Opbakning til privat plejehjem: Svært ved at se ulemper

Opbakning til privat plejehjem: Svært ved at se ulemper
De roser det op over skyerne, siger ældrerådets formand om beboerne på landets friplejehjem. Arkivfoto
ERHVERV | Fredag 14. juli 2023 • 15:30
ERHVERV | Fredag 14. juli 2023 • 15:30

Et privat plejehjem på Bornholm ønskes velkommen af Ældrerådet, der har svært ved at se ulemper. Ældresagen mener derimod, at det er vigtigt fortsat at have fokus på, at det kommunale tilbud bevarer en høj standard.

Der er blandede holdninger til planerne om etablere et friplejehjem på Bornholm, når man spørger Ældresagen og Ældrerådet.

En gruppe bornholmere ønsker at oprette et friplejehjem på Bornholm med en evangelisk luthersk profil, og selvom planerne stadig er nye og konkrete, har man spurgt Bornholms Regionskommune om mulighederne for at finde et egnet areal i Rønne, fortalte Paul Kjøller, tidligere landssekretær i Evangelisk Luthersk Mission, til Tidende fredag.

– Vi vil gerne have fundet placeringen, før vi går videre med projektet, og når vi satser på rønneområdet, er det på grund af den trafikale tilgængelighed, indkøbsmuligheder med videre, fortalte Paul Kjøller.

Hos det bornholmske ældreråd hilser man initiativet velkommen.

– Uden at have talt med resten af Ældrerådet endnu, så er jeg sikker på, at vi kan bakke op om sådan et friplejehjem. Jeg synes, det er en rigtig god idé. Fordelen er, at folk har mere medbestemmelse på de frie plejehjem, end man har på de kommunale, siger formanden for Ældrerådet, Erik A. Larsen, der kun har hørt gode ting om de private plejehjem i resten af landet.

– Vi hører, at det fungerer meget fint, og folk er særdeles tilfredse med at bo der. De roser det op over skyerne. Måske fordi de nok har mere indflydelse på, hvordan de bor, og hvad der skal ske af aktiviteter, fortæller ældrerådsformanden.

Det offentlige tilbud vigtigt

Hos Ældresagen Bornholm er man ikke helt så positivt stemt, omend man anerkender, at det altid gavner, når der er flere valgmuligheder.

– Mit budskab er lidt dobbelt. Det er fint nok, at det er valgmuligheder, men jeg håber i allerhøjeste grad og tror på, at man prioriterer de ældre samt børn og unge, så langt økonomien rækker. Der skal ikke herske tvivl om, at min tilgang som lokalformand er, at jeg synes, det er vigtigt, at det offentlige tilbud har en kvalitet, så det er til gavn og glæde for vores borgere, forklarer Ældresagens lokalformand på Bornholm, Steen Thomsen og tilføjer:

– Hvis det kommunale tilbud er af den kvalitet, som det skal være, så er det også meget tænkeligt, at det private ikke får noget ben at stå på.

Ifølge Erik A. Larsen er det dog svært at få øje på ulemperne ved et friplejehjem på Bornholm.

– Jeg har svært ved at se det. Jeg kender ikke økonomien, og det er det eneste, der kan være en ulempe. Hvad man skal betale for at komme ind, og hvad man skal betale for at bo der. Ellers har jeg svært ved at se, hvad der kan være af ulemper, siger Ældrerådets formand.

Store besparelser truer

Gruppen, der står bag initiativet, er sikre på, at behovet på Bornholm er til stede.

– Der er et behov for flere plejehjemspladser på Bornholm, og vi er ret sikre på, at der i vores bagland er en interesse for et plejehjem med vores profil, lød det fra Paul Kjøller fredag.

Og med tanke på den nuværende økonomiske tilstand i Bornholms Regionskommune, hvor der er lagt op til markante besparelser næste år, så kan et friplejehjem også være fordrende, mener Erik A. Larsen.

– Set i lyset af, hvordan økonomien er i regionskommunen og det sparekatalog, vi har liggende foran os, så kan jeg kun hilse friplejehjem velkommen. Det ser barskt ud, og hvis de ting bliver gennemført, så bliver det ikke sjovt at bo på et plejecenter i fremtiden under det kommunale, siger Erik A. Larsen.

Formanden for Ældresagen Bornholm, Steen Thomsen, understreger, at han ikke er blind for, at kommunalbestyrelsen står i en vanskelig situation, men han håber fortsat på, at det kommunale plejehjemstilbud kan bevare en god standard. Trods de store besparelser, der ligger og lurer.

– Jeg håber, at det tilbud kan forblive så godt, at det stadig falder naturligt for vores borgere herovre at vælge det. Det danske samfund, og for mig at se også det bornholmske samfund, beror på, at vi er fælles om at være borgere i Danmark og i vores kommuner.

Gruppen bag projektet om et friplejehjem i Rønne har oprettet en side på Facebook med det formål at samle en kreds af interesserede venner. Det nævnes, at man er i kontakt med en erfaren konsulent på området, og at der ikke mindst i opstartsfasen vil være behov for likviditet, og at man derfor er interesseret i tilsagn om økonomisk hjælp.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT