Ny renovering hos minigolfcenter: 'Det bliver lidt mere indbydende'

Ny renovering hos minigolfcenter: 'Det bliver lidt mere indbydende'
Det er ægteparret Thomas (tv.) og Christina Juhl Sørensen (blå kjole), som ejer Juhls Minigolf. Foto: Jesper Gynther
ERHVERV | Torsdag 29. august 2024 • 15:30
Jesper Gynther
Journalist
ERHVERV | Torsdag 29. august 2024 • 15:30

Først blev der bygget baner, så blev der bygget køkken og restaurant - og nu har Christina og Thomas Juhl Sørensen fra Juhls Minigolf igen haft arbejdshandskerne på.

– Vi ved godt, I har abstinenser, men vi skal lige mødes alle sammen først.

Christina Juhl Sørensen forsøger ihærdigt at få alle minigolfspillerne væk fra banerne og ind i velkomsthallen. Det er torsdag formiddag, og hun skal holde en lille tale i forbindelse med, at der er fødselsdagsfejring. Gummitræet ved hovedindgangen fylder 40 år, og det skal markeres. Og så skal der også knyttes et par ord til de forandringer, der er sket de seneste 14 dage, hvor der har været ombygningslukket, hvilket altså har gjort nogle af de faste spillere ret utålmodige efter at træne igen.

– Vi er ikke helt færdige, der mangler stadig nogle ting, fortæller Christina Juhl Sørensen, som blandt andet stadig venter på at modtage nogle nye resultatskærme.

Til gengæld er det lykkedes at få malet nogle af hullerne på eternitbanen, som oprindeligt blev brugt til VM i Odense i 2009. Banen var grå og kedelig og er indtil videre kun blevet brugt til træning af spillerne fra Minigolf Klubben Rønne, men måske kan maling få nogle af turisterne til også at give den et forsøg.

– Vi vil gerne gøre den mere indbydende og gøre det lidt sjovere at spille på den, siger hun, inden hun slipper spillerne løs.



Der er kommet nye farver på VM-banen, som indtil videre næsten udelukkende er blevet brugt af de lokale spillere fra Minigolf Klubben Rønne. Her ses klubbens formand Helmund Thisen forsøge sig på de nymalede huller. Foto: Jesper Gynther

 

Tre ben at stå på

Christina Juhl Sørensen driver Juhls Minigolf sammen med sin mand, Thomas, og han fortæller til Tidende, at de i et stykke tid har haft lyst til at gøre stedet en smule mere lækkert og fedt - både for gæster og for de ansatte.

Derfor er de seneste 14 dage også blevet brugt på at bygge en ny bar ved hovedindgangen, som leder tankerne hen på en strandbar. Baren er nemlig bygget op af træstolper, og så er der strå på taget. Baren er samtidig gjort en smule mindre for at gøre mere plads til gæsterne, men til gengæld får de ansatte fornøjelsen af mere skygge.

– Det var lidt dumt før, at vi havde masser af plads til at stå i baren, men der var ikke så meget plads til gæsterne. Og så står baren jo i et drivhus, så det har været vigtigt for os ikke at få solen direkte på os, for ellers bliver man bagt, hvis man skal stå der en hel dag, siger Thomas Juhl Sørensen.

Et andet nyt tiltag er, at et festlokale nu er blevet lavet færdig, så man kan holde fester og julefrokoster. Og så er den populære bornholmerbane gjort mere børnevenlig, da der er sat klistermærker på banerne, som viser, hvor børnene skal starte med at slå til bolden. Derudover er tre af hullerne blevet ombygget, så det ikke længere er så tilfældigt, hvorhen bolden ryger hen, når man slår til den med køllen.

– Hvis vi skal kunne leve af det her, så er vi nødt til at have mange ben at stå på, siger Thomas og forklarer, at tiltagene alle sammen har det formål at gøre det attraktivt for tre kundegrupper at komme på besøg. Nemlig lokale bornholmere, turister og professionelle golfspillere.

– Det skal være fedt for alle tre grupper, siger han og peger på, at det også var grunden til, at parret i 2022 valgte at bygge et køkken og en restaurant, hvilket var en investering til en million kroner.

– Der var mange, som spurgte efter, om man kunne købe noget at spise eller drikke, og så kunne vi godt se, at det ville være en god idé at kunne tilbyde det. Og det er også derfor, vi nu har lavet festlokalet, da det også er noget, som har været efterspurgt, siger han og fortæller, at der også er blevet lavet en hyggelig udendørs havegård med flere siddepladser end tidligere.

Fået konkurrence

Christina og Thomas Juhl Sørensen købte bygningen på Sandemandsvej i Rønne i januar 2021. Den blev tidligere brugt som levnedsmiddelskole, inden skolen rykkede til Campus Bornholm. Men Juhl-parret så store muligheder for at lave bygningen om til et indendørs minigolfcenter. De drev i forvejen Bornpark i Østerlars med stor succes, men den har kun åbent i sommerhalvåret, da det er en udendørs bane.

– Vi ville også gerne have et sted, som har åbent hele året rundt, og det har vi nu her. Næste gang vi har lukket er juleaftensdag, fortæller Christina Juhl Sørensen.

De første år var det Christina og Thomas, som selv stod for den daglige drift af Juhls Minigolf, men nu har de ansat en daglig leder. Han hedder Allan Schwab og begyndte i jobbet den 1. juni.

– Det har været dejligt at få en dedikeret mand til at stå for det, for Christina og jeg har mange andre opgaver, der tager meget tid, siger Thomas, som er den praktiske gris, der har hænderne skruet ordentligt på, mens Christina står for meget af det administrative arbejde.

Juhls Minigolf var det første indendørs minigolfcenter på Bornholm, men nu er der kommet konkurrence om kunderne. Den 1. juni åbnede nemlig Nexø Minigolf og Biergarten på Sdr. Hammer i Nexø. Juhl-parret har dog stadig en stor tro på fremtiden, hvilket renoveringerne da også vidner om.

– Da der var regnsvejrsdage i sommers, var der jo proppet med mennesker på bornholmerbanen, og der håber vi jo på, at nogle af turisterne fremover også godt kunne tænke sig at prøve VM-banen, så vi får spredt kunderne lidt mere ud, siger Thomas Juhl Sørensen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT