Restaurant i Rutsker med stort underskud: Ser optimistisk på fremtiden

Restaurant i Rutsker med stort underskud: Ser optimistisk på fremtiden
The Ranch åbnede tilbage i 2017. Her er det Hanne Halberg (t.v.) sammen med søster Anni. Foto: Jens-Erik Larsen
NYHED | RUTSKER | ABONNENT | 22. JUN 2022 • 06:00
NYHED | RUTSKER | ABONNENT
22. JUN 2022 • 06:00

The Ranch ApS kom ud af 2021 med et minus på 533.816 kroner før skat. Det er et markant værre resultat end i 2020, hvor underskuddet lød på 42.697 kroner.

Det fremgår af virksomhedens årsregnskab.

– Vi blev lidt hårdt ramt af corona. Men det tegner allerede bedre i 2022, siger Hanne Stallknecht Halberg, der sammen med Tommy Halberg udgør direktionen hos The Ranch ApS.

På trods af underskuddet for 2021 og en egenkapital i virksomheden, der nu er på minus 721.324 kroner, så ser Hanne Halberg positivt på fremtiden.

– Vi kan tydeligt mærke, at verden ser mere normal ud nu, og der er lidt flere sammenkomster. Vi kommer måske ikke helt på ret køl, men vi regner med at komme tæt på. Så vi ser optimistisk på fremtiden, fortæller hun til Tidende.

Nervøs over tilbagevendende coronasnak

The Ranch, der er en restaurant i Rutsker, har som mange andre i branchen haft det hårdt under coronanedlukningerne, og det har bestemt ikke været nemt at gå igennem, fortæller Hanne Halberg.

– Man sidder med hjertet oppe i halsen og tænker: ’Hmm går det nu også’. Det hjælper, at vi har andre virksomheder, som vi kan dække lidt ind med, men det er ikke sjovt.

Det er derfor heller ikke sjov læsning, når coronasnakken igen dukker op i nyhederne, og der berettes om stigende smittetal.

– Man bliver lidt nervøs, når man begynder at høre snak om corona igen. Men mon ikke vi er kommet så langt, at vi ikke skal have en nedlukning i samme grad. Jeg er optimist, så det håber jeg på, siger Hanne Halberg.

Hun tilføjer, at det er nemmest ikke at tænke så meget over det, fordi det alligevel ikke nytter det store.

– Det er bare at give den gas og krydse fingre for, at det kører.