Der bliver også stadig solgt en del brugte biler fra autoværkstedet.
– Vi leverer flere brugte end nye biler. Dem har vi mange forespørgsler på, og det kommer nok også med, hvad der sker i USA, Rusland og Ukraine. Så holder man igen med at bruge penge.
Det salg forventer Nicolai Sonne også fortsætter, ligesom de nye elbiler, der kommer i løbet af 2025, fra Toyota også godt kan sælge.
– Ja, men det er alt afhængigt af, hvor prisen havner. Men Toyota har en klar forventning om, at det fortsætter med de her bagvedliggende ting, som gør produktet attraktivt. Så kommer vi også godt til at kunne sælge, slutter han.
Bilsalget på Bornholm
På Bornholm er der i alt indregistreret 64 nye biler, hvoraf 46 af dem er elbiler, i 2025 frem til 28. februar. I 2024 blev der indregistreret 211 nye elbiler, og i 2023 var tallet 189. I samme periode blev der for alle slags biler indregistreret 409 biler i 2024 og 482 i 2023.
For elbiler topper Toyota-mærket med 15 nye biler i 2025, efterfulgt af Volkswagen med 11 og Kia med 5. For hele landet er det Volkswagen, der suverænt fører med 3.248 elbiler, hvor Toyota indtager andenpladsen med 1.133 biler - og med Tesla på tredjepladsen med 956 biler.
Kigger man for alle slags inregistrerede biler på Bornholm i 2025, er det også Toyota, der fører med 19 biler. Volkswagen og Suzuki tager de næste placeringer med henholdsvis 11 og 8 biler. For hele landet er det igen Volkswagen og Toyota, der tager de øverste placeringer med 4.335- og 2.133 nye biler. Her tager Cupra tredjepladsen med 1.521 biler.