Søren Hørning erkender, at det ofte kan forekomme, og det skyldes, at renovationsarbejdere er ansat på fyraftensakkord, hvilket betyder, at hvis man er færdig med sin rute før tid, så kan man gå hjem og stadig få fuld løn, og det får mange til at skynde sig. Derfor ser man renovationsarbejdere slæbe og slynge affaldssækken op i renovationsbilen, da det sparer tid.
– Vi skynder os, fordi når vi er færdig med ruten, har vi fri. Det er den gulerod, der er, siger han og fortæller, at han selv møder klokken 5 og går hjem ved 11-12-tiden og får fuld løn for det.
Han er dog ikke selv fan af ordningen, da han mener, den lokker folk til netop at sætte tempoet unødigt op.
– Det er et gode, men det er også rent knokkelarbejde, for jeg burde jo ikke være færdig før klokken 13. Det er med til at sætte tempoet op, og så stiger risikoen for uheld, og det har jeg da også som tillidsmand klandret firmaet for, siger han.
– Vi burde have sat os ned og sagt, det er fandeme ikke i orden, at vi bliver aflønnet på den måde, for den måde, vi arbejder på, er med til at slide os ned, siger han.