Nyuddannet kropsterapeut åbner klinik
Dorthe Juul-Pedersen var i flere år sygemeldt med stress, inden manuvision kropsterapi hjalp hende med at blive rask. Nu har hun selv taget uddannelsen og åbner klinikken Krop & Sjæl, så hun kan hjælpe andre stressramte med at få det bedre.
Torsdag den 27. juni markerer en særlig dag for Dorthe Juul-Pedersen. I dag er det nemlig præcis fire år og ni dage siden, at hun blev sygemeldt med stress midt i en global pandemi. Ikke på grund af corona, men på grund af en alvorlig arbejdsrelateret stressoverbelastning. Frygten for at miste jobbet blev hurtigt overskygget af frygten for at miste sig selv, da sygdommens alvor gik op for hende.
– Jeg forstod ikke, hvor alvorligt det var, fortæller Dorthe Juul-Pedersen, som på daværende tidspunkt havde arbejdet i en årrække som pædagog for socialt udsatte børn.
– Jeg havde nok været syg i flere år uden at være klar over det. Men jeg var god til at finde på nye sjove ting, som kunne hjælpe børnene og forældrene, og når jeg gjorde det, slap jeg for at mærke, hvor syg jeg egentlig var.
Men da coronapandemien ramte, betød det, at hun i seks uger måtte blive hjemme, og så kunne hun pludselig mærke, at hun ikke havde det så godt. Da hun vendte tilbage til jobbet, blev det tydeligt for hende, at det ikke var sundt for hende at fortsætte i stillingen.
– Jeg græd tit, da jeg afleverede børnene, og jeg følte, at jeg gik på kompromis med mine værdier, fortæller hun og husker, hun følte en afmagt, da hun så, at et af børnene havde klippet alt håret af sig selv og skåret i sig selv.
– Jeg kiggede på hende, og det fik mig til at tænke, at hun var som en levende død. Men da jeg senere selv fik kropsterapi, fandt jeg ud af, at hun var en spejling af mig selv: Det var mig, som var levende død, konstaterer hun.
Færdiguddannet
Da Dorthe Juul-Pedersen havde været sygemeldt et halvt år, mente hendes læge, at der skulle ske noget drastisk og foreslog derfor lykkepiller som en løsning.
– Det, syntes jeg, var absurd, og sådan noget kommer jeg aldrig nogensinde til at tage, fortæller hun.
I stedet valgte hun i 2021 at begynde på et forløb med kropsterapi, og det viste sig at være den rette hjælp, hun havde brug for.
– Jeg har udforsket et indre univers, jeg ikke tidligere kendte til. Det har ikke været nogen let rejse, men magisk.
Oplevelsen med kropsterapi gjorde så stort indtryk på hende, at hun valgte selv at tage uddannelsen, så hun kan hjælpe andre med at få det bedre. I søndags blev hun færdiguddannet, og nu er hun derfor klar til at åbne sin egen klinik, Krop & Sjæl.
– Jeg vidste, at jeg ikke skulle tilbage til noget, der minder om pædagogarbejdet, men i starten var jeg afvisende overfor at tage kropsterapeutuddannelsen, da jeg mente, at jeg allerede havde taget nok uddannelser. Men en dag vågnede jeg, og så kunne jeg bare mærke, at jeg skulle være kropsterapeut. Det var nærmest en spirituel oplevelse. Og i dag kan jeg se, at det er præcis det rigtigste, jeg overhovedet kunne gøre i mit liv. Det er så rigtigt for mig at behandle, siger Dorthe Juul-Pedersen, som under den halvanden år lange uddannelse allerede har haft klienter på privatadressen i Gudhjem, men nu er hun altså klar til at behandle andre som færdiguddannet kropsterapeut.
– Det er bedre for mig at arbejde med det her, fordi dem som kommer hos mig, de har allerede taget en aktiv beslutning om, at de vil gøre noget for at få det bedre. De bliver ikke tvunget til at tage hen til mig, siger hun om forskellen på at arbejde som kropsterapeut og pædagog for socialt udsatte børn.
Udgiver bog
Udover at uddanne sig til kropsterapeut har Dorthe Juul-Pedersen brugt de seneste år på at skrive en bog om sine oplevelser med at gå fra stresssygdom til helbredelse. Bogen hedder "En magisk rejse", og den er skrevet til alle, der føler sig kaldet til at sadle om i livet, ligesom hun selv har gjort.
– Nogle gange bliver vi i noget, vi synes, vi bør og skal gøre, fordi man skal have en fast lønindtægt. I stedet for at gå med det, der er det rigtige, og som er sundt for os.
– Jeg bliver også selv bange og tænker på, om jeg nu kan tjene penge i mit nye arbejde, men jeg kan bare mærke, at alt i universet viser mig, at det er den rigtige vej at gå, og at jeg skal stole på det, siger hun.
Hvis man vil høre mere om Dorthe Juul-Pedersens vej ud af sit stressforløb, kan man møde hende til bogreception på Gudhjemvej 51 i dag klokken 13.
MEST LÆSTE
Øens forsvar er stadig utilstrækkeligt
'Sovjets sande ansigt'

En rujnnpolta
En lille trind, nærmest rund kvinde
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration