Sagsbehandlingen trækker ud: Lange udsigter for minkavlere

Sagsbehandlingen trækker ud: Lange udsigter for minkavlere
Arkivfoto: Berit Hvassum
MINKAVL | BORNHOLM | ABONNENT | 7. OKT 2021 • 17:00
Af:
Anette Vestergaard/Ritzau
MINKAVL | BORNHOLM | ABONNENT
7. OKT 2021 • 17:00

Fødevareministeren fastholder, at et milliardbeløb i erstatning til tidligere minkavlere vil blive behandlet inden for tre år. Men det sår eksperter tvivl om.


For knap et år siden fik alle landets minkavlere besked på, at de skulle aflive alle deres dyr for at undgå at sprede smitte med muteret coronavirus.

I januar landede så en politisk aftale om en historisk stor kompensation til minkerhvervet. Knap 20 milliarder kroner i erstatning til minkavlerne og følgeerhvervene lød aftalen på.

Indtil videre er kun 1,9 milliarder kroner af de 20 milliarder blevet udbetalt. Efter planen skal erstatningerne til avlerne være færdigbehandlet i løbet af tre år.

Den vurdering bliver der nu stillet spørgssmålstegn ved af en advokat.

– Det bliver yderst presset og virker urealistisk at nå sagerne inden for tre år. Man kan ikke bare lave én model og så rulle den ud på alle farme, udtaler Anette Kusk, advokat og partner i Dahl Law, til DR.

I et skriftligt citat siger fødevareminister Rasmus Prehn (S) til Ritzau, at han stadig forventer, at sagerne er behandlet inden for tre år. Men at det er en stor opgave, der tager tid.

– Mine embedsfolk siger til mig, at de forventer, at arbejdet vil tage cirka tre år, før alle minkavlere har fået en afgørelse fra erstatnings- og taksationskommissionerne og udbetalt deres fulde erstatning, lyder det.

Sideløbende med kompensationssagerne foretager minkkommissionen i dag de første afhøringer. Kommissionen skal blandt andet undersøge om grundloven blev brudt og i så fald hvem, der er anvarlig.

 


Tidslinje

17. juni 2020: Den første minkbesætning i Danmark slås ned efter smitte med covid-19.

1. oktober: Smitten breder sig på minkfarme i Vest- og Nordjylland. Regeringen beslutter at raske mink i en radius af 7,8 kilometer fra smittede farme skal aflives.

4. november: Regeringen beslutter at alle mink i Danmark skal aflives inden 16. november. Det sker af frygt for at virusmutation kan forringe coronavaccinernes effekt.

18. november: Fødevareminister Mogens Jensen (S) trækker sig efter hård kritik.

21. december 2020: Folketinget vedtager lovgrundlaget for minkindgrebet. Efterfølgende indgåes en politisk aftale om kompensation til minkavlerne på 19 milliarder kroner.

7. oktober 2021: Minkkommissionen går i gang med at undersøge om grundloven er overtrådt i forbindelse med nedlægningen af det danske minkerhverv.

Kilde: Jylland-Posten