Ny Rønne-café lukker ned i hele januar: 'Det har været svære tider'

Ny Rønne-café lukker ned i hele januar: 'Det har været svære tider'
De hyggelige lokaler er en blanding af et hipt spisested og mormors spisestue med skakternede vinylgulve. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 7. DEC 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
7. DEC 2022 • 15:30

Groland åbnede på kirkepladsen tidligere i år. De har fået en god modtagelse, men det har ikke været den nemmeste tid at starte op i restaurationsbranchen. Derfor har de besluttet at lukke ned til jul og starte stille og roligt op igen på den anden side af januar.

Der er gang i julefrokostsæsonen, og det dufter af hjemmebagt rugbrød i hele den lille café på kirkepladsen, hvor Tidende en decemberdag mødes med den ene af ejerne af caféen Groland. De åbnede tilbage i juni, og de har holdt åbent siden.

– Vi er blevet taget godt imod, men vi har ikke brugt al energien på at markedsføre. Vi har i stedet prøvet en masse ting af og satset på en stille og rolig start, og så er det nok mere gået mund til mund, fortæller Gro Kückelhahn, som er den ene halvdel af parret bag caféen.

Folk er i hvert fald stille og roligt dukket op - nogle er blevet stamkunder og alt i alt er der en fin forretning i at sælge klassisk dansk mad både som takeaway og med mulighed for at spise det i huset - en idé de havde med fra deres tidligere foretagende i en kolonihaveforening på Amager.

– I starten gjorde vi bare alle de samme ting, men vi har efterhånden prøvet meget forskelligt af, og det vil vi gerne blive ved med, fortæller hun.

Der er dog nogle meget begrænsede rammer for de ting, der kan prøves af. Lokalerne er små, og det samme er køkkenet. Derfor er aftenens ret kommet for at blive, og heldigvis er det også en af de ting folk umiddelbart virker ret glade for.

– Vi har ikke kapacitet til et stort menukort, og det er bare mig og min mand, der er her, så vi har prøvet at køre en form for mellemvej med god hjemmelavet take-away, men som det også er hyggeligt at spise her.

Det har dog været svært i efteråret. Og hvor sommerens mange turister ofte slentrede rundt i nærheden af færgen om lørdagen, når de var tjekket ud af deres sommerhus, så er der ikke helt den samme trafik på kirkepladsen om efteråret.

– Kirkepladsen er en lidt skør beliggenhed. Det er ikke et naturligt sted at søge hen, hvis man ikke ved, hvad man vil. Der er bare mørkt hernede på de her vinteraftener, fortæller hun.

Og nu har hun og manden Andreas Roland Berg altså besluttet, at de lukker helt ned fra den 18. december og i hvert fald hele januar ud.

– Det har været svære tider. Vi havde nok ikke regnet med, at altid ville blive så dyrt. Det er både emballage, fødevarer og strøm, og vi vil helst ikke sætte priserne for meget op, fordi vi gerne vil have så bred en kundegruppe som muligt, fortæller hun.

– Det er stramt. Det må man sige. Vi når hurtigt en maks-kapacitet, fordi stedet er så småt. Så selv de dage, hvor der kommer mange, så er vi hurtigt fyldt.

Lukker ned – åbner igen med tilmelding

Nogle ting bliver nødt til at stige i pris, men de ved også, at nogle af kunderne vil falde fra, hvis det bliver for dyrt, og derfor er de faktisk endt med at konkludere, at det nemmere løber rundt, hvis hele maskineriet er lukket ned i den mest hardcore vinter, som Gro Kückelhahn kalder det.

– Det giver rigtig god mening at holde en pause lige nu, for folk har jo ingen penge, og dem de har, har de brugt på julegaver, forklarer hun.

– Og vi har også brug for at trække stikket og tage en pause. Jeg glæder mig til at holde lidt fri og opleve øen.

De to har kløet på, lige siden de i foråret flyttede til Bornholm og overtog huset med café i bunden og lejlighed på toppen. Det har været hårdt arbejde, når den ene står i køkkenet og den anden betjener kunderne, og der ved siden af har været alverdens andre ting, der skal ordnes, idéer der skal prøves af og læring, der skal blive til handling.

– Der er masser af ting, vi allerede har ændret. Men overskuddet har bare ikke vist sig, som vi havde håbet på. Heldigvis har vi ikke ansat nogen, og det er nok det, der har reddet os, gætter hun.

Når januar er gået, så forestiller hun sig, at de kommer til at starte stille ud med lidt pop op-salg på nogle enkelte dage, hvor man skal melde sig til på forhånd, og de så går i køkkenet og laver de bestillinger, der er kommet.

– Vi kan ikke holde åbent alle dage, og vi har brug for at vide, hvornår folk kommer, så vi kan lave mad til det. Både for at undgå madspild og for bedre at kunne kontrollere arrangementerne.

Selvom der nærmest er blevet taget pertentlige notater, så er det ikke lykkedes Gro Kückelhahn at knække koden til, hvad der har en betydning for, om der kommer mange eller få i caféen på de korte, mørke dage.

– Nogle dage er der mange og andre dage nærmest ingen. Jeg kan simpelthen ikke finde et mønster i, hvornår folk kommer og hvornår folk bliver hjemme, fortæller hun.

Lige nu er der dog julefrokostsæson, og her oplever de, at øens virksomheder er gode til at bakke op og bestille maden lokalt, og det betyder meget, at der er mulighed for at slutte året med et par rygende travle dage, hvor caféen er lukket, og der fokuseres på take-away.

Så kan batterierne lades op, og de to forventer at være klar til en ny sæson med mange flere ting, der skal prøves af på den anden side af januar.