvor vi alligevel ikke bruger alle faciliteterne, siger Lars Peter Jensen.

På Listed Havn har man de basale ting: Adgang til toilet og bad, mulighed for at komme af med spildevand og få frisk vand, og en helårsåben sejlerstue.



Listed Havn inviterede autocamperne indenfor for fire år siden, og for hvert år er der kommet flere autocampere til havnen. Foto: Holger Larsen

Østkajen

Det er fire år siden, at man på den private Listed Havn besluttede sig for at blive en del af den øgede autocamper-turisme, og siden er det bare gået fremad. Et autocamperbesøg midt i december hører dog til sjældenhederne.

– Det begyndte med, at der kom to-tre autocampere derned, og så talte vi om, at vi lige så godt kunne invitere dem indenfor, siger Gerner Espersen, formand for havnens bestyrelse.

Østkajen var tidligere, mens der blev fisket fra havnen, optaget af fiskekasser og andet fiskegrej. Nogle lysmaster, som tidligere gav lys til fiskerne, blev flyttet, og vupti var der god plads til autocampere.

– Det er en stor succes, at de kan holde på østkajen, siger Gerner Espersen.

Autocampere i flertal

Det er gået så godt, at autocamperne i 2024-sæsonen faktisk overhalede antallet af overnattende gæstebåde.

– Det er vi egentlig ikke så stolte af, griner Gerner Espersen.

– Det har været et lidt specielt år med bådene, for det blæste meget i juli, og på grund af det overhalede autocamperne lystsejlerne.

Antallet af autocampere på Listed Havn lå i år 30 procent højere end i 2023.

– Vi nåede grænsen for, hvor mange vi kan have samtidig, da vi havde ni autocampere på havnen på en enkelt dag.

– Jeg venter, at stigningen fortsætter til næste år. Nok ikke med 30 procent, men jeg tror, at vi igen får flere autocampere end både, siger Gerner Espersen.

– Vi tilbyder en plads, fordi det passer ind i vores kram, og jeg føler ikke, at vi konkurrerer med nogen. Vi lader dem betale det samme som en 10 meter-båd, og det er autocamperfolkene meget tilfredse med, tilføjer han.

Gamle sejlere

– Listed Havn har sin styrke i, at her er fred og ro. Der er ikke så meget "turistpang", og derfor ser vi heller ikke så mange unge og børnefamilier. Det er mest folk, der er lidt oppe i årene, siger Gerner Espersen.

Havneformanden oplyser, at man har fået flere faste kunder blandt autocampisterne, og nogle har allerede bestilt til næste år.

– Mange af dem er gamle sejlere. Når man først bliver trætte af at hive sejl op og ned og vente på godt vejr, så er der nogle, der skifter båden ud med en autocamper. De mennesker glider lige ind i havnemiljøet, for de kender det, siger Gerner Espersen.

Opsøgende arbejde

Ib Hansen stoppede som havnefoged for nogle år siden, men har stadig sin daglige gang på havnen:

– Det er mig, der har taget titlerne på mig, forklarer Gerner Espersen.

– Men vi har arrangeret os, så Ib står for alt vedrørende gæstesejlere og gæsteautocampere. Ib er vores ansigt udadtil. Han har den styrke, at han får kontakt til folk, og hvis han keder sig lidt i løbet af vinteren, så ringer han til dem og spørger, hvordan det går, og om de kommer igen til næste år, fortæller Gerner Espersen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT