Overskuddet er faldet markant i byggeforretning

Overskuddet er faldet markant i byggeforretning
Generelt er byggeriet blevet dyrere, fordi materialepriserne er blevet dyrere, siger Kim Christiansen, der skærer problemet helt ind til benet. Foto: Allan Rieck
INTERVIEW | ERHVERV | BORNHOLM | Onsdag 1. december 2021 • 15:30
INTERVIEW | ERHVERV | BORNHOLM | Onsdag 1. december 2021 • 15:30

Der har været gang i byggebranchen. Rigtig meget gang i den endda, men det er en myte, at de tjener tilsvarende ligeså mange penge, fortæller Kim Christiansen, der ejer Nordbornholms Byggeforretning.


Hos Nordbornholms Byggeforretning er man vant til at tjene beløb med op til mange nuller efter. I 2017 kom firmaet ud med et overskud på lige knap otte millioner kroner, men siden da er overskuddet faldet en hel del. Årets overskud på 417.000 kroner bliver også betegnet som et "lille overskud" af ejer Kim Christiansen.

– Det er et mellemår, hvis vi ser på vores regnskaber. Det går nok. Det er ikke noget jubelår. Men vi kan betale vores regninger, og vi har ikke været syge. Så det kan vi jo prise os lykkelige for, siger Kim Christiansen

Han har i år og sidste år skullet høre meget på myten om, at håndværkervirksomheder tjener frygtelig mange penge, fordi der efter corona hele tiden er noget at lave. Coronaen forsvandt så småt, og folk havde penge gemt, som mange brugte på istandsættelse med mere. Der var nok at lave, forsikrer Kim Christiansen, men hans virksomhed tjente ikke mange penge på det. Det var der faktisk ikke mange i branchen, der gjorde, fortæller Kim Christiansen. Det skyldes, at priserne på materialerne er steget meget voldsomt den seneste tid.

– Jeg har været i branchen i 39 år, og jeg har aldrig været vidne til noget lignende, fortæller Kim Christiansen.

Lidt for godt tilbud

Inden coronaen nåede Kim Christiansen og resten af branchen at give et godt tilbud på diverse entrepriser. Coronaen lukkede det meste af samfundet ned, også byggebranchen. Men da man så måtte gå i gang med at bygge, var priserne på materialet steget med over 100 procent, men derfor kunne hverken Nordbornholms Byggeforretning eller lignende virksomheder ændre deres oprindelige tilbud. Kort sagt var det oprindelige tilbud lidt for godt og uden fortjeneste for virksomheden.

– Når der gik trekvart år, fra man gav tilbud, til man fik byggetilladelse, og videre til man fik bygget, var materialeprisen steget helt vildt i mellemtiden. Godt nok har vi har tjent 400.000 kroner, og det er fint, men det er hverken tilfredsstillende eller nok, når man skal konsolidere sig som virksomhed, købe maskiner og i det hele taget opgradere virksomheden, siger Kim Christiansen.

Efterspørgslen på materialer er steget meget, og markedsmekanismerne er nu engang sådan, at så følger prisen efterspørgslen, hvis ikke udbuddet af materialer stiger. Ifølge Kim Christiansen er alt træ, stål og andet materiale blevet købt op i udlandet af blandt andet virksomheder i Kina og USA. Fremover betyder det, at byggeri bliver dyrere, og derfor tror Kim Christiansen, at der kommer lidt ro på i byggebranchen. Det skulle gerne ende i en blød landing, som han kalder det.

– Jeg håber og tror på, at det bliver bedre. Nu kan vi afgive tilbud, der svarer til materialepriserne. Men der er ikke noget, der er sikkert, har jeg erfaret i mine 39 år. Vi skal gøre os kæmpe umage, og det skal man, hvis man vil køre en seriøs forretning, siger Kim Christiansen.

Ser du muligheder i, at flere virksomheder måske har haft svært ved at klare sig med de høje materialepriser?

– Det ville måske nok være fornuftigt at lave nogle fusioner og indkøb af virksomheder, af dem der har det svært med materialepriserne. Men det er blevet svært at bygge i dag, og skal der fusioneres, skal det være med dygtige folk, siger Kim Christiansen.

FÅ ABONNEMENT