Omsætningen steg med 600 millioner kroner

Omsætningen steg med 600 millioner kroner
Jensen-Group begyndte som maskinfabrik på Bornholm i 1937. I dag er det en international milliardkoncern, som oplevede vækst i både omsætning og driftsresultat i 2022. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Fredag 10. marts 2023 • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Fredag 10. marts 2023 • 11:00

Driftsresultatet for 2022 er 5,1 procent bedre end året før.

Stigende inflation og forstyrrelser i forsyningskæden var nogle af de udfordringer, Jensen-Group kæmpede med sidste år. Trods det oplevede koncernen med fabrik i Rønne vækst i både omsætningen og nettoresultatet, fremgår det af en pressemeddelelse.

Fra kontoret i Belgien lyder det, at omsætningen i Jensen-Group steg fra 259,7 millioner euro (1,93 milliarder kroner) i 2021 til 341,6 millioner euro (2,54 milliarder kroner) i 2022, en stigning på 31,5 procent. Driftsresultatet landede på 22,4 millioner euro (166,7 millioner kroner) i 2022 sammenlignet med 21,3 millioner euro (158,5 millioner kroner) i 2021, en stigning på 5,1 procent.

Koncernen forklarer omsætningsfremgangen med en højere ordrebeholdning ved udgangen af 2021 og en fortsat stærk ordreindgang i løbet af 2022. Faktisk oplevede Jensen-Group den højeste ordreindgang i sin historie i 2022, hvor koncernen modtog ordrer for 364,4 millioner euro (2,71 milliarder kroner), en stigning på seks procent i forhold til 2021. Både hvad omsætning og nye ordrer angår, er Jensen-Group tilbage på niveauet fra før covid-19, og det er tidligere end forventet.

Højere indtægter og lavere organisationsomkostninger har smittet positivt af på driftsresultatet, mens forstyrrelser i forsyningskæden med lavere driftseffektivitet til følge og højere end forventet omkostningsstigninger fra leverandører har smittet negativt af, forklarer Jensen-Group i pressemeddelelsen.

Jensen-Group tog sin begyndelse på Bornholm i 1937, da Ejnar Jensen etablerede sin maskinfabrik. I 1960 udviklede Jørn Munch Jensen den første foldemaskine til industrivaskerier og begyndte at markedsføre produktetover hele verden.

FÅ ABONNEMENT