Stor bøde til kiosk i Rønne skyldes ekstra overtrædelse

ERHVERV | Lørdag 12. november 2022 • 05:30
ERHVERV | Lørdag 12. november 2022 • 05:30

Et forkert ansøgningsskema og en anden overtrædelse er årsagen til, at Hafniakiosken står til at modtage stor bøde.

 

Det er et forkert ansøgningsskema, der har bragt ejeren af Hafniakiosken i Rønne, Martin Schou, i uføre hos Sikkerhedsstyrelsen.

Tidligere på ugen skrev Tidende om, at kioskejeren havde modtaget en politianmeldelse fra Sikkerhedsstyrelsen, hvor han står til en bøde på minimum 30.000 kroner, fordi han under et kontrolbesøg fra styrelsen ikke havde tilladelse til at sælge e-cigaretprodukter, men kun tilladelse til at opbevare dem.

Martin Schou fortalte, at han var blevet informeret om, at det skulle handle om et forkert kryds på et ansøgningsskema, men Sikkerhedsstyrelsen oplyser i en mail til Tidende, at "registrering til markedsføring af elektroniske cigaretter ligger i én blanket, og registrering til fremstilling og oplagring af disse sker i en anden blanket. Det er altså ikke umiddelbart muligt at afkrydse den forkerte boks i forbindelse med ansøgningen."

Og Martin Schou har også fundet ud af, at det er der, fejlen er opstået.

– Jeg har fået sendt forkerte papirer ind. Det er lidt indviklet at finde ud af, og den første medarbejder har vist mig skemaet til oplagring af e-væske. Så det er rigtig nok, at det ikke handler om et forkert kryds, men om, at jeg ved en fejl har indsendt det forkerte skema. Det er jo ikke noget, jeg har gjort med ond mening, og det blev jo rettet hurtigt, siger Martin Schou fredag til Tidende.

Han tilføjer, at der åbenlyst er sket en misforståelse, og at det derfor stadig er voldsomt med en bøde, der efter sigende ikke bliver under 30.000 kroner.

Forvirring over duftkugler

Netop bødens størrelse kan man undre sig over, når man kigger på Sikkerhedsstyrtelsens hjemmeside.

Her står det beskrevet, at "bøder for manglende registrering til salg af e-cigaretter og e-væsker, som forhandler lyder på 10.000 kroner."

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen, der ikke ville gå ind i den konkrete sag med Hafniakiosken, kan der dog være flere faktorer, som gør, at bøden alligevel bliver større.

– Hvis en virksomhed præsenteres for en bøde på 30.000 kroner for overtrædelse af registreringsforpligtelsen i forhold til e-cigaretprodukter, skyldes det, at der er tale om enten skærpende omstændigheder eller også foreligger der en overtrædelse af mere end én bestemmelse, skriver styrelsen til Tidende.

Martin Schou forklarer, at der er en anmeldelse for en anden overtrædelse.

– Dengang det blev ulovligt at sælge mentolcigaretter, gik man over til at sælge sådan nogle aromakugler og mentolkort, som man kunne købe og sætte ned til cigaretten. Jeg havde aromakugler stående fremme og fik så en dag at vide, at de måtte ikke stå fremme, men skulle stilles ind bag ved sammen med tobakken. Det gjorde de også gjorde den dag, kontrollanten kom, men hun fortæller mig så, at jeg slet ikke må have det i kiosken, forklarer Martin Schou.

– Det kunne jeg slet ikke forstå, for jeg havde fået noget andet at vide. Min leverandør må åbenbart gerne sælge det til mig, men jeg må bare ikke sælge det til forbrugerne. Men hvorfor skulle jeg købe det hjem, hvis jeg vidste, at jeg ikke må sælge det? siger kioskejeren.

Aroma- eller duftkugler bliver blandt andet også brugt i støvsugeposer eller lignende, hvor man gerne vil neutralisere dårlig lugt, men det er ikke lovligt at reklamere for og sælge aromakugler, når det har forbindelse til tobakssalg.

– Jeg fik først at vide, at det ikke må stå placeret med relation til tobak, men da jeg spurgte til, hvis jeg stillede dem et helt andet sted, fik jeg at vide, at det var ligegyldigt, hvor det stod henne. Jeg var blevet anmeldt for overtrædelsen uanset hvad, fortæller Martin Schou.

Han finder det en smule dobbeltmoralsk, når man i flere supermarkeder kan købe aromakuglerne i én afdeling og derefter gå over i supermarkedets kiosk og købe cigaretter. Det kommer ud på det samme, mener kioskejeren.

– Men jeg må bare afvente og se, hvad der kommer i min e-boks, og hvad mine rettigheder er. Jeg er i hvert fald ikke enig i nogen af anmeldelserne.

FÅ ABONNEMENT