Traditionsrig fabrik oplever besøgstal og omsætning som aldrig før

Traditionsrig fabrik oplever besøgstal og omsætning som aldrig før
Karina Skibby, leder og keramiker på Hjorths fabrik. Foto: Katrine Westh Sørensen
ERHVERV | Lørdag 27. juli 2024 • 15:30
ERHVERV | Lørdag 27. juli 2024 • 15:30

Hjorths Keramikfabrik i Rønne oplever et stigende besøgstal. Folk har ikke blot fået øjnene op for keramikken, men også for selv at få hænderne i leret.

Det er som at træde ind i en tidslomme, når man bevæger sig rundt i Hjorths keramikfabrik i Krystalgade, i hjertet af Rønne.

Sanserne rammes af duften fra de gamle trædøre og synet af de skæve trappeopgange, som er blevet slidt en anelse mere i den ene side end den anden i løbet af de 162 år fabrikken har eksisteret. Man kan nærmest høre de mange generationer af keramikere, som hver især har trådt rundt på de knirkende plankegulve i den gamle drejestue, og som har sat sig til rette ved en drejebænk, smurt ærmerne godt op og gået i gang med dagens produktion.

Hjorths Fabrik er et af de bedst bevarede minder fra industrialiseringen i hele Skandinavien, og fabrikkens drejestue står helt originalt og fungerer på samme måde i dag, som da Lauritz Hjorth i 1882 stiftede fabrikken. Huset og produktionen gik i de første mange generationer i arv, indtil Bornholms Museum officielt overtog driften af museumsdelen i 1980’erne.

I dag arbejder keramikere fra hele verden på Hjorths Fabrik for at dreje det keramik, som kan ses på hylderne i butikken i Krystalgade.


Drejestuen på Hjorths Fabrik i Rønne. Foto: Katrine Westh Sørensen


Valgte Bornholm til

Karina Skibby er leder og keramiker ved Hjorths keramik i Rønne. Hun startede som keramiker hos Hjorth i 2016 og flyttede halvandet år efter permanent til øen. Oprindeligt er hun uddannet pottemager i Næstved.

– Før jeg kom her, var jeg selvstændig i 20 år. Men jeg valgte Hjorth til frem for at være selvstændig, fortæller Karina Skibby og fortsætter:

– Siden Hjorth-familien havde stedet, har man kunne komme ind og se museet. Det var også dengang en ting, som man gjorde for turisterne.

– Men siden Bornholms Museum har overtaget det, er det blevet et decideret museum. Os der arbejder her producerer jo keramik. Vi er ikke bare statister, men uddannede keramikere. Og alt det vi producerer bliver enten solgt i butikker eller til restauranter. Så vi har en ret stor produktion her, og stedet er i gang hele tiden.

Keramikken har fået en renæssance

Hvad er der sket i de otte år, du har været her?

– Her er flere folk igennem. Besøgstallene er steget, og omsætningen er også steget gevaldigt i disse år. Det skyldes jo til dels også, at keramik har fået en renæssance. De sidste fem år har det været ret hot.

Karina Skibby fortæller, at det ikke kun er det færdige keramik, som har fået en renæssance, men også interessen for at prøve at lave det selv. Som aldrig før booker folk kurser for at få hænderne ned i leret.

– Vi tilbyder også kurser med en introduktion til at dreje keramik. Man lærer det jo ikke på halvanden time, men man kan prøve det af. På det seneste er det eksploderet med de gæster også. Folk vil gerne have hænderne i leret, lyder det fra Karina Skibby.

Hvilken påvirkning har turistsæsonen på Hjorths Fabrik?

– Når sommeren rammer, sker der meget. Det skaber gode forhold for forretningen. Vi har også flere ansatte her nu, end da jeg startede. Der er syv ansatte på produktionen. Lige nu har vi to praktikanter, en fra Chile og en fra England, og så får vi også en medarbejder tilbage fra Norge her til foråret. Så folk er her fra hele verden. Vi har også flere gange haft praktikanter fra Det Kongelige Kunstakademis Glas- og Keramikskole i Nexø.


Hjorths butik er fyldt med mennesker i Krystalgade i Rønne. Foto: Katrine Westh Sørensen


Konstant i udvikling

– Vi prøver på at udvikle på vores serier hele tiden. Så er der også noget, der falder fra og udgår, men det er man nødt til. Vi prøver konstant at udvikle os. Det er også en del af dét at være keramiker, at man får nogle ideer, man har lyst til at prøve af.

– Det er selvfølgelig godt for butikken og kunderne, at der hele tiden er nye ting at kigge på og købe, men det er også sjovt for os der arbejder her at udvikle og lave nye ting. I bund og grund få lov til at bruge vores kreativitet.

– Lige nu laver jeg nogle unikaprægede ting med noget lokal kaolin. Det er mere unika ting og ikke bare brugsting, så mest skåle og vasker. Kaolin er porcelænsler som kommer fra Kaolinsøen lige her uden for Rønne. På den måde arbejder vi meget lokalt.

Karina Skibbys unikaer er vidt forskellige, dog deler de det samme rå udtryk som var det en afspejling af de bornholmske klipper. Hun og de andre keramikere på Hjorths Fabrik fortsætter med at skabe nye fortolkninger af den keramiske tradition på Bornholm.


En af de ansatte er trukket i arbejdstøjet oppe på drejestuen på 1. salen af Hjorths fabrik. Foto: Katrine Westh Sørensen

 


De originale drejebænke bliver stadig brugt den dag i dag, på Hjorths Fabrik i Rønne. Foto: Katrine Westh Sørensen

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT