– Jeg har købt ind hos Marken i flere år. Det er super gode grøntsager, og jeg har været fast kunde, siden jeg var deroppe første gang i 2020, siger hun og fortæller videre, at hun blandt andet meldte sig som frivillig, fordi hun beundrer Marken Bornholms arbejde og den idealistiske tanke, der er bag.
– Bornholm har i den grad brug for friske grøntsager og frisk mad, siger hun og uddyber, at særligt krigen i Ukraine har fået hende til at tænke, at jo mere selvforsynende, Bornholm kan være, jo bedre.
– Jeg synes, det er en fantastisk måde til hjælp til selvhjælp. Jeg er interesseret i, at det her går rigtig godt, og derfor giver jeg en hånd med, for så får jeg selv nogle rigtig gode grøntsager. Ikke naturalier, men jeg får mulighed for at købe dem, forklarer hun.
Selv om søndagens oplevelse var positiv, har Kristina Eriksen ikke planer om at være fast frivillig hos Marken Bornholm. Men hun er klar til at træde til, hvis det kniber.
– Hvis det viser sig, at der virkelig er ved at gå noget galt, og at de virkelig har brug for en hjælpende hånd i et par timer, så føler jeg mig faktisk forpligtet til at hjælpe dem.