Ramo har købt sin egen arbejdsplads: 'Jeg kan ikke lide, folk kalder mig chef'

For snart otte år siden kom den statsløse kurder Ramazan "Ramo" Aziz til Bornholm som flygtning. Nu ejer han en af Rønnes mest populære pizzeriaer – og drømmer om at blive dansk statsborger.

Navnet er det samme, menuen er den samme, og lokalerne er de samme. Derfor er det måske gået lidt under radaren, at et af Bornholms mest travle pizzeriaer har skiftet hænder. Men den er god nok: Siden 1. august sidste år har det været Ramazan "Ramo" Aziz, som har været ejer af Pizza Kebab House på Laksetorvet i Rønne.

Den nye ejer kender stedet rigtig godt, for han var medarbejder inden overtagelsen. Ramo har et tæt forhold til den daværende ejer Adem Akdeniz, som Ramo kalder for sin onkel, men alligevel kom det lidt som en overraskelse, da Adem en dag prikkede ham på skulderen og spurgte, om han kunne tænke sig at købe pizzeriaet. Adem ville nemlig gerne skifte branche og drive et overnatningssted sammen med sin familie.

– Jeg blev stolt over, at han mente, jeg godt kunne klare det. Men jeg var også lidt usikker, da det jo er et kendt sted, siger Ramo.

Da Adem forsikrede ham om, at han nok skulle hjælpe ham i gang, takkede Ramo ja til tilbuddet og købte det populære spisested. Og selvom Adem i dag er travlt optaget som ny ejer af Rønne Vandrerhjem, som han driver sammen med sin kone, nyder Ramo stadigvæk godt af, at han kan ringe til sin gamle læremester og få gode råd til blandt andet alt det papirarbejde, der følger med, når man bliver selvstændig.

– Min onkel har lært mig alt, hvad jeg ved. Det er ham, der har vist mig, hvordan man skal lave maden, gøre rent, holde butikken og snakke med kunderne. Men han havde ikke lært mig om papirarbejdet. Det har været lidt hårdt for mig at lære, og han kommer stadig og viser mig, hvordan jeg skal gøre det rigtigt, siger Ramo.

Bortset fra papirnusseriet har han haft en god start som den nye ejer af Pizza Kebab House.

– Det har været spændende, og indtil videre er der ikke noget, som er gået galt. Og jeg håber heller ikke, der går noget galt.

Fra Kurdistan til Klemensker

Der er en grund til, at Ramo virker lidt påpasselig med at tage fremtiden for givet. Han ved nemlig alt for godt, at livet lige pludselig kan blive vendt på hovedet, og så er alt, man kender til, ændret.

Han blev født i 1996 i Kurdistan, som er et område, som strækker sig over flere lande i Mellemøsten. Kurderne er statsløse, og de oplever derfor, at de ikke har lige så mange rettigheder som resten af borgerne. De må for eksempel ikke gå i skole. Men Ramo var heldig at få mulighed for at gå i FN-skolen i Irak, og han lærte derfor både at læse og regne.

Ramos forældre var politisk aktive og kæmpede for, at kurderne skulle få flere rettigheder. Desværre døde Ramos far pludseligt, og resten af familien så sig nødsaget til at flygte fra Kurdistan.

– Var min far ikke død, så havde jeg nok ikke været her på Bornholm i dag, siger Ramo.

Som 15-årig kom Ramo til Tyrkiet, og fem år senere blev han stoppet af den danske paskontrol, da han var på vej mod Sverige. Her var hans mor og to brødre allerede nået hen, men skæbnen ville altså, at Ramo blev asylansøger i Danmark. Og der skulle ikke gå længe, før skæbnen sendte ham videre til Bornholm.

15 dage efter han blev stoppet i paskontrollen, kom han til asylcenteret på Segenvej i Almindingen. Og selvom han ankom i den kolde tid mellem jul og nytår 2016, blev han ikke skræmt væk.

– Jeg elsker kulde, så det er fint nok for mig. Jeg var også træt af varmen, siger han.

Hvordan blev du modtaget af bornholmerne?

– Siden dag et følte jeg mig bare hjemme, og det var ikke sådan, at jeg følte mig ensom. Aldrig nogensinde. Jeg har følt det helt fantastisk på Bornholm.

– Jeg har mødt rigtig mange bornholmere, og jeg har aldrig oplevet noget dårligt på Bornholm, eller at nogle har sagt noget racistisk til mig.

Den varme velkomst betød, at Ramo valgte at blive på Bornholm, da han fik sin opholdstilladelse. Han flyttede til Klemensker og fik arbejde på mejeriet. Og hvad der måske var endnu mere vigtigt: Han begyndte til fodbold i Knudsker. Fodboldvennerne har nemlig betydet meget for ham.

– Jeg har jo spurgt dem 20.000 gange, hvordan man siger det ene og det andet, og de har aldrig sagt: Hold nu kæft, Ramo. Så jeg har lært rigtig meget dansk af at spille sammen med dem, siger Ramo, som er så taknemmelig for hjælpen, at han nu er sponsor i Knudsker IF, og derfor står der Pizza Kebab House på spillertrøjerne.

Altid været arbejdsnarkoman

I 2019 begyndte Ramo at pendle til København, da han gerne ville tage en uddannelse som frisør. Men i 2020 kom coronapandemien og lukkede alle saloner ned, og så var gode råd dyre.

Redningen blev Adem Akdeniz, som han kendte i forvejen. Han gav ham et job på Pizza Kebab House – men nu er Ramo altså ikke længere medarbejder, men chef. Og det passer ham egentlig meget godt. Han har nemlig en tendens til altid at arbejde mange flere timer, end han får løn for, og det giver lidt mere mening, når det er en selv, man arbejder for.

– I alle mine andre job har jeg altid arbejdet for meget. Jeg arbejder rigtig mange timer. Selvom der ikke er behov for det, tænker jeg altid, at jeg skal arbejde mere, fordi jeg godt kan lide at arbejde og have lidt stress, siger Ramo, som har en vane med at forpurre sine egne fridage.

– Nogle gange sidder jeg hjemme til klokken et-to efter middag, og så tænker jeg, at jeg har fri i dag, men jeg går lige en halv time derover, og så drikker jeg noget. Og så kommer jeg her, og så går jeg ikke igen, fordi det er ligesom, man bliver afhængig af det, siger Ramo, som derfor også mere ser livet i pizzeriaet som en hobby end som et arbejde.

– Og så vil jeg jo også gerne være sikker på, at kunderne er glade, og at maden er ordentlig. Specielt når man arbejder med service og mad, så skal man være opmærksom på dét, siger Ramo.

Han erkender, at når der er virkelig travlt, kan der desværre ske en fejl eller to. Det sker typisk i weekenden, hvor Pizza Kebab House kan få helt op mod 50-70 bestillinger. Så kan det være, at der bliver glemt en udbringning, men Ramo prøver altid at gøre det godt igen.

– Det bedste ved bornholmerne er, at de ringer. De bliver ikke sure på dig og kommer så aldrig tilbage. Det er vi meget glade for. Vi spørger også altid, om vi kan gøre noget, og så vi finder en løsning, så vi ikke bliver uvenner.

Man reparerer ikke en succes

Mens Ramo godt kan lide at være chef, føles det stadig mærkeligt for ham at blive kaldt det.

– Jeg synes, det er fedt, men jeg kan ikke lide det, når folk kalder mig chef. For jeg har jo selv været medarbejder, og jeg føler også, at jeg stadigvæk er medarbejder og bare hjælper til med at drive det, siger Ramo, som har forsøgt at fortsætte den ledelsesstil, som Adem Akdeniz havde.

– Jeg kender alle medarbejderne, og jeg kender også deres familie, så vi er meget tætte på hinanden. Jeg har også taget en ung gut, Silas, under mine vinger. Og de gør alle sammen deres bedste, ligesom jeg selv gør. Så jeg synes ikke, der er nogen forskel mellem at være chef og medarbejder.

Så du laver også stadigvæk selv pizzaer?

– Ja, ja, det gør jeg stadigvæk. Der er nogle ting, hvor det er mig, som skal gøre det, lige meget hvad. For eksempel hvis der skal laves nogle af de hjemmelavede ting, som en bestemt dej, chili eller kødsovs. Det er nemlig mig, der ved, om der skal lidt ekstra salt eller lidt mindre salt i. Og hvis jeg ikke ved det, så ringer jeg til min onkel, siger Ramo, som har stor respekt for den måde, som den daværende chef drev pizzeriaet på. Derfor har han heller ikke lavet nogen ændringer.

– Hvis noget virker, skal man ikke røre ved det. Bornholmerne kan heller ikke lide ændringer. De ved godt, hvad de vil bestille, siger han.

Du vil heller ikke ændre navnet?

– Nej, nej. Det er et navn, som passer fint. Alle byer har et pizza og kebab house, så hvorfor ikke Rønne? siger Ramo, som dog afslører, at han vil renovere lidt indenfor; blandt andet vil han på et tidspunkt male dørene og lave en ny kasse.

Ved hvem man hilser – og ikke hilser

Når kurderen ser fem år frem i tiden, håber han, at han kan kalde sig dansker, og at han stadigvæk driver Pizza Kebab House. Men man ved jo ikke, hvad der sker, påpeger han.

– Jeg vil søge om dansk statsborgerskab, og så tror jeg, jeg bliver på Bornholm. Jeg tænker ikke på at flytte eller bo et andet sted. Det kan jeg ikke. Jeg har jo mine venner her, jeg har forretning her, jeg har mit hus her, og så flytter mine brødre nok snart hertil. Her har jeg næsten alt, jeg skal have, siger Ramo.

– Så jeg tror ikke, jeg skal starte forfra et andet sted. Det vil nok være en dårlig idé.

Hvorfor betyder Bornholm så meget for dig?

– Jeg kan godt lide Bornholm, for jeg har aldrig oplevet noget dårligt. Som jeg sagde før: Hver gang jeg er på Bornholm, føler jeg mig hjemme. Når jeg tager på ferie i to-tre uger, savner jeg Bornholm, og det har ikke noget med forretningen at gøre. Hvis jeg ikke har forretningen næste år, vil jeg stadig blive på Bornholm.

– Når jeg går i byen, kan jeg minimum finde tre-fire mennesker på vejen, jeg kender. Og det kan man ikke finde i København eller andre steder. Det er derfor, jeg kan godt lide Bornholm, fordi næsten alle kender hinanden. Man ved godt, hvem man hilser eller ikke hilser på.

– Og det, jeg hader allermest, er trafik, og det er der jo ikke så meget af på Bornholm, siger Ramo, som i dag bor i Rønne, men nogle gange tager til Nexø, Gudhjem og Allinge for at besøge venner.

– Men om sommeren er jeg næsten kun i butikken, griner han.

Læs også:

Skolelærer og pizzamand køber og renoverer vandrerhjem for millioner