Lodsstationen i Allinge er bemandet døgnet rundt. Fire bådmænd deles om vagterne, og lodsbåden stikker til havs cirka 1.000 gange om året. Mødestederne er markeret på søkortet, og opgaven er altid den samme: at hente eller bringe lodser.
Normalt sejler bådmændene ud alene.
– Vi er kun to, når det blæser over 15 m/s, siger Ole Hansen.
Af- og påstigning sker ved, at lodserne kravler ned ad en lejder og hopper om bord på Papa – eller omvendt. Rullekufferter hejses op og ned seperat. Lodserne kommer til og fra Allinge via Rønne og fortsætter videre med fly eller færge.
Klokken 04.00, natten mellem torsdag og fredag, skal Papa afsted igen. Det er to lodse, der skal ombord på et skib, som skal til Skagen.